https://imgix.femina.dk/media/article/1429-klumme-julia-lahme.jpg
Selvudvikling

Er sex passé?

19. april 2012
af Julia Lahme
Måske er vi så optagede af at få de perfekte liv og de perfekte glatte overflader i vores perfekte liv, at sex er blevet en unødig stressfaktor

Nogenlunde sådan var overskriften på et indlæg, den verdenskendte forfatter og feminist Erica Jong skrev til New York Times sidste sommer. Pointen er, at Erica Jong mener, at vi kvinder i 30'erne og 40'erne er holdt op med at have sex. Hun synes, vi bruger for lidt energi på sex og for meget på "ludbehandlede træpersienner". Der er ikke nok lir i vores liv. Vi er simpelt hen ikke promiskuøse nok. Hendes eget liv var i netop de år fyldt med rundknaldning og udforskning af hendes eget seksuelle potentiale. Der var åbne parforhold i hendes generation og masser af tagen let på kernefamilien og på de traditionelle dyder. Piger skulle vifte med rumpen og blafre med brysterne, og yngre kvinder skulle bare i gang med de dér p-piller og med at have det sjovt. Rigtig sjovt. Med mange forskellige. Så tit som muligt. Sådan er det ikke mere, fortæller en tydeligt skuffet Erica Jong. Hun synes, det er synd for os, at vi er blevet sådan nogle snerper, der hellere vil være sammen med den samme altid end have nogle forskellige knald og et større sammenligningsgrundlag. Vi bruger simpelt hen ikke nok tid på sex.
Måske har Jong ret.

Måske er sex røget ud af vores liv, samtidig med at Facebook røg ind? Måske er vi så optagede af at få de perfekte liv og de perfekte glatte overflader i vores perfekte liv, at sex er blevet en unødig stressfaktor? Vi skal være perfekte kvinder, med idealmål og allerhelst glade hele tiden? Jeg håber ikke, det er helt sandt. Men sandt er det, at kvinder i min generation - jeg er 35 - har et nærmest hysterisk forhold til graden af borgerlige dyder, der skal involveres i deres liv. Vi elsker til gengæld at se, når andre har sex. For klikker man sig ind på nettet, er der porno alle vegne, og tænder man for fjernsynet, har nogle unge typer masser af sex i troperne, på rejser betalt af diverse realityshows. Hvis vi vælger at investere en aften i en god TV-serie, ser vi "Mad Men" og ønsker os lingeri a la Betsy og en mand a la Don Draper med masser af dekadence, lir og sprut. Og en smøg bagefter. Men i vores egne liv går vi ad dydens smalle stier og holder knæene tæt samlet.

Og nej, det er ikke så mærkeligt. Mange af os kender til vores 70'er-ramte forældres gruppeknald, deres skilsmisser, deres frisind og alt det, det gjorde ved vores familieliv, når den ene hellere ville kysse på en helt anden end den anden derhjemme. Og det, vores forældre gør, gider vi ikke, så vi gør det modsatte. Måske er det bare sådan, det er. Men faktum er, at jeg kender mange (MANGE) kvinder, der ikke har lyst. Til sex. De vil ærlig talt hellere hækle. Men i stedet for, som Jong, at lægge hele ansvaret for manglende lir i skødet (!) på min generation af kvinder vil jeg mene, at vi deler det med en generation af mænd. Dem, der hellere vil Wordfeud'e, være på Facebook eller se fodbold end tage opvasken/lægge ungerne i seng/hænge vasketøj op og dermed levere det ultimative forspil. For nej. Sex foregår ikke i soveværelset. Og seksualiteten hører ikke kun hjemme dér. En sexet mand og hans tændte kvinde har ganske enkelt omsorg for hinanden. Så når vi ikke gider sex, er det måske, fordi vi gerne vil holdes om. Inden.

Jong tror måske, at vi ikke vælger seksualiteten til - men det tror jeg vi gør. Jeg tror faktisk godt, at vi danske kvinder vil knalde med vores mænd. Jeg tror også bare, at vi helst holder os på måtten frem for at lægge den foran huset og invitere til runde-knald. Måske er vi blevet kedelige, måske har vi de kedeligste prinsesse-perfektheds-idealer i verden, men i virkeligheden vil vi bare gerne undgå at knalde, så hele dén verden falder sammen om ørerne på os. Vi er nemlig generationen, der (ødelæggende for os selv) vil have det perfekte liv og mener, vi har krav på det. I det mindste vil vi have det hele: Både et sexliv og et familieliv. Og måske kommer det til at lykkes for os. For
sex er helt sikkert kommet for at blive.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/a8a4e7935d334884b024425f3263a9a9.jpg

Dårligste vane:
Største fejltagelse:
Bedste beslutning:
Motto:

Læs også