Selvudvikling

5 bud til det gode parforhold

Det er nok sådan, at vi ofte jagter det forkerte, for det med, at vi gerne vil have en partner, der er spændende og meget forskellig fra os selv, er ikke den bedste idé. Forskerne har givet fem bud på, hvad vi burde kigge efter, når vi søger en partner








Thomas Nielsen, lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, har for nylig udgivet en bog om kærlighed og parforhold, hvor han har samlet de sidste 20 års internationale forskningsartikler. Meget tyder på, at et godt parforhold er den sikre vej til glæde og et godt liv, da forskning peger på, at folk i dårlige parforhold bliver mere syge end andre. Mænd, der lever alene, har f.eks. ofte et dårligt helbred, og ca. 40 procent af alle depressionsramte fortæller, at lidelsen blev enten udløst eller forværret af en kærlighedskrise.

De fleste af os lever i parforhold, så mange af os må være ret interesserede i, hvad der lige nøjagtig gør, at forholdet bliver godt? Det viser sig, at det, der kendetegner et godt parforhold, i grunden er ret banalt. Noget af det vigtigste for et godt parforhold er faktisk, at de to partnere har et stort overlap, når det gælder interesser, livsværdier og personlighed. At man som par også har en vi-følelse, en oplevelse af fælles identitet. At man er samarbejdsvillig og solidarisk, at man har tillid til hinanden, at man sjældent reagerer med negative følelser som vrede og surhed, og at man ikke skælder hinanden ud.

Se, det var jo i grunden ikke så kompliceret, men når man så tænker på, hvad folk nævner, når de skal fortælle, hvilke ting de søger hos en partner, så er det måske alligevel ikke så enkelt endda? For hvor mange siger, at de gerne vil have en partner, der minder om dem selv i interesser og personlighed, og hvor mange siger, at det bare skal være én, der ikke er sur og vred, men én, der er god til at samarbejde? Adspurgt svarer de fleste faktisk noget med humor, intelligens og især udseende, og disse faktorer synes altså ikke at være særlig afgørende i forhold til, om man får et godt parforhold.

Faktisk er det nok sådan, at vi ofte jagter det forkerte, for det med, at vi gerne vil have en partner, der er spændende og meget forskellig fra os selv, er heller ikke den bedste idé. Forskerne har givet fem bud på, hvad vi burde kigge efter, når vi søger en partner:

1) Elskværdighed; én, som er venlig og sympatisk og viser medfølelse og forståelse for andre.
2) Positivitet; én, som er glad og lattermild og har tendens til positive tanker og følelser.
3) Samvittighedsfuld; én, som holder sine løfter og er ansvarlig og pligtopfyldende.
4) Åbenhed; én, som er fleksibel og åben over for nye ideer og andre synspunkter end dem, man selv har.
5) Medium udadvendthed; én, som er interesseret i andre mennesker og meninger til en vis grad.
Jeg håber, de, der er på jagt lige nu, fandt inspiration i de fem bud.

Kærlig hilsen
Renée

FLERE KLUMMER

Dorthe Kandi: For gammel til TV

Julia Lahme: Er sex passè?

Lonnie Kjer: Kvinder er halvdelen af verden

Læs mere om: