Mette Frederiksen: "Jeg kiggede på folk og tænkte, I skulle bare vide, om få timer vil vores allesammens liv være forandret"

Mette Frederiksen er målløs. Jeg er kommet til at afsløre, at jeg ikke har fået morgenmad. Jeg har haft hulens travlt hele dagen, og når man skal interviewe landets statsminister, kan der godt være lidt ekstra pres på.

– Du har ikke fået MORGENMAD? Klokken er jo to eller tre? Jeg var død og borte nu, hvis jeg var dig. Ingen morgenmad??? Altså, hvis jeg ikke får et kæmpe måltid mad klokken seks halv syv om morgenen, så er der INTET, der fungerer.

Hvad spiser du?

– En ristet rugbrød med ost, og så spiser jeg noget æg af en eller anden art.

Så er det på plads.

Mette Frederiksen skal selvfølgelig i Guldnummeret, for hun har om nogen markeret sig i 2020, og heldigvis har hun fundet tid i sin bristefærdige kalender.

Som den første statsminister nogensinde har hun lukket hele Danmark i kampen mod en smitsom sygdom. Det er ubetrådt land. De skridt, hun har taget og tager, er historieskabende. Både for hende selv og for Danmark.

MØD ÅRETS KVINDER 2020 I FEMINAS STORE GULDNUMMER

2020 bliver uden tvivl et år, vi alle vil huske. Hvor andre år godt kan flyde sammen, var 2020 et år, hvor både Danmark og verden blev voldsomt påvirket af coronavirussen og formentlig vil være det længe.

Tusindvis af kvinder har gjort en indsats på utrolig mange måder – holdt butikkerne åbne, helbredt og passet de syge og sårbare på plejehjem og hospitaler, undervist på distancen, forsket og analyseret smittespredning, virus og meget mere. Det præger også dele af dette års guldnummer. Men heldigvis har 2020 også budt på andre bemærkelsesværdige indsatser, bedrifter og inspirationer. Derfor hylder vi, som vi plejer, kloge kvinder. Kvinder, der bryder tabuer. Kvinder, der tager initiativ til fællesskaber. Og kvinder, der gør indtryk med deres udtryk.

FØR corona, var du så en krammer eller en ikke-krammer?

– En krammer! Og det er jeg stadig, selvom jeg ikke gi’r kram, for det kan man jo ikke på grund af corona. Det kommer igen en dag. Jeg tænker, at det er en pause.

Hvordan har du det så med ikke at kunne give de kram?

– Det er svært. Altså … taget i betragtning af, hvad det er, vi kæmper imod og skal håndtere, synes jeg, det er en lille ofring, men jeg savner det. Der er to ting: folk, jeg ikke har set længe, eller folk, jeg holder af eller synes har gjort noget godt — der kan krammet være sådan en manifestation af, at ”det er dejligt at se dig igen”, eller ”hvor er det godt gået”. Eller også når man skal trøste nogen. Jeg mangler det, og jeg savner det også. Jeg savner også håndtrykket. Det er mærkeligt at møde folk, man måske ikke kender så godt, eller at komme ind i en forsamling — og så ikke give hånd. Det føles både lidt mærkeligt for mig, men faktisk også lidt uforskammet.

Sidevogn

11. marts gik Mette Frederiksen på landsdækkende tv og lukkede midlertidigt Danmark for at komme covid-19 i forkøbet. Nu er det efterår i et år, de fleste af os formentlig har oplevet som underligt. Mette Frederiksen inklusiv.

Hvordan har det præget dig som menneske?

– Jamen det er svært at forestille sig, at jeg kommer til at skulle løfte en lige så vægtig, tung … stor opgave, som den, jeg har skullet løfte her. Der er jo ikke nogen, der ved, hvad morgendagen bringer, men meget vil tilsige, at en krise af den her dimension både sundhedsfagligt, menneskeligt og økonomisk vil være … en af de største opgaver, jeg har skullet løfte i mit liv.

Der er 18 minutter til foto og 42 til interview. Det var ikke det, vi aftalte, men det er forståeligt nok det, det kan blive til i en ekstra hektisk tid. Politik bestemmer farten, og for Mette er det simpelthen ”alt for Danmark”.

Jeg forestiller mig noget. Når statsminister-Mette i de tidlige, virkelig heftige coronadage endelig kom hjem til Bo Tengberg og villalejligheden i Hareskovby, blev hun så menneske-Mette, og smækkede hun så benene op og sagde ”hold da kæft for en dag” og faldt ned med et glas rødvin sammen med Bo?

– Nej, der tog jeg ikke et glas rødvin. Det gjorde jeg ikke. Jeg kan godt gøre det nu, men i foråret — sådan marts/april, da det var værst, var jeg på arbejde hele tiden. I starten fysisk, men jeg var det jo hele tiden mentalt — også hvis jeg ikke var her i huset.

Der er dækket op med kopper til tre på statsministerens kontor. Pressesekretæren sidder med ved bordet. Det her er en en-til-en-samtale med sidevogn. Mette Frederiksen er statsminister på SIN måde. Og hun er selverkendt kontrolfreak. Hvis der ryger finker af fadet, er de to til at gribe.

Hvordan har du haft det med corona, som vel handler om, at alt er ude af kontrol?

– Jamen det synes jeg sådan set ikke, det har været i Danmark. Det, at vi beslutter at lukke ned på et tidligere tidspunkt end de fleste andre, har jo gjort, at situationen ikke er kommet ud af kontrol i Danmark. Vi har ikke måttet tage skøjtehaller i brug som lighuse, vi har ikke haft militærkonvojer til at hente … altså, det lyder så voldsomt, når man siger det nu, men det var — og er stadig virkelighed nogle steder — at tingene KOM ud af kontrol. Mange dødsofre, et sundhedsvæsen, der brød sammen. Vi har ikke været i nærheden af den situation. Men det har KOSTET os økonomisk og på beskæftigelsen …

Men din indre kontrolfreak må vel have tænkt ”shit, det var ikke den måde, jeg havde forestillet mig at være statsminister på”?

– DET er rigtigt. Jeg har ikke kunnet planlægge. Jeg arbejder meget med planlægning, langsigtet og fireårsplaner, og der stod ikke noget med en global pandemi i noget af det!

ÅRETS KLOGE KONE I FEMINAS GULDNUMMER

Mette Frederiksen ville virkelig gerne være landets statsminister, men hun havde ikke ligefrem forestillet sig, at det skulle indebære, at hun lukkede hele Danmark. Hun havde kun været på posten i ni måneder, da hun måtte træffe en beslutning, som har påvirket alle danskeres liv. Hun sagde fra begyndelsen, at hun og regeringen ville begå fejl. Nogle vil mene, at det gjorde de. Andre, at Mette Frederiksen med sikker hånd og beslutsomhed har ført os igennem en af historiens største udfordringer. Der er et stort mod i at turde træffe beslutninger, som man ved er upopulære, men gøre det alligevel, fordi man mener, de er nødvendige. Derfor er statsministeren kåret som årets kloge kone.

Hvilke følelser er der involveret i det for dig?

– Hmmm. Jamen … jeg tror da, at jeg selv har rørt ved de fleste af de store følelser i registret undervejs. I starten, da vi ikke vidste, hvad det var, da vi ikke kendte sygdommen ret godt og kunne begynde at se, hvordan det gik andre steder, hvor smitten steg eksplosivt, var det jo også frygt og bekymring.

Du har også været bange?

– Ja. Da vi kan se, hvordan det begynder at udvikle sig, ikke mindst situationen i Norditalien, så ER det en reel bekymring for mange dødsofre og endnu flere alvorligt syge og sygeplejersker, der ville kollapse under arbejdsmængden. Den bliver ret hurtigt omsat til … sådan du ved ansvar og gåpåmod og noget målrettethed og noget beslutningskraft. For der skulle træffes nogle beslutninger, og de skulle træffes hurtigt. Uden evidens. Og uden nogen at læne sig op ad. Vi skrev på mange måder bogen forfra her, ikke? Så det er også en følelse af taknemmelighed og glæde over fællessang, samfundssind, ansvarlighed. Jeg er da blevet rørt mange gange i det her. Faktisk også over mange menneskers omsorg over for mig.

- Undervejs er mennesker kommet med mad og kager og blomster og har skrevet breve og digte og har sendt hjerter. Og så … er det også følelser som savn og sorg. Jeg kunne ikke være sammen med min egen far i hele foråret, fordi han var i risikogruppen. Vi talte sammen i telefon, men det er jo en stor sorg ikke at kunne være fysisk rigtigt til stede.

Der er en indbygget ensomhed i det ansvar, du sidder med?

– Ja. Det har jeg ikke følt så meget indtil nu som statsminister. Men den er der. For eksempel når det gælder beslutningen om at lukke landet 11. marts:

– Det er i sidste ende min beslutning, det er mit ansvar, og det er en ensom beslutning. Den er taget i samråd med andre mennesker, både de nærmeste embedsmænd og i regeringen, men i sidste ende er det mit ansvar som statsminister, og det er … en ensom beslutning.

- Der, hvor jeg nok oplevede den stærkest, var egentlig ikke så meget efter 11. marts. Det var mere timerne inden. Fra beslutningen er truffet, til jeg holder pressemødet, går der nogle timer. Her i Statsministeriet arbejder man, så blodet springer, på at få det hele på plads, og så går jeg en tur i København alene.

LÆS OGSÅ: Brostrøm, go home.. Lady Gaga er maskedronning over dem alle

Hvor gik du hen?

– Jeg gik ned forbi Nyhavn og ud forbi Amalienborg og så tilbage bag om Skuespilhuset, over cykelbroen og så ind over Christianshavn og tilbage. Godt husket, ikke?

Hvad tænkte du på den tur?

– Der er nok især en ting, der har indprentet sig. Det var 11. marts, foråret var på vej, der var faktisk lidt sol den dag, koldt, men lidt sol, og du ved … lige så snart, der er sol i Danmark, skynder danskerne sig ud for at få de der få solstråler. Og dér gik jeg og kiggede på folk og hørte musik.

"Don’t let the sun go down on me”?

– Nej, dog ikke, George Michael var ikke med. Men dér gik jeg og kiggede på folk og tænkte: I skulle bare vide, at om meget meget kort tid, få timer, så vil jeres og mit og vores alle sammens liv være forandret.

Hvad for en følelse var det med?

– Jamen … lidt med skæret af du ved … nødvendighed. Jeg ville jo ikke gøre det, hvis ikke vi var meget sikre på, at det var nødvendigt. Men det var også med vemod. Jeg har hørt det fra flere: Der var mange, der blev kede af det 11. marts uden nødvendigvis helt at kunne forklare det. Der var faktisk også nogle i rummet, da vi holdt pressemøde, som begyndte at græde.

Jeg har talt med mange, der har haft samme oplevelse: Der blev stille i stuen, man sad og holdt vejret måske. Og mange har haft den der lidt vemodige, lidt melankolske fornemmelse, at DET her bliver nok det mest … voldsomme eller unormale eller særlige, vi kommer til at opleve i vores liv.

– Der var jo ikke nogen af os, der vidste, hvad det egentlig var, vi ville komme til at gennemleve. Så gik tingene på mange måder bedre, end vi havde kunnet turde håbe på. Men det vidste vi ikke 11. marts. Det VAR en dramatisk dag.

Har du kunnet læsse af på Bo?

– JA! Det har jeg, og det gode ved Bo er, at han er så utroligt rolig. Og det er han i alle sammenhænge. Det er kun en hjælp i sådan en situation.

Har du haft søvnlæse nætter?

– Ja. Der er nætter, jeg ikke har sovet, eller kun har sovet ganske overfladisk.

Hvad holdt dig vågen?

– Tanker. Både konkrete løsninger: Gør vi nok? Og hvad kommer der til at ske? Og så frygten for tab af menneskeliv. Så ja, det har jeg bestemt haft.

Tradition

Mette er nøgternheden selv. Hun har det tydeligvis bedst sådan. Det afspejler sig også i sproget. Hun er ikke til det floromvundne eller farverige. Man fornemmer, at hun nærmest oplever det som upassende og ubehageligt at give slip på sig selv.

Når noget går tæt på, lægger hun armene over kors. Jeg spørger hende, hvad det har betydet for hendes kærlighedsliv, at hun som statsminister nærmest blev døgnansat af corona, hun svarer lidt uden for skiven:

– Hmmm … vi er jo en storfamilie med sammenbragte børn, og selv om vores børn også har savnet deres skole, venner, fritidsaktiviteter, fritidsjob og Roskilde Festival for nogens vedkommende, og selv om … jeg var meget på arbejde … så har vi jo også oplevet nogle stunder, som har været meget nære og altså … gode, fordi det også var et forår, hvor vi i hvert fald for vores families vedkommende ikke så andre. Vi havde ikke gæster. Vi var ikke sammen med venner og familie.

Så Bo har ikke sagt ”du er aldrig hjemme!”?

– Nej, det har han faktisk aldrig bebrejdet mig. Jeg tror, han kan ærgre sig over det. Og selvfølgelig har det konsekvenser for min familie i sådan en periode, hvor jeg i starten simpelthen slet ikke var hjemme, men det har de altså valgt at honorere med så at passe godt på mig og tage mere fra på opgaverne derhjemme. Jeg har oplevet, at vores børn har været omsorgsfulde ved at lave mad og gå ud med skrald og være der. Simpelthen.

For du trænger vel også til noget omsorg?

– Hehe, jamen der er jo ikke nogen mennesker, der kan leve uden. Børnene var hjemme fra skole i lang tid, fordi de er så store, og jeg var også på arbejde aftener og i weekenden, men de stunder, vi så havde sammen, der var der kun os selv, og det giver en … nærhed.

- Henad foråret fik vi en meget fin tradition med at gå tidligt om morgenen. Vi var meget på Marienborg, jeg havde mange videokonferencer, hele setuppet var ligesom deroppe. Så gik vi rundt om Bagsværd Sø tidligt om morgenen, mig og tre af børnene. Det blev simpelthen sådan en fin tradition, vi gjorde det rigtig mange gange.

Og PET-folkene selvfølgelig.

– Jeg gør ikke noget uden dem.

Hun vil ikke have siddende på sig, at de bliver usynlige med tiden. Det er ikke sådan, det er, for ingen mennesker må være usynlige, siger hun. Hun har i stedet lært at leve i en slags naturlig symbiose med PET-folkene. Desuden er hun godt hjulpet af, at hun er et meget ekstrovert menneske.

– Jeg får betydelig energi af at være sammen med andre mennesker. Jeg elsker at være sammen med mennesker. Og DYR. Engang når jeg er færdig med at lave det, jeg laver nu, vil vi gerne bo på landet og have heste og geder.

Der er smil i stemmen, selv om det otium har meget lange udsigter, hun er trods alt kun 42, men:

– Der er kommet en anden ro i mig, i forhold til da jeg var yngre. Og den har været god i den her situation, for det er klart … hvis jeg havde været urolig eller ført en usikker hånd, ville det sikkert have smittet af på nogle andre også. Jeg vil sige det på den måde, at jeg ville aldrig nogensinde have bedt om jeres tillid til, at jeg blev statsminister, hvis jeg ikke var sikker på, at jeg kunne klare opgaven.

- Dengang jeg var yngre, og det var … til diskussion, om jeg skulle stille op som formand for Socialdemokratiet og dermed være statsministerkandidat, var jeg IKKE sikker på, at jeg kunne løse opgaven. Derfor sagde jeg nej.

Hvordan har du det så nu som statsminister med at blive kaldt ”Mor Mette”?

– … Hmm. Det er vel … jeg tror, for nogle er det sådan et sødt kælenavn. Og det … er jo okay.

Men der er også dem, der siger ”Mor Mette”, fordi de føler, at du bestemmer over dem som en mor?

– Ja. Jamen … det svære i sådan en situation her som politiker er, at jeg normalvis aldrig ville blande mig i, hvordan folk hilser på hinanden, hvordan man vasker hænder, eller om man ikke gør. Eller hvor mange gæster man har til en børnefødselsdag. Der ændrer en virus spillereglerne imellem os, og det prøver jeg at gøre så ordentligt og ydmygt, som jeg kan, men … jeg håber, at der ikke vil komme en lignende situation, hvor jeg blander mig i eller overhovedet forholder mig til eller har en holdning til, hvordan vi hver især ellers lever vores liv.

- Så den politiske opgave i håndteringen af det her er meget anderledes, i forhold til når vi diskuterer infrastruktur eller folkeskolepolitik.

Måske ... ”Mor Mette” eller ej, Mette Frederiksen har håndteret coronakrisen godt, det er der bred enighed om herhjemme. Interessant nok bliver kvindelige regeringschefer verden over fremhævet for det samme.

Kan kvinderne noget særligt?

– … Måske. Vi er meget få kvindelige regeringschefer i verden, og indtil nu har de få, der er, klaret den her situation rigtig rigtig godt.

Hun nævner Tysklands Angela Merkel. Finlands Sanna Marin. Islands Katrín Jakobsdottír. Norges Erna Solberg. “I allerhøjeste grad” New Zealands Jacinda Ardern. Og sig selv.

– Og det er faktisk på tværs af alder og politisk skel. Det er tre socialdemokrater — Sanna, Jacinda og jeg. Erna Solberg og Merkel er konservative. Katrín er vel sådan … centrum-venstre, så det er ikke det politiske, der definerer det.

- Hvis man kigger på den gruppe af lande, har vi faktisk noget tilfælles ud over, at der er kvindelige ledere: Det er stærke, velorganiserede, velstrukturerede samfund med rimelig meget tillid. Og dermed også tiltro til for eksempel myndigheder og officielle beslutninger og den slags.

Det er også samfund, der ikke sådan i hvert fald i forhold til en del andre lande har en meget stor ulighed. Det er også interessant.

LÆS OGSÅ: Huxi Bach: "Der er to nye nummer ét hjemme hos mig"

Men kan vi sige, at kvindelige ledere måske har haft en ekstra dimension at bidrage med under coronakrisen?

– Det vil jeg nødig konkludere på. Men alle dem, vi sidder og taler om her, taler jeg også med om håndteringen af corona, og der er i hvert fald ikke nogen af os, der har været bange for også at være villige til at gå langt for at redde nogle menneskeliv.

Det handler ikke om penge?

– Jo, det gør det jo også. Hvis økonomien kører fuldstændig ud over skrænten, har det lige så store menneskelige konsekvenser, så selvfølgelig handler det om penge. Da man vælger at lukke samfundet ned, bliver man nødt til at træffe en beslutning for at redde liv og for at skærme vores sundhedsvæsen.

- Jeg tror så, at det vil vise sig, at den hurtige nedlukning også sætter sig positivt i økonomien. Der begynder at være en stærk indikation af, at de lande, der effektivt lukkede ned, hurtigt også kommer bedre ud af det her økonomisk. Det er interessant, hvis vi har kunnet begge dele.

Har du begået fejl undervejs?

– Ja. Og det sagde jeg jo også, at både jeg og vi ville komme til, og dem skal jeg nok på et tidspunkt redegøre for.

Kammeratlig

Og midt i håndteringen af den store verden — et nedslag i den lille. Onsdag den 15. juli blev Mette Frederiksen og Bo Tengberg gift i Magleby Kirke på Møn. Billederne fra det øjeblik, parret forlader kirken, viser en jublende glad Mette.

Hvordan føles det at være blevet gift?

– Det er utrolig dejligt. Vi har udsat vores bryllup et par gange på grund af politiske omstændigheder, og vi har også gået og holdt igen her i foråret: Om det overhovedet ville være muligt at holde et bryllup. Det var afhængigt af udviklingen. Da vi så begynder at få situationen godt under kontrol i Danmark, tænker Bo og jeg: Så bliver vi gift til sommer. Vi får sat en dato og får fundet et sted, og jeg laver aftaler med kok og tjenere og taler med præst og kirke, og så … ikke ret lang tid før … bliver der placeret et europæisk rådsmøde lige præcis den lørdag.

Tal lige om at være så gift med sit arbejde, at man ikke kan blive gift! Mødet kom først. Og brylluppet lignede mere og mere et fatamorgana. Too bad ...

– Ja og der må jeg sige, at der var jeg ved at være der … Måske var jeg også ved at være lidt træt oven på et langt forår. Jeg tænkte: Altså det kan ikke lade sig gøre, der bliver ved med at være forhindringer. Så sagde Bo heldigvis, ”det skal nok lykkes”, og i løbet af få timer dagen efter fik han flyttet ALT.

- Heldigvis kunne stort set alle vores gæster komme med undtagelse af en enkelt eller to, selv om det blev en hverdag midt i det hele. Det har været et så anderledes forår og en så anderledes sommer for de fleste af os, at det var lige ved at være sådan: Nå, et bryllup der ligger på en onsdag? Hvorfor ikke?

LÆS OGSÅ: Så meget har kærligheden til Mary ændret Frederik

Fordi alt andet har været mærkeligt. Livsforandrende. Første gang, jeg interviewede Mette, var til et forældremagasin for mere end 10 år siden. Anden gang til femina i 2016. Tredje gang live på Folkemødet i 2017. Nu sidder vi her — i Statsministeriet.

Hun er iført tårnhøje stiletter og en enkel sort kjole med stramt taljebælte, neglene er røde, makeuppen har dramatisk fokus på øjnene, håret er samlet i nakken i en french twist. Det er slut med hestehalen. Jeg ser en lidt anderledes Mette, end jeg har set tidligere.

– Hvad ser du?

En lidt mere elegant Mette.

– … Nå? Det ved jeg ikke …

Armene over kors.

Har statsministerrollen ikke krævet noget nyt af dig?

– Jo, den er jo livsforandrende. Og det er den først og fremmest, ved at jeg ikke kan træde ud af den. Og ikke VIL træde ud af den. Man ser ikke mig drikke mig beruset. Ikke fordi jeg gjorde det meget før. Men jeg kunne ikke drømme om at drikke mig beruset, mens jeg er statsminister, jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg ikke var i stand til at passe mit arbejde.

- Der er mange, der spørger: ”Tjekker du så helt ud en gang imellem?” Nej, det gør jeg ikke. Jeg er statsminister. Ansvaret i sidste ende for det her land — det er mit. Og der er en alvor og en seriøsitet i mit liv, som er et grundvilkår nu.

Er det et bur?

– Nej, det er det ikke. Det føler jeg faktisk overhovedet ikke.

Men du har vel givet afkald på noget frihed?

– Nej, jeg har slet ikke den … opfattelse. Jeg har en … taknemmelighed over, at mange danskere siger, at de har haft tillid til mig i den her krisetid, og jeg kan næsten ikke få øje på noget, der er større at opnå end det. Er du ikke stolt af dig selv i den her fase? – Hmmm. Jeg ved ikke, om det er det ord, jeg vil bruge. Men jeg er altså glad, sådan dybfølt glad over, hvordan det er gået indtil nu.

Lettet?

– Ja, måske også lidt lettet.

Så er hun væk. Der er et land, der skal ledes.