Christina Sand, Malene Langvad, Kamilla Møller Rasmussen, Regina Fjendbo, Camilla Jørgensen
Selvudvikling

5 kvinder om kropsskam: Sådan sniger det sig ind

27. februar 2020
af Ditte Skrumsager
Foto: Privat
På Instagram kan man finde en masse kvinder, der har besluttet sig for at gøre op med skammen om deres kroppe. De er en del af det kropspositive fællesskab. Her fortæller nogle af dem om oplevelser, der har fået dem til at skamme sig.

Christina Sand, 29 år (@mentorchristina.dk)

https://imgix.femina.dk/kropsskam-christina_0.jpg
Da jeg var seks år gammel, vejede jeg et par kilo mere end mine jævnaldrende. Jeg oplevede en del utryghed i min barndom og fandt hurtigt ud af, at det kunne dulmes med et ekstra stykke kage. I den forbindelse blev jeg udsat for enormt meget kropsskam af voksne omkring mig, især kommentarer fra min mormor, onkel og tante og veninders mødre har sat sig fast med superlim. ”Træk maven ind!” er en sætning, jeg har fået smidt i hovedet utallige gange, og formaningen ”Christina skal ikke have mere is!” røg gennem rummet, mens jeg så mine fætre øse lystigt op på deres tallerkener. Jeg fik dagligt at vide, jeg var ”for tyk”, men ingen var interesseret i at vide hvorfor, og der blev aldrig diskuteret nogen ”løsning”, andet end at trække maven ind og købe tøj, der var for stort, så jeg kunne skjule mig lidt. Der har helt klart været kropsskam, men også decideret kropshad i min nære familie, og når jeg er vidne til det i dag, får jeg helt ondt i maven over, at jeg har lyttet til den slags snak som barn. De vendinger, der er blevet brugt om min og deres egne kroppe, kunne da nærmest ikke andet end at udløse en spiseforstyrrelse og massivt kropshad.

Malene Langvad, 30 år (@malenefl)

https://imgix.femina.dk/kropsskam-malene_0.jpg
Jeg husker i virkeligheden ikke, at mine nærmeste har talt dårligt om sig selv og deres kroppe overhovedet. Jeg husker det, som om kropsskammen kom snigende i de første skoleår, hvor de andre børn begyndte at drille mig. Der fandt jeg ud af, at det var forkert at være som mig. Eller i hvert fald at det var en grund til mobning. Sundhedsplejerskerne og diætisterne, der fortalte mig, at det var godt, hvis jeg bare kunne vokse mig højere uden at tage på, og hvis jeg lige huskede at drikke vand, når jeg mærkede sult. Senere: De andre piger fra klassen, der begyndte at tale grimt om deres lillebitte fold på maven, og ”om de var tykke i det tøj” – og mig, der tænkte, at hvis de var tykke, så var jeg helt uden for kategori. Og ungdomsbladenes råd til at klæde sig efter sin krop, der meget tydeligt fortalte mig om alt det, jeg ikke måtte have på min krop. I lang tid troede jeg, at negativ kropssnak var forbeholdt tykke kroppe. Men en dag mødte jeg en bekendt i et fitnesscenter, og hun talte så grimt om sin (meget slanke, flade) mave. Dér gik det op for mig, at det aldrig stopper – kropsskammen – hvis vi ikke selv beslutter os for at gøre oprør med den. For idealet efterlader næsten intet rum til, at nogen af os kan passe ind. LÆS OGSÅ: Giver vi vores kropsskam videre til vores børn?

Kamilla Møller Rasmussen, 29 år (@_wobblybits_)

https://imgix.femina.dk/kropsskam-kamilla_0.jpg
Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg faktisk ikke huske, hvornår kropsskam ikke har været en del af mit liv. Det har været så dominerende, at jeg ikke helt føler, jeg kan trække bestemte episoder ud og sige, ”Dén der! Den var den allerværste!”, men jeg kan huske rigtig mange ting, som måske egentlig føltes små, men som i mit 29-årige hoved er totalt uacceptable. At min mors ekskæreste kunne finde på at nive mig i maveskindet og spørge, om jeg var ved at gro et traktordæk, at mine klassekammerater kaldte mig ”fede so”, at diætister har skældt mig ud for ikke at tabe mig hurtigt nok, at en ekskæreste har bedt mig tabe mig, hvis han skulle kunne tænde på mig, at fremmede har råbt skældsord efter mig på gaden, og at jeg er blevet filmet, når jeg har været ude at handle. Det føles ikke engang ekstraordinært, selv om jeg rationelt godt kan se, at det er helt og aldeles absurd. Og det er nok i virkeligheden det, der er det allerstørste problem – for os alle sammen! At tykfobi og kropsskam er så indgroet en del af den måde, vi ser os selv og hinanden på, at vi bilder os selv ind, at det er i orden, når vi italesætter de fejl, vi ser hos os selv og hos andre.

Regina Fjendbo, 29 (@tyrannosaurus_regs)

https://imgix.femina.dk/kropsskam-reginae_0.jpg
Da jeg var barn, var min bedstefar sådan en person, som altid viste sin kærlighed med mad. Der var altid sodavand og slik eller kage, når man kom på besøg. Han var den slags bedsteforælder, som gerne inviterede på besøg til mad og insisterede på, at det var bedst, hvis der blev spist op frem for smidt ud, uanset om det var grøntsager eller kage. Jeg er ikke sikker på, hvornår det skete, men jeg tror, jeg var omkring 10 år, da min bedstefar en dag tilbød at belønne mig med 100 kroner for hvert kilo, jeg tabte mig. Min bedstefar øste ikke om sig med penge, så 100 kroner var et stort beløb. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge den information til, og havde egentlig ikke lyst til at tabe mig, så jeg lod være med at reagere på det, men min bedstefar blev ved med at minde mig om det, når vi lige var alene i et lokale. Jeg kan ikke huske, hvornår det stoppede med tilbuddet om penge mod et vægttab, men jeg kan stadig efter mere end 20 år undre mig over, at den mand, der opfordrede mig til at overspise, også var den mand, der lærte mig, at min tykhed var forkert.

LÆS OGSÅ: Helene Thyrsted fra Fat Front: "Jeg håber, at folk ser, at tykke mennesker er mere end bare tykke"

Camilla Jørgensen, 31 år (@mor_plus)

https://imgix.femina.dk/kropsskam-camilla_0.jpg

Jeg har hele min ungdom været blændet af samfundets narrativ om, at tykhed er forkert, og derfor har det været ganske naturligt for mig gennem min opvækst, at mine forældre næsten altid har været på slankekur. Derfor har jeg heller ikke registreret, hvis de har talt grimt om sig selv. Det ville næsten have været naturligt, hvis de gjorde. Gennem Instagram er jeg blevet meget bevidst om den fortælling, vi alle sammen er vokset op med: ”At være tyk er forkert, og du kan ikke blive til noget.” De senere år er jeg blevet draget af mennesker, som bryder med dette, og som vælger at leve livet på trods af deres krops størrelse. En helt ny verden åbnede sig for mig ved at finde kvinder på blogs og Instagram, som jeg kunne spejle mig i. Specielt i forhold til min påklædning. Når hun kunne have vandrette striber og en tætsiddende kjole – så kunne jeg også. Så måtte jeg også. Derfor går jeg nu heller ikke og venter på, at jeg er tynd nok til at måtte leve livet. Jeg danser rundt i en crop-top og prøver på bedste vis at nyde livet, imens jeg børster de negative kommentarer af mig.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også