Selvudvikling

Anna Mejlhede: Små ords store betydning

Vi har det med at bruge små og næsten ubetydelige ord i flæng, ofte uden at tænke over, hvad de gør ved det, vi egentlig ville have sagt.

Der er noget virkelig underligt over ord. Jeg tænker på, hvad de kan have af indvirkning på sammenhængen, de optræder i. Undvære dem kan vi til gengæld ikke, for selv om de skal følges op af handling for rigtig at virke, så er det gennem sproget, vi mest effektivt giver os til kende som dem, vi er, og med det, vi vil hinanden. Bare tænk på, hvordan det føles at opholde sig i et land, hvor man slet ikke (eller kun i meget ringe grad) kan sproget. Ligegyldigt hvor klogt det er, det, vi gerne vil sige (eller hvor lækre vi tager os ud, og hvor meget vi smiler), så ædes det hele op af, at modtageren ikke forstår os og muligvis i stedet tror, vi er idioter – eller i bedste fald bare lidt småt begavede. Det er ydmygende og frustrerende ikke at kunne finde afløb for tanker og følelser gennem sine ord.
 
 
Mange har det til gengæld svært med de såkaldt STORE ord. Det er lidt skægt med dem, for de fylder ofte ikke ret meget på papiret. Men dér hvor de i stedet fylder, er i vores inderste. Du kender dem godt. Det er de ord, du næsten ikke kan tage i din mund uden at få tårer i øjnene af det. De ord, vi helst vil putte ind i noget andet – sange for eksempel – for at få dem ud, uden at vi synes, det bliver for pinligt.
 
Derimod elsker vi små ord. Vi bruger dem i hvert fald sindssygt gerne. Vi fylder dem i vores sætninger i tide og utide for at få dem til at sige noget mere eller for at underspille det, vi siger, på en snedig måde. Men i virkeligheden er de små ord langt sværere at bruge end de store.
 
LÆS OGSÅ: Anna Mejlhede: Den usynlige ensomhed
 
Lad os begynde i et hjørne – med ordet næsten. Det er fint beskrivende i mange sammenhænge, hvor noget er tæt på at være et eller andet (men så alligevel ikke), eller dér hvor man kom tæt på, at noget ubehageligt skete, så ordet beskriver, hvor skrøbeligt livet og vi er – og dermed vigtige at passe godt på. Men lige så snart vi sætter ordet ind i andre sammenhænge, kan det gøre alting ret mærkeligt eller ophæve hele sætningens betydning: ”Næsten frisk fisk ..?”. Hmm ... Eller hvad med en romantisk stund, hvor éns elskede siger: ”Jeg elsker dig – næsten ...”? Alligevel har vi det med at bruge små og næsten ubetydelige ord i flæng, ofte uden at tænke over, hvad de gør ved det, vi egentlig ville have sagt. ”Skal jeg være helt ærlig?”, er for eksempel en mærkelig ting at spørge om. For hvad er vi da resten af tiden? Eller hvad med et ord som hvis? Dengang jeg var 11 år, sad min klasseveninde Jean og jeg og talte om fremtidsdrømme. ”Når jeg bliver voksen”, udbrød jeg, men blev mødt med Jeans prompte rettelse: ”Nej, det hedder altså, HVIS du bliver voksen ...”. Måske en vel rigelig virkelighedserkendelse at gå rundt med som 11-årig ...
 
Lad os også se nærmere på nogle af de helt korte af slagsen. Det er blevet så moderne at tage NEJ-hat på og sige fra over det hele og stå fast og sådan ... jamen, egentlig var det vel Anders Matthesens figur fra filmen ”Terkel i knibe”, der var forløberen? Terkels far, som end ikke til sit eget bryllup kunne få et JA over sine læber, kun et rungende NEJ. Der er ingen tvivl: Ord skaber, hvad de nævner, og selv om jeg selvfølgelig ikke vil anbefale nogen at sige ja hele tiden (det kunne virkelig blive problematisk), så vil jeg anbefale, at vi gør os umage med at vælge de rigtige små ord til hver enkelt situation. Fordi ord gør noget ved os!
Hvad med ordet TAK for eksempel? Men pas nu på ... kommer også dét i utide, så er Fanden løs i Laksegade!
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
 
Læs mere om: