Dit liv

Mette fik at vide, at hun skulle give fem mænd et blowjob

Mette Schak Dahlmann har oplevet sexisme, siden hun startede i murerfaget. En dag fik hun nok, og nu bliver loven ændret på grund af hendes kamp.

Fortalt til Maria Brus

Jeg har oplevet sexisme i mit fag, siden jeg startede. Engang, da jeg skulle starte på et nyt job, fik jeg at vide, at alle mine nye kollegaer havde været inde og tjekke mig ud på Facebook for at se, om jeg var lækker.

Det havde de ikke gjort, hvis jeg hed Jens.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke skal tage stilling til mit køn, om det er på byggepladserne eller i andre firmaer.

Den hverdagssexisme, jeg møder, betyder, at der hele tiden bliver stillet spørgsmål ved mit køn og min kunnen, og mit køn er altid negativt. På mureruddannelsen fik jeg dagligt spørgsmål om, hvorfor jeg skulle være murer, om jeg godt kunne holde til det, og om, hvad mine kollegaer sagde til at få en kvinde som kollega.

Jeg får kommentarer om min krop, jeg får at vide, at jeg er for bredrøvet, og at jeg skal se at få min røv med. På skolen var der ikke noget omklædningsrum til mig, kun til mændene. Der gik to år, før jeg fik et sted at klæde om.

Jeg har oplevet, at kunder syntes, det var sjovt at joke med, om jeg mon hygger mig med cheferne. Det er altid lidt akavet. Folk siger tit, at de ikke mener noget med det, men jeg får det ubehageligt med det, fordi jeg hele tiden bliver bevidst om mit køn igen.

Det er drænende, men jeg bliver også ret fandenivoldsk af det.

Jeg oplevede engang, at en mand på byggepladsen sagde, at jeg skulle give fem mænd et blowjob, for jeg var jo kvinde og lesbisk, så det havde jeg aldrig prøvet. Hver gang, jeg fortalte om det, sagde folk, at jeg var sippet eller krævende.

Jeg turde ikke melde det, for jeg var ikke beskyttet. Hvis jeg meldte det, kunne jeg måske få 25.000 kroner i erstatning. Men det kan man jo ikke leve af. Til gengæld kan jeg være sikker på, at alle snakker, for alle kender alle i branchen.

Sexisme på arbejdspladsen

De seneste uger har en række modige kvinder rejst en vigtig debat om sexisme og chikane i mediebranchen og på Christiansborg. Men det foregår i alle brancher. Tal fra 3F viser, at 20 procent af fagforeningens kvindelige medlemmer har været udsat for sexchikane fra enten chefer eller kollegaer. I hotel- og restaurationsbranchen er mere end halvdelen af de kvindelige elever blevet udsat for uønskede tilnærmelser eller krænkelser. Og i IT-branchen sker det for mere end fire ud af ti kvinder. 

I femina bringer vi en række vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet, at deres arbejdsplads ikke var et trygt sted at være. Det her er deres historier.

En anden gang skulle jeg hente noget værktøj i vores værktøjscontainer, og da jeg gik forbi, hilste jeg på de håndværkere, der stod udenfor. Jeg gik ind i containeren, og da jeg stod med ryggen til døren for at finde det, jeg skulle bruge, trådte en af mændene ind, og imens han smilede og fniste, sagde han til de to andre: ”Jeg går da lige med hende her, nu skal vi rigtig hygge os herinde, og jeg skal vise, hvordan man er en rigtig mand.”

Han havde lukket lågen lidt i og tog sine hænder ned til sit bælte, fordi han ville lade som om, at nu skulle jeg bare se. Jeg vendte mig om mod ham, men nåede ikke rigtig at opfatte, hvad der foregik. Jeg husker bare tydeligt følelsen af ubehag, og at jeg var bange.

Det eneste, jeg fik fremstammet var: ”Nej det tror jeg så ikke lige, du skal."

Det var ikke en fra mit firma. Han havde en masse dårlige undskyldninger om, at det bare var for sjov, men det var jo vanvittigt, at han gjorde det. Han ville markere sig i relation til de andre mænd på bekostning af mig.

Det havde intet med mig at gøre, det var en magtudøvelse over mig, fordi jeg er kvinde.

Ingen toiletspande

Engang blev jeg ansat et sted, hvor jeg fik at vide, at jeg ikke skulle regne med at få mit eget bad eller min egen skurvogn, for så kunne jeg bare skride. Der er nogle strukturelle ting, der gør det svært at være kvinde på en byggeplads.

Der er aldrig toiletspande eller madameposer på toiletterne i skurvognen for eksempel.

Jeg skal altid rulle mit bind ind i toiletpapir, gemme det i lommen og putte det i den fælles skraldespand udenfor, hvor skraldeposen er gennemsigtig. Jeg føler, jeg skal skamme mig over det. Og jeg føler konstant, jeg er træls, fordi jeg er kvinde.

I praksis betyder det, at man ikke har indrettet sit arbejdsmarked til kvinder.

BLÅ BOG

Mette Schak Dahlmann er uddannet murer i 2015
Hun er 30 år gammel.
Hun bor og arbejder i Aarhus, og hun kæmper for mere ligestilling i murerbranchen.

Skurvognen er enormt vigtig på en byggeplads. Det er her, vi spiser frokost, holder pauser, klæder om, går på toilettet og går i bad. Alle skurvogne er ens, for de er bygget ud fra et regulativ fra 1992, hvor der står, hvordan skurvogne skal være indrettet.

Der er intet krav om, at der skal være en dør. Det betyder, at der aldrig er en dør ind til badene i skurvogne i Danmark.

Hvis jeg skal låse en dør, når jeg skal i bad, så skal jeg låse hele skurvognen af, og så kan de andre ikke komme til imens. I lang tid stoppede jeg min arbejdsdag en halv time inden, så jeg kunne gå ned og tage et bad med låst dør. Den halve time betalte jeg selv for.

Men alle havde nøgler til skurvognen, og der blev tit joket med, om der var nogen, der havde set mig nøgen. Jeg spurgte, hvorfor vi ikke kunne sætte en dør i, men jeg fik at vide, at det var for bøvlet, og sådan her havde det altid været. Det var ligegyldigt, hvem jeg spurgte.

Engang, da jeg stod på en byggeplads for 117. gang og badede en halv time før tid for egen regning, tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved det.

Så jeg kontaktede den første skurvognsproducent, jeg kunne google mig til. Jeg forklarede ham, hvordan det var at være kvinde og tage bad på en byggeplads. Han svarede, at kvinder skulle kunne tåle et klap i røven, og at #MeToo var gået for vildt.

Hvor er det vildt, at jeg ringer til en fremmed og spørger ham, hvordan man bygger en skurvogn, og så får jeg det svar.

Men jeg blev ved med at lede, og til sidst fik jeg hul igennem til en far og en søn i Hirtshals, som gerne ville hjælpe mig.

I arbejdsmiljøloven står der, at kvinder skal kunne benytte samme skurvogn uforstyrret, og ellers har de en lovsikret ret til at få deres helt egen skurvogn. Men en skurvogn koster 100.000 kroner.

Den lov, der er til for at sikre mig imod diskrimination bliver brugt til at diskriminere imod mig, fordi arbejdsgivere kan sige, at kvinder altid er en ekstra udgift. Også selvom jeg aldrig har bedt om min egen skurvogn.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Tværtimod ville jeg gerne designe en vogn, der var unisex. Jeg inviterede den daværende ligestillingsminister og beskæftigelsesminister til skurvognsbesøg på byggepladsen, men aftalen blev, at jeg kørte skurvognen til København og stillede den foran Christiansborg.

Jeg ville have, at loven skulle ændres, så skurvogne fremover blev tilgængelige for alle køn.

Loven bliver ændret

Internt i branchen var der meget modstand. Jeg fik at vide, at den kamp, jeg kæmpede, var ved at ødelægge byggebranchen.

Der var højtstående mennesker i branchen, også kvinder, der sagde, at jeg jo ikke vidste, hvordan en skurvogn så ud. Jeg fik at vide, at nogle af mine kollegaer ikke gad arbejde sammen med mig mere. Jeg var så træt af, at ingen lyttede til mig, og at jeg altid fik at vide, at jeg var træls og hysterisk.

Ligestillingsminister Eva Kjær Hansen havde inden mødet i skurvognen sagt, at man ikke kunne lovgive sig ud af det her. Men det endte med, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sagde, at loven skulle ændres, og at han da heller ikke ville stå i bar røv og bade foran sine kollegaer. Det var den største selvfølge, fordi han sagde det.

Min kamp for skurvognen kom en del i medierne, og det gjorde mig meget udsat. Folk på sociale medier skrev, at jeg var grim, dum, uduelig og en betonlebbe. Det gjorde mig også mere udsat i mit job, fordi så mange pludselig havde hørt om det.

Men jeg gjorde det alligevel, for jeg tænkte ”fuck det. Jeg gider ikke mere”. Og jeg havde en følelse af, at jeg gjorde det rigtige. Men jeg var også bange for at miste mit job. Da alt det her stod på, oplevede jeg en byggeleder fra et andet firma, der som det første sagde til mig: ”Undskyld mig, men skal vi have en advokat til stede for at vi kan snakke sammen?”, og så gik han.

På det her tidspunkt var jeg blevet et ansigt, folk genkendte. Det er klart, jeg piller ved en indgroet kultur, og så er det nemmere at gøre mig til grin.

Det har flere omkostninger for ofre end for krænkere, når vi fortæller om sexisme og sexchikane, for jeg bliver også latterliggjort, når jeg står frem med mine historier. Kvinder får at vide, at de gør sig selv til ofre, når de fortæller om krænkelser, men det er jo dem, der krænker, der gør os til ofre. Ja, jeg er et offer, men jeg er et modigt offer, for jeg vælger at fortælle om mine oplevelser, og jeg kæmper for at ændre på tingene.

Jeg oplever dog, at der er sket en forskel for mig, siden jeg startede i branchen. Jeg har fået en stemme nu, en form for magt, uden at jeg har villet have det.

Der, hvor jeg arbejder nu, er jeg rigtig glad for mine kollegaer. Da jeg kom tilbage efter ferie, havde de sat en dør op i skurvognen, uden at jeg havde bedt dem om det eller snakket om det. Jeg havde lyst til at give dem alle en krammer.

Jeg tror, at min kamp har været med til at starte en samtale, og de begynder at tænke over nogle ting, uden at de føler, det bliver tvunget ned over hovedet på dem.

For nyligt fortalte min kollega, at hans mor var vild med mig og havde været inde og like mit opslag på Facebook. Det betød rigtig meget, at han fortalte det.

Læs mere om: