Økonomi

Sommerpakken er her: Det skal vi bruge vores feriepenge på

Det er ekstra feriepenge på vej til danskerne og håbet er, at det vil øge forbruget. Vi har spurgt tre kvinder om, hvad de vil bruge pengene til.

Regeringen har besluttet, at vi får de indefrosne feriepenge udbetalt. Og det kan – alt efter din løn – betyde mange penge!

Tjener du for eksempel 29.000 om måneden, vil du ifølge Ledernes Hovedorganisation, få udbetalt næsten 15.000 kr.

Så du kan godt begynde at forestille dig, hvad du vil bruge de ekstra feriepenge på. En ferie? Ny terasse? Eller måske lade dem pynte på opsparingen?

Ekstra feriepenge mellem hænderne

Pengene har været indefrosset på grund af den nye overgangsperiode, der skal lave en sikker overgang fra den ene ferieperiode til den anden. Men nu er pengene altså på vej til din konto - dog først til oktober.

Det skal dog ikke stoppe os for at dagdrømme lidt om, hvad de skal gå til. Vi har spurgt tre kvinder, hvad de vil bruge deres feriepenge på.

Sommerminder og oplevelser i Vestjylland

Jenny Thybo Geertsen, 35 år, Kommunikations- og PR-medarbejder

For Jenny Thybo Geertsen skal pengene bruges på både et byggeprojekt og sommerminder.

- Jeg har længe drømt om et Stand Up Paddle Board, fordi vi bor tæt på flere søer, men jeg synes også, de er lidt dyre. Nu vil jeg låne et, og hvis det så er et hit, så køber jeg et. Så har vi også underholdningen med til alle de badeture, vi forhåbentlig skal på denne sommer.

- Vi bor på en bondegård i en landsby uden for Varde og var midt i et større byggeprojekt, da coronakrisen ramte, så vi skar ned på ambitionerne for at få nyt badeværelse og indgang gjort færdig - og fordi vi fik travlt med arbejde og børn, så der var ikke tid og overskud til andre projekter.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du bevidst om, hvad der styrer dit forhold til penge

- Nu begynder vi så småt at kigge lidt på de ting, som vi satte lidt på stand-by. Blandt andet en baghave, som er blevet gravet op og endevendt, og hvor vi drømmer om at bygge en træterasse. På den terrasse må der gerne være en rigtig god højtaler, så vi kan høre god musik, når vi skal sidde derude og drikke vin med vores gæster. 

- Og hvis der efterhånden er flere penge tilbage efter den omgang, så vil jeg bruge dem på et avisabonnement og hos de lokale restauranter og butikker her i Vestjylland, hvor vi bor. 

Fest i kærlighedens tegn

Michelle Selnø Jørgensen, 28 år, Senior Assistant hos BDO

Michelle vil bruge pengene på at give et helt særligt kærlighedsløfte.

- Jeg vil bruge mine feriepenge til mit bryllup. Det er helt vildt at kunne sige det!

Coronakrisen og hjemmearbejdet, der fulgte med for mange, satte Michelle og kærestens forhold på den ultivmative parforholdsprøve. 

- For tre måneder siden lukkede Danmark ned, og både min kæreste og jeg blev sendt hjem for at arbejde under Corona. Vi bor i en lille lejlighed på 64 kvm i Århus, så plads er ikke noget, vi har meget af.

- I 8-9 uger sad vi sammen hver dag ved vores spisebord og arbejdede. Min kæreste snakkede meget i telefon eller på Skype/Zoom, så jeg var hurtigt træt af vores nye hverdag, men vi fik det bedste ud af det, og der var ingen sure miner.

LÆS OGSÅ: 3 tegn på, at du har et forstyrret forhold til penge

- Det handlede jo egentlig bare om at kunne give hinanden plads. Men endelig kom vi tilbage til vores hverdag på kontorerne igen, og en lille måned senere faldt min kæreste på knæ. Hjemme i vores lejlighed ved det spisebord, som vi har været ”lænket til” i så mange uger, og som satte vores forhold på den ultimative prøve.

- Nu har vi været forlovet i en måned og er så småt begyndt at kigge på planlægning af brylluppet. Da vi er fra hver vores landsdel (Jeg er fra Roskilde, han er fra Sønderborg – og vi bor i Aarhus), har vi familie og venner fra hele landet.

- Min drøm har derfor altid været at holde vores bryllup over en weekend, så alle når at mødes og lære hinanden lidt at kende og ”falde til” om fredagen, for at være klar til et brag af en fest om lørdagen.

- Derfor er jeg virkelig glad for at få mine feriepenge udbetalt, da et bryllup ikke er helt billigt, og slet ikke når jeg drømmer om en hel bryllupsweekend.

Nye refleksioner uden for landets grænser

Marianne Madsen, 35 år, anæstesisygeplejerske.

- Pengene skal bruges på at rejse, lyder det fra Marianne, der til daglig arbejder som anæstesisygeplejerske.

- Min rejselyst er stor og har altid været det. Jeg er vant til at rejse flere gange om året og elsker at opleve nye lande, kulturer i samvær med mine veninder eller familie.

- Jeg har egentlig ikke noget imod at holde ferie i Danmark, for vores land har så meget at byde på, men udlandet giver bare nogle nye indtryk, og jeg oplever ofte, at andre kulturer bidrager til helt nye refleksioner.

LÆS OGSÅ: 5 tips til ferie i Danmark

Der er da heller ingen tvivl om, hvor Marianne vil rejse hen.

- Jeg vil rejse til New York. Jeg savner stemningen derovre, livet og de små oplevelser, man får, når man går rundt fra kvarter til kvarter. Jeg elsker at stå midt i central park og mærke stilheden, trods jeg står lige midt i storbyen.

- Og så glæder jeg mig til en morgentur over Brooklyn Bridge og at gå den smukke tur langs High Line Park. Det er en by med så mange oplevelser - og endnu flere minder.

- Hvis corona tillader det, vil jeg rigtig gerne af sted til efteråret eller omkring jul. Jeg ved endnu ikke helt, hvem der skal med. Der er så mange, jeg gerne vil dele oplevelsen med. 

- For mig betyder pengene en unik mulighed for at blive genforenet med en skøn by. 

 

Læs mere om: