Brev til Renée: Min kæreste støtter mig ikke

Kære Renée Jeg har været sammen med min kæreste i 12 år. Jeg elsker ham utrolig meget, men nogle gange slider hans reaktioner eller mangel på samme meget på mig. Jeg kommer fra en meget talende og analyserende familie. Han kommer fra en tavs og undvigende familie. Jeg tror, det er dér, roden til problemet skal findes. Jeg føler ikke, jeg får omsorg nok og bliver forstået i vores parforhold.

Nogle gange bliver jeg meget ked af afvisninger på mit arbejde, men min kæreste støtter mig ikke med opmuntring. Han bliver tavs, og det giver mig indtryk af, at jeg ikke er god nok. Når jeg går ham på klingen, siger han, at jeg ikke skal tage mig af, hvad han eller andre siger og tænker. Hvad han tænker, får jeg ikke at vide. Det gør mig nervøs og ked af det, og jeg spekulerer endnu mere over, hvorfor jeg er den, jeg er. Jeg analyserer mine fejl og tænker over, hvordan jeg kan gøre det bedre. Når jeg er ked af det, kan han finde på at ignorere mig. Han spørger ikke, om jeg er okay. Jeg føler, jeg er på overarbejde hele tiden. Han har ikke noget imod at fortælle, hvordan han selv har det, når han er glad eller trist, og jeg spørger også ofte ind til det. Jeg er glad for, at han fortæller, men det er, som om der er lukket den anden vej. Jeg arbejder både for at tage mig af ham og mig selv. Jeg vil gerne have børn med ham, men jeg tør ikke, for jeg er bange for, at jeg ikke vil få den støtte og opbakning, jeg har brug for. Jeg føler mig meget tit helt udsultet kærlighedsmæssigt, og det går ud over mit selvværd. Venlig hilsen En kærlighedshungrende kvinde LÆS OGSÅ: Jeg føler mig som gæst i min kærestes liv Kære kærlighedshungrende kvinde Du er ikke alene. Den længsel, du beskriver – efter, at nogen skal se dig, lytte til dig, tage vare på dig, tage om dig, holde af dig, stryge dig over kinden og ligge i ske med dig, når du trænger – den har vi alle. Du ER værd at holde om, holde af og have omsorg for. Du har måske bare ikke fundet den rette for dig endnu? Du beskriver et forhold, hvor du bliver slidt op af mangel på omsorg og interesse. Et forhold, hvor du føler dig ignoreret, og hvor du oplever, at du er på konstant overarbejde, og så slutter du dit brev med, at du har overvejet at få barn med din kæreste. De to ting hænger ikke rigtig sammen i mit hoved, og det kan du måske godt mærke. Derfor tør du ikke helt give dig hen til at få et barn. Det sidste er forståeligt og ret klogt, tror jeg. For hvorfor vælge at få barn med en mand, der får dig til at opleve dig selv som værende ingenting værd? Det er måske ”bare” det, der er galt. Du og din kæreste er fuldstændig forskellige i jeres måde at give og modtage kærlighed på. Måske også i jeres forventninger til en kærlighedsrelation. Din kæreste er ikke særlig informativ, han er ikke snakkende og deler ikke ud af sig selv eller sine følelser. Samtidig er han ikke særlig fysisk i jeres relation. Han er passiv, og han synes ikke, du skal tage dig det nær, for han elsker dig jo. Det har han sikkert sagt engang. Alligevel kan du ikke give slip på ham, og det er ret interessant. Hvorfor holde fast i et forhold, der åbenlyst ikke giver dig det, du længes efter, og som af den grund også gør, at du ikke tør få et barn med ham? Det er svært at svare på det spørgsmål, men jeg tænker, at det er noget, du skal finde ud af. Hvorfor vil du være kæreste med din kæreste? Hvad giver han dig? Hvad laver I sammen? Hvad kan han, som ingen andre vil kunne? Hvis du ikke tør få børn med ham, hvad skal der så ske af forandringer, for at du tør? Og er det realistisk at tro, at de nødvendige forandringer er mulige?

Når jeg hører om forhold som det, du beskriver, så kommer jeg altid til at tænke på ”Mis med de blå øjne”, som spiser en bladlus, der nærmest ikke er bedre end ingenting, synes han. Det er en god metafor for et forhold, vi mennesker kan befinde os i, uden at vi egentlig er klar over det. Jeg synes, du skal undersøge de spørgsmål. Find dig et roligt sted, papir og blyant og sørg for at have god tid. Skriv så spørgsmål og svar ned. Tag dig god tid, tænk længe, skriv, vent, og skriv så igen. Gør det hver dag i et par uger. Så har du sikkert en del skrevne ord på din blok. Læs det hele igennem, læg dig så på gulvet på en blød madras, og tag et tæppe over dig og en pude under hovedet. Gør dig det behageligt, og gå så ind i dig selv og stil det afgørende spørgsmål: Er det muligt for mig og min kæreste at få en kærlighedsrelation, som jeg vil finde tilfredsstillende og tryg nok til at stifte familie i? Det er i hvert fald forsøget værd. Jeg håber, du finder vejen at gå, og at du passer godt på dig selv, for du ER værd at passe på. Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du får svar. Kun afsendere af breve, der bringes i bladet, får svar. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.