femina guld
Selvudvikling

Anna von Sperling: Det seksuelle overgreb er et fælles kvindevilkår

I januar i år opfordrede avisen Information og kulturredaktør Anna von Sperling læserne til at fortælle deres voldtægtshistorier i avisen. 170 kvinder reagerede.

Anna von Sperling åbnede selv ”ballet” i Information, da hun fortalte om det seksuelle overgreb, hun engang har været udsat for. Fire andre kvinder gjorde det samme, og beretningerne blev fulgt af en læseropfordring: Fortæl os DIN historie. Det væltede ind med voldtægtshistorier fra kvinder i alle aldre og alle samfundslag, og sammen med journalist Lærke Cramon skabte Anna von Sperling ”Vidnesbyrd-projektet”, der velfortjent har fået Publicistklubbens Fortællepris.

Hvad ved du om voldtægter, som du ikke vidste før?

– Min største erkendelse var, at det var rystende, så meget skylden fyldte. Selv i de mest voldsomme historier, hvor man tænker: HVORDAN kan du forestille dig, at du har skyld, du gik bare alene igennem et skovområde?, så leder kvinder efter egen skyld. Det var så voldsomt at opleve, fordi jeg var startet med at skrive min egen voldtægtshistorie, og mens jeg gjorde det, tænkte jeg hele tiden: Når de læser den, tænker de nok, at det er min egen skyld, jeg skulle ikke have været fuld ... Men skylden er simpelthen en følgesvend for alle. Jeg opdagede også, at ligegyldigt hvor forskellige omstændighederne var – kvindernes alder og voldsomheden i voldtægten – så var kvindernes formuleringer næsten enslydende, så der er noget generelt i den måde, vi følelsesmæssigt reagerer på voldtægt på. Det blev en styrke, til sidst blev vi nærmest én stor stemme. Vi lavede efterfølgende en radiomontage, der understregede det. Alle de kvinder, der har oplevet, at deres sikkerhed i verden blev taget fra dem, og som har oplevet ensomheden i at skulle tackle det bagefter, blev del af et kor og et fællesskab, der viste, at det seksuelle overgreb er et fælles kvindevilkår.

Læs også: Vi hylder 100 kvinder, der inspirerer og tør, i feminas store guldnummer. Se listen over alle de 100 skønne kvinder her

Hvorfor er det tabu at tale om sin voldtægt?

– Der er en angst for at blive set som en svag kvinde, der har sat sig selv i den situation – på den ene eller den anden måde har gjort sig sårbar og derfor ligesom ikke har passet på sin uskyld i bredere forstand. Det handler om forestillingen om den ærbare kvinde. I 2016! Der er stigma i det. Og det er enormt vanskeligt at løsrive sig fra.

Vi har i virkeligheden mindre ligestilling, end vi tror?

– Så absolut på det her område – halvdelen af befolkningen er langt mere sårbar, ikke bare i det offentlige rum, også i det intime. Vi skal udvikle et rum, hvor vi kan tale om samtykke. Tak til de generationer, der før mig insisterede på, at den kvindelige seksualitet er fri, men vi har overset at udvikle et sprog for: Hvad er det, vi gør nu, vi to? Vil du have sex med mig? Hvor langt vil jeg gå?

Hvad er der i vejen med ”nej”?

– ”Nej” er ganske udmærket, men desværre ikke nok. I mange af vores historier fortæller kvinderne: ”Jeg ved ikke, om han oplevede, at han voldtog mig ...”. Hvordan kommer vi ud over det, hvis vi ikke udvikler et sprog? Det rigtig svære og følsomme er, hvordan vi taler med vores drenge og mænd om det her, for det er i høj grad et tabu. Og gør vi så drengene til sexmonstre, før de overhovedet er kommet i puberteten? Men det kan ikke nytte IKKE at diskutere det. Det er så vigtigt i voldtægtsdebatten, at der INGEN tabuer er.

Skete det virkelig?

Der ligger også en vigtig opgave i at få afdækket det sande voldtægts-landskab. Når analyseinstitutter spørger folk om andelen af falske voldtægtsanmeldelser, tror de, svaret er 25 procent, siger Anna von Sperling, men andelen er reelt minimal. Samtidig sker der langt flere voldtægter, end der bliver anmeldt. Mørketallene er store. På grund af skyld- og skamfølelse – og fordi kvinder betvivler deres egne historier.

– Derfor gemmer vi dem, og det er et stort problem i den personlige bearbejdelse, men også efterfølgende i politiefterforskning og domfældelse. Det burde de klart lære mere om på politiskolen: En kvinde kan ændre forklaring, ikke fordi voldtægten ikke er sket, men fordi hun f.eks. ikke kan huske detaljerne på grund af den voldsomme følelsesmæssige påvirkning. Jeg kunne ikke huske mit eget overgreb – som ikke blev en fuldbyrdet voldtægt. Da jeg havde skrevet mit bidrag til avisen, gik jeg hjem til en veninde og blev i tvivl om, om jeg nogensinde havde fortalt hende historien. ”Om jeg kan HUSKE det? Du gik ikke uden for en dør i tre måneder!”, sagde hun. Det er helt sikkert en overlevelsesmekanisme at glemme.

Er der en magtfaktor i at tale højt om det?

– Masser. Der er en kolossal styrke i at fortælle sin historie. På det personlige niveau: Noget er taget fra dig, og nu kræver du din historie tilbage. Og i det fælles kor: Det giver en sikkerhed, og budskabet får en højere volumen. Når man læser bidragene, får man følelsen af, at vi faktisk lever i et voldssamfund?

– Ja, og det er jeg faktisk ikke i tvivl om, at vi gør. Og jeg har svært ved at se de store fremskridt. Den serie i Information kunne have været skrevet for 30 år siden – og kan formentlig også skrives om 30 år. Det er enormt frustrerende.

#jegblevvoldtaget - læs voldtægtsofrenes egne ord på information.dk 

 

Anna von Sperling er blandt de 100 kvinder, der er udvalgt i dette års femina guld-nummer som kvinder, vi hylder, fordi de inspirerer og tør.

Læs mere om: