Kærlighed og parforhold

Julie blev udsat for seksuel vold i fire år: "Det er uhyggeligt, at jeg ikke selv kunne se det"

Julies kæreste beskyldte hende for utroskab og kaldte hende luder. Han brugte psykisk tvang til at få sex og pressede hende til flere aborter. Men Julie erkendte ikke problemet, fordi den seksuelle vold blev hverdag.

Der er hjemligt og herskabeligt i fællesstuen på Danners krisecenter. Farverne er holdt i douce nuancer, sofaen ser blød ud, der er fjernsyn og brætspil på en hylde.

Kvinder og børn kan komme og spille Matador og få en kop te fra en serveringsbakke på spisebordet. Der er forsøgt at opretholde bare en smule normaltilstand i det uvante.

Kvinderne kan gå på arbejde og aflevere børn i skole og børnehave, når de bor på krisecentret. Så længe de ikke er i fare på gaden, kan de frit forlade de tykke mure og den konstante bevogtning.

Da Danmark og resten af verden lukkede ned i foråret, kom en ”forfærdelig global bølge af vold i hjemmene,” som António Guterres, generalsekretær i FN, skrev på Twitter den 6. april 2020.

Bølgen var forventet, og der blev midlertidigt åbnet nye krisecentre i fem danske byer for at imødekomme stigningen. I dag er der fuldt hus på Danners krisecenter i Indre København. Sådan er det for det meste.

Danners krisecenter

Krisecentret har 18 små lejligheder med plads til 18 kvinder og deres børn.

Lejlighederne er indrettet med tekøkken, køjesenge, toilet og bad.

Kvinderne bor her typisk i fire måneder. Nogle i længere perioder.

Kvinder, der bor på krisecenter, er i gennemsnit 35 år.

Omkring halvdelen af kvinderne (817) har dansk herkomst.

41 procent af kvinderne (699) har andet oprindelsesland end Danmark.

Kilde: Danner, Socialstyrelsen

Ingen af de kvinder, som bor på krisecentret nu, er i en tilstand, hvor de kan fortælle deres historie. Bortset fra Julie. 

Hun fik tilbudt en krisehjælpsplads, da hun kontaktede Danner for otte måneder siden, men valgte den ambulante rådgivning i stedet.

Mest fordi hun troede, at volden var selvforskyldt og derfor ikke ville tage imod beskyttelse.

– Det er uhyggeligt, at jeg ikke selv kunne se det. Jeg har fået sat tre ekstra låse på min dør og købt en peberspray, og alligevel har jeg haft svært ved at indrømme, at det er ham, der har gjort noget imod mig, fortæller hun.

Utænkeligt for de fleste

Julie var hele voldspaletten rundt, inden ekskæresten gav slip. Efter fire år med vold af både psykisk, fysisk, materiel, økonomisk og især seksuel karakter var hun så drænet, at hun gav op.

Det var ikke, fordi hun på det tidspunkt var klar over, at det, han havde gjort mod hende, var forkert, men hun var nedbrudt. Mentalt og kropsligt.

Hun fortalte ham, at de ikke kunne være kærester længere, men han blev ved med at kræve at ses, fordi han ville have sex med hende. Som om intet var hændt. Hendes eneste tanke var, at det nok ville stoppe på et tidspunkt, og indtil da lod hun sig flyde med.

– Det fortsatte heldigvis ikke så længe derefter. Et par måneder. Men der havde han også fundet en anden.

Julie siger selv, at det hele lyder ”vanvittigt”, og hun ved godt, at mange vil spørge, hvorfor hun ikke gik før. Fire år med kaskader af vold er utænkeligt for de fleste. Men for dem, der er i det, bliver omstændighederne gradvist normaliserede for hver ny dag, der kommer.

Til sidst er man ikke i kontakt med sig selv. Man er i overlevelsesmode, påtager sig skyld for at undvige smerte.

– Jeg var fuldstændig devalueret og brugte al min tid på at bortforklare volden og kapere min dårlige samvittighed. Ikke en eneste gang overvejede jeg, om hans handlinger egentlig var okay, fordi jeg var manipuleret til at tro, at han ejede min krop og mine tanker.

Sygeligt jaloux

Når Julie fortæller om volden, er tonen skarp, men stemmen afslører en snert af overbærenhed. Det er, som om hun kerer sig for den person, hun engang var, men som hun i dag har svært ved at identificere sig med.

– Volden kom snigende. Langsomt. I starten var det ikke så groft. Det er absurd. Men jeg lagde ikke mærke til det dengang.

Efter halvandet år begyndte kæresten at slå. Men den seksuelle vold startede længe før. Julies blik flakker, mens hun fortæller, hvordan han kommanderede hende til at ”sutte den af” første gang, de havde sex.

– Det lå ligesom implicit, at hvis jeg sagde fra, blev jeg udstødt.

Senere erfarede hun, at han kunne finde mange gode grunde til at udstøde hende.

– Han var sygeligt jaloux. Tjekkede min telefon og anklagede mig for utroskab, hvis bare jeg snakkede med en anden mand. Hvis vi var ude at spise, turde jeg dårligt få øjenkontakt med de mandlige tjenere, fordi jeg vidste, han ville blive sur eller ignorere mig.

Julie nævner en gang, hvor han ikke talte til hende i flere måneder. Han var blevet sur over en ”meget banal episode”, som hun ikke vil tale om af frygt for at blive genkendt. Som straf ignorerede han hende, men han krævede alligevel, at de skulle ses hver dag og have sex.

– Jeg tænkte, at jeg fortjente straffen, og at han nok ville tilgive mig, hvis jeg indvilligede i det, siger hun og fnyser. Let forlegen, i hvert fald bedre vidende nu.

LÆS OGSÅ: Husk nu, at voldtægt oftest foregår inden for hjemmets fire vægge 

– Men jeg troede på, at det hele var min skyld, så jeg forsøgte at rette op på det. Være løsningsorienteret. Men i virkeligheden spaltede jeg mig selv for at holde hverdagen ud. Jeg fjernede mig simpelthen fra oplevelserne.

Hun fortæller, at hun gik ud af sig selv, stod ved siden af sengen og betragtede det, der foregik. Et voldsomt syn, set på afstand.

– Men nu, hvor jeg er kommet tilbage i mig selv, kan jeg jo se, at det er mig, der ligger på sengen og ikke kan få luft, fordi han tager kvælertag på mig eller har sin penis langt nede i min hals.

Dominerende facon

Julie mødte sin ekskæreste på arbejdet, han var charmerende og flot, interesseret og meget ekspressiv. Han kyssede hende foran kollegerne, og selv om Julie foretrak at være professionel, når nogen så på, fik hun ingen medbestemmelse.

Hans dominerende facon faldt i baggrunden, for det var jo dejligt, at han var glad for hende, og hans dominans var så subtil, at hun selv ville have trukket på skuldrene, hvis en veninde havde fortalt om det samme.

– Først nu kan jeg se, hvor dominerende han var helt fra begyndelsen. For eksempel i forhold til, hvornår vi skulle ses. Vi sås hver dag, og når jeg prøvede at sige nej, var det et problem. Men jeg har sat andre før mig selv og haft svært ved at sige fra.

I dag ved Julie godt, hvor hendes grænser går, men da hun stod midt i forholdet, var hun hele tiden ”ovre i ham”, som hun formulerer det. Det betød blandt andet, at hun lod sig presse til flere aborter.

Første abort

Første gang hun blev gravid, havde de kun været kærester i et halvt år. Stemningen var på det tidspunkt en blanding af eufori og tvivl.

–  Jeg var jo forelsket, men i tvivl om, hvorvidt jeg ville have et barn. Han var til gengæld ikke i tvivl. ”Det er da en glædelig overraskelse,” sagde han, imens han aede min mave. Men Julie vidste, at ingenting var sikkert, for sådan var det med ham.

I ugerne efter ændrede han mening flere gange, ville ikke snakke om det og blev vred, når hun bragte babyen på banen.

Julie gav ham længere og længere betænkningstid, imens livet voksede i hendes mave. Da abortfristen nærmede sig, ringede han en dag og sagde, at han ikke ville have barnet. En uge efter ændrede han mening igen.

– Men det endte med, at han sagde nej. Også på mine vegne. Han vidste jo ikke, om det skulle være os for evigt, og det måtte jeg bare forstå. Dengang tænkte jeg ikke, at jeg var blevet presset til at få en abort. At jeg overhovedet havde haft et valg.

Senere i forholdet fik han ofte ondt af sig selv, fordi Julie aldrig havde skænket ham nogle børn. Som straf slog og voldtog han hende, når han mente, hun havde gjort noget forkert eller opnået noget, hun ikke fortjente.

– Det, han mente, var rigtigt den ene dag, kunne pludselig være forkert den næste. Det var sådan, det var med ham.

Voldsepisoderne voksede ud af det blå, og det er det, der ifølge Julie har gjort det svært. Kontrasten. Det ene sekund var han en afbalanceret mand, som alle kunne lide, og det næste sekund kom afstraffelsen som et lyn.

Hverdagskost

Da Julie slap fri, begyndte hun at fortælle et par af sine venner, hvordan forholdet havde været.

– Jeg skrev en sms til min ven og prøvede at forklare nogle episoder. Han svarede, at det var voldsomt at læse, og at det i hans verden både var voldtægt og overgreb. Og så lagde jeg det bare væk. Senere ringede jeg til en veninde og sagde, at jeg syntes, min ven overdrev lidt. Men hun holdt altså med ham.

Samme ven havde været inde at se filmen ”Holiday”, hvori der er en voldtægtsscene der havde fået flere blandt publikum til at forlade biografsalen. Han frarådede Julie at se filmen, men hun tænkte, at det var en måde at komme over de traumer, hun på det tidspunkt levede med.

– Problemet var bare, at jeg ikke kunne finde ud af, hvor voldtægtsscenen var. Efter at have set filmen, spurgte jeg min ven, om de mon havde redigeret den ud, men det havde de selvfølgelig ikke.

Dagbladet Information anmeldte filmen med ordene: ”Filmen vil også blive husket for en virkelig stærk, modbydeligt overbevisende voldtægtsscene: En mand, der tømmer alt sit selvhad ud over en kvinde, som pludselig er et stykke irriterende legetøj for ham — sådan et, man bare kan flå i stykker, når man er i mørkt humør."

For Julie var den slags hverdagskost.

– Jeg kunne virkelig ikke se, hvad jeg havde været igennem. Der gik flere måneder, før Julie på gentagne opfordringer fra sine venner ringede til Danner. I dag ville hun ønske, at hun havde bedt om hjælp noget før.

– Når jeg dengang kunne tænke, at overgrebet i biografscenen var ingenting, er det jo virkelig grimt, det jeg har været igennem. Og det har sat dybe spor.

I dag er tanken om at være tæt på en mand angstprovokerende for Julie. Hun har haft tilbagevendende selvmordstanker og brugt al sin energi på at vinde det, hendes ekskæreste stjal, tilbage. Den slags tager tid.

– Jeg ved ikke, om troen på kærligheden nogensinde vender tilbage. Den tanke gør næsten mere ondt end de nedladende ord, manipulationen og voldtægterne.

Julie er et opdigtet navn. Hun har ønsket fuld anonymitet for at undgå at blive genkendt, men redaktionen kender hendes identitet.