Kærlighed og parforhold

Maren Uthaug og Allan Højen: Så længe sex’en fungerer, så fungerer alt

I 14 år har Maren Uthaug og Allan Højen været sammen, men kommer til at være sammen for evigt? Det ved de ikke. Så de to vælger hinanden til hver dag - også selv om de til tider skændes med vrede mails og Allan gemmer sig i kælderen.

I et køkken i et hus på Frederiksberg står en 14-årig pige med et smørret grin og overhører sine forældre blive udspurgt om deres kærlighed. Hvis hun skal vælge, om hendes far og mor er kærester på ”en okay eller en pinlig måde”, bliver svaret klart ”pinlig”. Hun siger, de kysser hinanden hele tiden: ”Jeg overdriver ikke, det er HELE tiden.” Pigens mor og far sidder i stuen og griner på den på én gang nysgerrige og forældre-flove måde. De hedder Maren Uthaug og Allan Højen, og det krævede lidt Maren-overtalelse at få Allan til at være med til det her, men han svarer faktisk først: 

Allan: – Det er da meget rart, at hun synes, vi kysser hele tiden. Det synes jeg ikke. Men i nogens virkelighed er det åbenbart rigeligt …

Maren: – Jeg synes ikke, vi kysser NOK.

Hvad er kærlighed egentlig for noget?

Maren: – Vi har den der med, at vi ikke ved, om vi holder for evigt. Det var en beslutning, vi tog meget tidligt: Det ved man ikke, om vi gør. Vi er enige om, at så længe det er federe at vågne op ved siden af hinanden end uden hinanden, så holder det. Altså … man skal ligesom vælge det til hver dag. Det kan man jo ikke i praksis med tre unger og alt muligt andet liv, men så godt som muligt skal man vælge det til hver dag. Man kan ikke bare hvile på laurbærrene. 

Man kan ikke love ”til døden os skiller” men ”lige nu”?

Allan: – Man kan ikke love andet, tænker jeg. Den fede ting ved vores forhold er netop, at man bliver nødt til at stramme sig lidt an, for man kan ikke bare tage det for givet. Jeg synes også selv, det er rart at vælge det til om morgenen. 

Det er vigtigt at holde sig tiltrækkende i et parforhold?

Allan: – Det er det da. Dermed ikke sagt at vi ikke må rende totalt afslappede rundt – men nu er det mest bare bar røv indimellem. 

Maren: – Vi ligner også lort nogle gange, det gør vi altså. Det må bare ikke være noget grundlæggende. Det er noget med ikke at blive alt for udjokket. Det går bare ikke, fordi det holder op med at være lækkert at se på. Hvis de underbukser var det eneste, du havde på, ville jeg hellere have, at du bare var nøgen. Det var så ærgerligt et syn, ha ha. 

Allan: – Jamen det er da meget fedt, at hun hellere ville have, at jeg var nøgen. Det kan man da kun være tilfreds med!

LÆS OGSÅ: 8 myter om sex, du godt kan glemme

Hvad synes du, er lækkert ved Maren?

Allan: – Ved Maren? Jamen prøv at SE på hende. Hun er sgu da helt vildt dejlig. Og så er der også det, at vi har de her samtaler, som også er det, der binder os sammen i en enhed. Styrken ved vores forhold er også, at vi er to individer SAMMEN. Vi tager sgu tit til hver vores, så man kan godt være ude i verden og føle suset og være alene – og så kan vi have det helt vildt sjovt, når vi er sammen. Det er en kæmpe fordel, at vi ikke behøver altid at skulle være sammen, men så også sætter pris på det, når vi ER sammen.

I er gode til at løfte hinanden?

Maren: – Ja, det tror jeg. Men jeg vil ikke sige, at vi aldrig kommer til at trykke hinanden. Der er også restriktioner: Man må ikke gå ud og knalde nogen andre. DET gør vi ikke. Så tit. Nej, det gør vi faktisk ikke, ha ha. Det håber jeg virkelig ikke, for så lyder det dumt, at jeg sidder her og siger det! Men det med at løfte – der er noget med at være der i perioder, hvor den anden gerne vil noget. Der var det år, hvor jeg tjente 80.000 kr. i ALT, fordi jeg skrev på min første roman, og så måtte du tage alle mulige shitty jobs. Altså … vi er også to freelancere med et hus og tre børn og uden nogen hjælp i nærheden, så på den måde har vi levet på kanten af al fornuft i mange år. Men dér trak du læsset. Nu har jeg så taget et år, hvor jeg har trukket læsset, fordi du har villet male. 

LÆS OGSÅ: Sexologen om sexlyst: "Tag mig hårdt oom 30 minutter..."

Sex

Endnu en datter kommer ud i køkkenet. Kamille, der er ældst, siger om Maren og Allan: ”Det er et meget frit forhold, hvor der ikke er regler. Min mor kan godt tage ud på en bar en torsdag og have det sjovt. Der er ikke sådan noget mand og kone-shit.” 
Allan: – Det er vel det, der gør, at vi kan holde hinanden ud. 
 
Hvad med at holde parforholdet i live med spaophold og parforholdssamtaler?
Allan: – Øh, vi gør bare det med spaopholdet, eller også går vi bare ud og knalder. 
Maren: – Ja, hvis vi ikke kan snakke os frem til ting – så har vi bare sex. 
Maren blev for et par år siden interviewet til femina, hvor hun udtalte de famøse ord ”Sex redder det altid”. 
Maren: – Den er mine børn også virkelig glade for, så nu kan vi godt sige det en gang til, skaden er jo sket … Men altså, det er ikke alt, man kan snakke om. Så bruger vi bare sex. For når man har fysisk kontakt, bliver man et meget meget tilgivende menneske om alt – og glemsom. Det kan vi anbefale. Men det kræver, at man grundlæggende synes, at ens partner er lækker. 
Allan: – Vi har altid været enige om, at vores forhold er baseret på sex. Så længe sex’en fungerer, så fungerer alt. 
 
Hvad gør I, når lokummet brænder?
Allan: – Altså tænker du sådan i parforholdet?
Maren: – Vi skændes helt vildt. 
Allan: – Vi er faktisk ikke særlig gode til at skændes for at være helt ærlig.
 
LÆS OGSÅ: Parforhold: 36 spørgsmål, der får folk til at forelske sig

Skriver vrede mails

Nede i kælderen under huset på Frederiksberg er der et rum med en lydtæt dør uden håndtag på ydersiden. Når manden i huset og kvinden i huset er virkelig sure på hinanden, går manden derned og lukker døren indefra. Og bliver der. Manden ved, det er farligt at åbne døren for kvinden. Bare han hører hendes stemme, smelter han. 
Maren: – Nej, vi er faktisk ikke særlig gode til at skændes. Så vi går meget hver til sit. Og så skriver vi sammen. Vi skriver vrede beskeder til hinanden.
Allan: – Det er vi til gengæld ret gode til.
Maren: – Vrede mails til hinanden! Det er ikke så tit. Det er fandeme længe siden nu, men det kan handle om alt muligt. 
Allan: – Hvor irriterende den anden er. De er virkelig lange. Men midt i alt det er vi altså også bevidste om at det ikke er sikkert, det ser sådan ud ovre på den anden side af bordet. Så når vi er færdige med at sende de vrede mails … altså Maren er som regel den, der er virkelig god til at komme og tage mig i hånden og sige, kom nu, så er det måske heller ikke værre. Det
er mig, der er drama queen’en. 
Maren: – Man må ikke gøre det for hurtigt. Så giver det bagslag. Man skal lige lade dig ulme færdig. Jeg bliver hurtigere færdig med at ulme, end du gør. Du lukker dig inde i kælderen og kukkelurer. Og jeg kan ikke komme derind.
 
Hvor længe kan du sidde der?
Allan: – Indtil Maren banker på døren. Men jeg ved også, at hvis jeg åbner den dør, og hun står der og tager imod mig, så er jeg smeltet igen, for det er fandeme svært at være sur i hendes selskab. Jeg er for soft over for hende. Derfor lukker jeg mig inde, for så VED jeg, at jeg kan være sur. Det er også derfor, jeg ikke snakker med hende, men skriver. Så er jeg også fri for at blive smigret af hendes stemme. Der skal jo ingenting til! Så åbner du døren, og så står hun derude uden tøj på, og så er der ikke noget at gøre?
Allan: – Ja, så er jeg fortabt. Det er skideirriterende, vil jeg faktisk sige. Det er ufine kneb at bruge i et skænderi, for så har jeg TABT! Og man skal vinde de der situationer, ikke?
Maren: – Det er, fordi jeg er så dejlig!
Allan: – Den dør skal aldrig fixes, det er min mancave, jeg kan være dér – og være sur. 
 
Har det trukket veksler på kærligheden at få teenagere i huset?
Maren: – Jeg synes, de har krævet noget fra day one. Vi har aldrig nogen sinde IKKE haft børn, fordi Kamille var halvandet år, da vi mødtes. Ikke en dag! Vi har aldrig haft en ferie uden børn. Det vildeste er en weekendtur til Stockholm. Mest af alt har vi bare taget en overnatning på hotel i København. Så det er ikke meget vi har haft uden børn. Det har også været
på trods, ikke? Vi er altså også gode til lige at hooke op på et toilet, ha ha. Der var en periode, hvor jeg syntes, man begyndte at blive tændt af urinstank. Fordi der var børn overalt. Toilettet er jo det eneste sted, man har lås! Det er lidt på trods det hele. 
 
Maren Uthaug, 47 år, illustrator og forfatter – senest til ”En lykkelig slutning”. Mor til Kamille, Mynte og Anemone. 
Allan Højen, 41 år, selvstændig teknisk animator og illustrator. Far til Mynte og Anemone.
 
Hvad er det for et parforholdsbillede, I giver jeres børn?
Maren: – Jeg tror på en eller anden måde bare, de synes, vi er nogle idioter. Jeg tror, de tænker, ”jeg skal alt andet end det”. Tror du ikke?
Allan: – Tjooh, det ved jeg ikke. Man giver det nok indirekte videre. Jeg håber, de ser, at man godt kan være menneske i et parforhold og ikke bare være et parforhold. Vi tager til Roskilde Festival sammen hvert år – og er der hver for sig. Maren går rundt med sit slæng, og jeg går rundt med mit slæng, og så mødes vi om aftenen og går hånd i hånd hjem til teltet.
Allan: – Jeg synes, vi er helt vildt gode. Og når vi er ude at feste, lykkes det da som regel at gå hjem sammen, når solen ER stået op, og vi burde være gået hjem for lang tid siden, fordi vi er gamle og slidte. 
Maren: – Vi er mega gode til at drikke os for fulde og blive teenageuvenner. Det er simpelt hen så sjovt. Vi gør det i hvert fald to gange om året. Altid én gang på Roskilde og så til en eller anden fest. Vi gjorde det igen for nylig. Vi har det helt vildt sjovt, men så bliver vi mega uvenner over et eller andet teenageagtigt. Så er det noget med … Nej, jeg kan ikke engang huske, hvad problemet var, altså ingen ved det.
Allan: – Ha ha, nej det er netop det!
Maren: – Vi bliver helt vildt uvenner og går hver til sit, og det er VERDENS STØRSTE DRAMA, det er så dramatisk, at man ikke forstår, hvor dramatisk det er, det er faktisk ”nu skal vi skilles”- dramatisk. Det er helt ude i tovene. Så vågner man næste morgen: Hvad fuck? Det er simpelt hen så sjovt. Måske er det også bare en måde at få dramaet op at køre på, når man har et
jævnt kedeligt liv. 
 
Bliver I ikke kede af det?
Allan: – Næh, man er mere rasende på den anden. Det er ikke så meget det med, at man er såret. Men det er helt klart din cadeau, Maren – du er god til at komme og være imødekommende igen. Men måske ER det bare, fordi det er lidt kedeligt det hele, så er det sgu meget rart lige at sparke lidt til bøtten.
Maren: – Jo jo, men mens det står på, er det frygteligt og meget dramatisk, og der er altid alkohol blandet ind i det, så det er svært at huske detaljerne. Næste morgen er man bare sådan, ”jeg kan virkelig ikke engang huske, hvad det var, men i øvrigt: Jeg MENTE ikke det med, at jeg ville skilles,” ha ha. 
Maren og Allan er generelt ikke til regler. Men de har selvopfundet en parforholdsredder, de varmt kan anbefale: 
Allan: – Den ugentlige fridag. Vi havde en hver. Fra om morgenen, hvor børnene var sendt af sted, havde man 23 timer, hvor man bare kunne gøre, hvad man ville. 
Maren: – Hvor man ikke fandtes i familien. Nu er de så store, at det ikke er nødvendigt mere, men du havde onsdag, og jeg havde torsdag. Jeg skulle ikke ringe hjem og sige: ”Er det okay, at jeg på torsdag gør sådan og sådan?” Den dag fandtes man ikke i familien, og det var så rart at kunne planlægge frit. Allan vidste, at hver torsdag skulle hans røv være her og sørge for alt, og jeg vidste, at hver onsdag skulle min røv være her og sørge for alt. Det var sgu godt i de år, hvor de var mindre. 
 
LÆS OGSÅ: Heidi og hendes mand flyttede fra hinanden: "Vi har fået respekten for hinanden tilbage igen"

Hvepsen og tankskibet

Hvor er I allermest forskellige?
Allan: – Jamen Maren siger, at hun er hvepsen, og jeg er tankskibet. Det tager edermame lang tid at få et tankskib vendt i en ny retning … Sådan noget som at være impulsiv – der er vi virkelig forskellige. Maren er all over the place. Med mig kan der godt gå lang tid, før vi når den retning, hvor Maren godt vil hen. 
Maren: – Han er verdens langsomste menneske! Når du endelig har drejet tankskibet bare halvt rundt, har jeg fået en ny idé og er på vej i en anden retning. Allan er så rolig, at jeg kan falde i søvn, bare jeg sidder op ad ham. 
 
Hvordan bliver I gamle sammen?
Maren: – Nøgne på en badebro.
Allan: – Ja.
Maren: – Med en STOR drink.
Allan: – Ja. Det er drømmen.
Maren: – Nej … Jeg forestiller mig altid, at der endelig er noget ro, men det kommer der garanteret ikke. Jeg kommer sikkert til at hvepse den helt ind til den bitre ende. 
Allan: – Jeg drømmer nu stadig om den der badebro og os to, der hopper i nøgne.
Læs mere om: