Dit liv

Maria glemmer aldrig udtrykket i sin chefs øjne, da han jagtede hende op ad trappen

Først da hun knækkede psykisk, lykkedes det Maria Næser at slippe væk fra den chef, der gennem næsten to år havde udsat hende for grov sexchikane i den butik, hvor hun var ansat som sælger. I dag har hun PTSD og kan ikke arbejde på grund af sine oplevelser i butikken.

Fortalt til Freja Bang Lyngbo

Det er cirka fem år siden, jeg stoppede med at arbejde i den butik, hvor min chef udøvede grov sexchikane mod mig.

Det, som han udsatte mig for, er årsagen til, at jeg i dag har fået diagnosen PTSD og ikke kan arbejde. Og det hele kulminerede for et par måneder siden, da politiet sparkede min dør ind, fordi jeg forsøgte at tage mit eget liv. 

Selvmordsforsøget har givet mig en ny gejst til at tale højt om det, jeg har været udsat for. For jeg vil ikke dø, jeg vil få det bedste ud af livet. Og jeg håber, at min historie kan få andre i lignende situationer til at forstå, at de absolut intet har gjort forkert.

"Vi er jo venner"

Det hele starter, da jeg er 19 år og bor hos min mor. Jeg er lige blevet raskmeldt fra en depression og skal ud at finde et job for allerførste gang.

Jeg får arbejde i en butik, og det er fantastisk, at jeg endelig kan tjene mine egne penge. Jeg lærer lynhurtigt stedet at kende, og jeg er en dygtig sælger. Det giver mig en følelse af, at jeg endelig kan finde ud af noget.

Min chef er en del ældre end mig. I begyndelsen er alt fint, selvom jeg synes, han siger nogle underlige ting en gang imellem. For eksempel nævner han flere gange, at kvindelige kunder har flirtet med ham.

Tit er det bare mig og ham på vagterne i butikken. Han begynder at spørge om ting som: ”Hvad hedder det, hvis man boller?”. Jeg synes, det er vildt grænseoverskridende at spørge om, og da jeg spørger, hvorfor han stiller den slags spørgsmål, siger han bare: ”Jamen, vi er jo venner.” Han bruger hele tiden vores ”vennebånd” som undskyldning for sin opførsel.

Sexisme på arbejdspladsen

De seneste uger har en række modige kvinder rejst en vigtig debat om sexisme og chikane i mediebranchen og på Christiansborg. Men det foregår i alle brancher. Tal fra 3F viser, at 20 procent af fagforeningens kvindelige medlemmer har været udsat for sexchikane fra enten chefer eller kollegaer. I hotel- og restaurationsbranchen er mere end halvdelen af de kvindelige elever blevet udsat for uønskede tilnærmelser eller krænkelser. Og i IT-branchen sker det for mere end fire ud af ti kvinder. 

I femina bringer vi en række vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet, at deres arbejdsplads ikke var et trygt sted at være. Det her er deres historier.

Jo længere tid, jeg er der, jo bedre bliver jeg til at sælge. Jeg vinder en masse interne konkurrencer, og når jeg har været rigtig dygtig, køber min chef parfumer til mig. Et par gange inviterer han mig ud at spise for at fejre det. Jeg tror, det er hele teamet, der skal af sted, men da jeg dukker op, er det bare mig og ham.

Jeg er ung og tænker: ”Okay, han vil jo bare gerne rose mig.” Men jeg synes også, det er mærkeligt, og jeg spørger hele tiden mig selv, om det er i orden. Men han bliver ved at sige, at det jo bare er, fordi jeg er dygtig.

Det tror jeg på. Jeg har aldrig haft et arbejde før, så selvfølgelig tror jeg på det.

Vi taler også om de ting, der sker uden for arbejdet. Jeg fortæller ham, at jeg har valgt at købe en lejlighed frem for at studere. Så han ved, jeg er afhængig af et arbejde for at kunne betale af på mit lån.

"Vil du ikke massere mig?"

En dag sidder han på en mælkekasse bag disken, og så siger han: ”Jeg har så ondt i nakken.” Jeg svarer bare: ”Det var da ikke så godt.”

Han spørger, om jeg ikke lige vil give ham lidt massage. Først svarer jeg nej, men han bliver ved at sige, at vi jo er venner, og at jeg godt lige kan hjælpe ham.

Jeg tror jo, at vi er venner, for det har han fået banket ind i hovedet på mig. At vi i butikken er én stor familie, der skal passe på hinanden og få det til at fungere.

Jeg føler mig presset til at give ham massage. Så det gør jeg. Flere dage i træk.

En dag er vi nede på kontoret i kælderen, og så siger han: ”Hallo Maria, jeg har rigtig ondt i mine lægge. Vil du ikke massere mig?”

Først siger jeg nej, men han bliver ved og siger, at nu har jeg jo allerede masseret ham ét sted, og at han skal nok give mig tilbage. Til sidst giver jeg bare op og gør det.

Jeg kan huske, jeg siger: ”Okay, jeg skal nok gøre det. Men du skal ikke røre mig.”

Han lægger sig op på en kummefryser, der står nede i kælderen. Jeg tænker: ”Det her er bare underligt. Det føles forkert. Og det er langt over grænsen.”

Da han er færdig, hopper han ned foran mig, så jeg pludselig står op ad kummefryseren. Han prøver at bære mig op, og jeg ender med at sidde oppe på den.

Nu er det hans tur, siger han.

Jeg siger, han ikke skal røre mig.

”Kom nu,” siger han.

”Stop,” siger jeg, og på en eller anden får jeg skubbet mig væk fra ham. Jeg hopper ned fra kummefryseren, og det eneste, jeg tænker på, er, at jeg skal væk. Op, hvor der er andre mennesker.

Jeg løber op ad trappen. Han griber fat i mine ben, så jeg vælter ned ad trappen.

Han griber fat om mine bryster, og jeg tænker bare: ”Fuck, nu bliver jeg voldtaget.”

Jeg ser ham direkte i øjnene, og han smiler overlegent. Det udtryk, han har, det glemmer jeg aldrig.

Jeg får vredet mig fri og løber op i butikken. Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke var flygtet, så var det endt meget værre.

LÆS OGSÅ: Sara Bovins chef kaldte hende for en skøge: "Det gik hele gik i stå, da han sagde det"

Der er flere timer tilbage af min vagt den dag, men jeg tør ikke gå. Hver gang han kommer om bag kassen til mig, går jeg ud og væk fra ham. Han skal ikke komme i nærheden af mig. Men han ved jo hele tiden, hvor jeg er.

Min mor kommer og henter mig fra arbejde den dag. Jeg ryster og har angst.

Men han lader bare som ingenting. Smiler og tilbyder min mor kakao. Han er fuldstændig iskold, som om intet er hændt.

Jeg siger heller ikke noget til min mor. Jeg vil bare væk derfra.

"Han har ikke ment det sådan"

Vi kommer hjem til min mor, og jeg lægger mig til at sove. Jeg har kvalme, jeg græder, mine tanker kører rundt, og jeg bliver ved med at se hans ansigt for mig.

Til sidst løber jeg op til min mor og fortæller, hvad der er sket. Hun går i panik og ved ikke, hvordan hun skal reagere. Hun græder og siger: ”Ring til din far. Jeg ved ikke, hvad du skal gøre.”

Jeg ringer til min far og fortæller ham hele historien. Han siger bare: ”Ej Maria, jeg tror ikke, det er så voldsomt. Du må tilbage på arbejde i morgen. Han har nok ikke ment det sådan.”

Den dag i dag fortryder han virkelig, at han ikke gjorde noget. At han ikke forsikrede mig om, at det, der var sket, på ingen måde var i orden.

Men fordi han siger, som han gør, så tænker jeg, at det er mig, der er noget galt med. Og det kører hele tiden rundt i mig, at jeg har brug for et arbejde for at kunne betale til min lejlighed.

Så jeg tager på arbejde næste dag.

Da jeg møder ind, siger min chef: ”Maria, vi skal lige snakke sammen.” Han fortæller, at politiet har været der, og at vi er nødt til at stoppe det, vi har gang i. Jeg tror, han har troet, at det var mig, der har ringet til dem, og at han så er gået i panik. Men det er bare aftenvagten, der er kommet til at trykke på alarmen.

Det får mig til at tænke, at han udmærket er klar over, at han har gjort noget forkert. Jeg bliver utrolig lettet. 

Men det stopper slet ikke her. Fra den dag skifter han strategi. Nu kører han psykisk vold på mig i stedet for.

Han siger, jeg er tyk og skal tabe mig.

Han klapper mig i røven. 

Da der er en kunde, der smadrer en flaske i hovedet på mig, fordi jeg tager ham i at stjæle, siger han, at jeg bare skal tage mig sammen.

Det er ulækkert og ubehageligt at være på arbejde. Men jeg bider det bare i mig, for jeg har jo fået at vide, at det bare er mig, den er gal med. At det bare er sådan, det er at have et arbejde.

En dag, da jeg har en ti-timers vagt alene i butikken, er døren ind til toilettet låst. Min chef siger, at hvis jeg skal tisse, må jeg gøre det i en spand på kontoret.

Jeg prøver virkelig at holde mig, og jeg ringer til ham flere gange og beder ham komme og låse op, men han kommer aldrig.

Til sidst er jeg så desperat, at jeg tisser i spanden. Jeg er næsten sikker på, at han har siddet og kigget på det på overvågningen.

På et tidspunkt forsøger jeg at finde et andet arbejde, og det lykkes ret hurtigt. Men jeg er så bange for at sige op.

Da jeg endelig gør det, vil han ikke lade mig gå. Han siger, jeg ikke kan sige op, at jeg ikke kan svigte ham.  

Så jeg bliver ved med at arbejde der, for jeg er pisse bange, og han holder fast i mig.

Jeg arbejder i butikken i næsten to år. Og jeg arbejder over 50 timer om ugen.

Indtil jeg ikke kan mere psykisk.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Jeg melder mig ind i fagforeningen HK og fortæller dem om min situation. De råder mig i første omgang til ikke at sige op, men at jeg skal få ham til at fyre mig.

Ellers kommer jeg i karantæne i dagpengesystemet og skal vente flere måneder, før jeg kan få min første udbetaling.

Jeg er ligeglad, jeg kan ikke mere, så jeg siger op. Min chef siger, jeg har tre måneders opsigelse.

Men jeg kommer aldrig tilbage.

Da jeg endelig har sagt helt fra, kan jeg mærke, hvordan alle traumerne kommer frem. Jeg græder i flere dage og er fuldstændig ødelagt.

Jeg kommer på sygedagpenge og har det ad helvede til. Først her forstår folk omkring mig, hvor slemt det har stået til. 

På et tidspunkt får jeg at vide, at fagforeningen har talt med ham og hans kone om situationen, og konen siger, det er mig, der har været opsøgende. At det er mig, der er underlig. Det var et kæmpe slag i ansigtet.

"Jeg vil aldrig glemme dig"

Næste gang, jeg ser ham, er til en forligsforhandling mellem min arbejdsgiver og min fagforening. Processen er trukket i langdrag, for han bliver ved med at aflyse, så der går cirka et halvt år, før vi mødes. 

Jeg ryster og er så bange og angst, at jeg næsten ikke kan snakke.

Han vil slet ikke erkende, hvad han har gjort. Og hver gang jeg kigger over på ham, kigger han bare iskoldt tilbage, som om han tænker: ”Jeg skal nok vinde det her.”

LÆS OGSÅ: Viviana blev fyret, fordi chefen ikke kunne modstå hende: "Du ødelægger mit ægteskab"

Vi indgår et forlig, hvor jeg får 27.500 kroner i godtgørelse. 

Han har vundet. Jeg er ligeglad med pengene. Jeg vil stoppe ham, så andre ikke skal udsættes for det samme.

Min kontaktperson i fagforeningen siger, at jeg godt kan tage sagen videre i retten, men jeg skal vide, at jeg risikerer, der ikke er nogen, der tror på mig.

At det er ord mod ord, og for de fleste vil det bare være en masse spildte penge og energi. Så jeg gør ikke mere ved det.

Da vi går ud fra mødet, siger min kontaktperson fra fagforeningen, at jeg skal give ham hånden. Jeg spørger, om det virkelig er nødvendigt. Det er det.

Jeg står bare og ryster og kigger på ham med skræk i øjnene.

Han kigger overlegent på mig, tager min hånd og siger: ”Maria, du skal vide én ting. Jeg vil aldrig glemme dig”. Det var ikke ment på en positiv måde, det ved jeg. 

Jeg tør ikke fortælle min kæreste gennem fem år, hvad der er sket, for jeg er bange for, at han vil gå fra mig, fordi en anden har rørt ved mig. Det ender med at ødelægge vores forhold.

Jeg bliver fuldstændig ligeglad med min krop, har one night-stands og overskrider mine egne grænser gang på gang.

Men det betyder ingenting, for min chef har allerede overskredet alle de barrierer og grænser, jeg har bygget op. Mit nej betyder ingenting, mine grænser betyder ingenting. 

LÆS OGSÅ: "Det starter jo ikke med en voldtægt i kopirummet"

I dag er det fem år siden, jeg sagde op, og jeg har stadig mareridt om ham om natten. Jeg drømmer, at han finder mig. Hans ansigt står så klart for mig. 

Men det er vigtigt for mig at stå frem med min historie. Det er altafgørende, at vi får sat fokus på, at det her sker for helt almindelige mennesker og unge piger. 

Jeg troede selv i flere år, at jeg var forkert, men det ved jeg nu, at jeg ikke er. Jeg håber inderligt, at der bare er én, der kan få noget ud af min historie.

  

Maria Næsers sag - og svar fra fagforeningen

Redaktionen er i besiddelse af forligsdokumenterne fra fagforeningen HK i sagen mellem Maria Næser og hendes tidligere arbejdsgiver. I den fremgår det, at godtgørelsen på 27.500 kroner, som Maria modtog, dækker over kompensation for krænkende adfærd, grov overtrædelse af arbejdsmiljølovens bestemmelser og en kontrakt, der ikke stemte overens med Marias egentlige arbejdsopgaver. 

Vi har forholdt Marias kontaktperson fra HK Lars Kristiansen de kritikpunkter, som hun rejser i artiklen. Han gør det først og fremmest klart, at sagen ikke længere står helt klart i hans erindring, og at han derfor har svært ved at huske alle detaljer.

Maria fortæller, at du siger, at hun godt kan tage sagen videre i retten, men at det for de fleste bare vil være en masse spildte penge og spildt energi. Kan du genkende den udlægning?

- Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig ville sige, at det for de fleste vil være en masse spildte penge og energi. Først og fremmest fordi det ville være fuldstændig omkostningsfrit for hende at køre sagen, fordi det ville være os som fagforening, der ville dække den. Men også fordi jeg aldrig går op i, om det koster penge, for det er jo sådan, det er at have en fagforening. Det, jeg formentlig har sagt, er, at der er ting, der taler for, at vi kan få medhold i retten og vinde sagen, og at der er ting, der taler imod. Og at det i sidste ende er en dommer, der afgør det og dermed kan komme med en afgørelse, der er enten værre og bedre end forliget.

Maria nævner, at du efter mødet siger til hende, at hun skal give sin tidligere chef hånden. Er det noget, du kan huske?

- Jeg kan ikke huske, at jeg har sagt: ”Det skal du”. Men jeg siger altid til medlemmerne, at hvis de kan give den anden part hånden, så vil de stå langt stærkere, fordi det viser, at man er, ja, hvad skal man kalde det… ovenpå. Når jeg er til en forhandling, hvor arbejdsgiveren ikke vil give hånd, så føler jeg på en måde, at vi har vundet. Så for mig handler det om, at man går derfra med oprejst pande og viser: ”Jeg kan godt give hånd til dig”. Hvis hun virkelig har sagt, at hun ikke vil, så har jeg svært ved at forstå, at jeg skulle have presset hende til det.

Maria fortæller, at hun på et tidspunkt får at vide, at fagforeningen har talt med chefen og hans kone om situationen, og at konen siger, det er Maria, der har været opsøgende. Hvordan kan det være, I tager kontakt til dem?

- Det gør vi heller ikke.

- Efter Maria første gang har fortalt mig, hvad hun har oplevet, tager jeg kontakt til den organisation, der er HR-afdeling for butikken, og gør de her ting gældende for dem, hvorefter jeg beder dem om en nærmere redegørelse. Når de får sådan en henvendelse, tager de selvfølgelig fat i arbejdsgiveren og forelægger, hvad de er blevet bekendt med, og så vender de tilbage til mig med modpartens udlægning. Men jeg har ikke haft nogen direkte kontakt til hverken arbejdsgiveren eller hans kone.

- Grunden til, at jeg fortæller Maria om det er, at det for mig at se er vigtigt, at hun ved, at der sidder en modpart, der har en anden opfattelse af tingene, hvis vi skulle ende med at beslutte at tage sagen videre i retten. De her ting foregår jo, før vi har indgået et forlig, og dermed før vi har besluttet, om sagen skal i retten.

Læs mere om: