Liselotte Lyngsø
Kærlighed og sex

Ekspert: Det er et kæmpe kulturelt tabu at være single

23. april 2019
af Camilla Wass
Foto: Gregers Tycho/Ritzau/Scanpix, Hanne Juul & Stine Heilmann
Selv om singlelivet burde være helt naturligt i vores individualiserede kultur, så ser vi stadig skævt til singlerne, påpeger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

PERSPEKTIV: LIVET SOM SINGLE

Antallet af singler er stigende, og lige nu lever 1,6 millioner danskere alene. Mød 69-årige Camilla Lindemann, der fortæller om de tabuer, der er forbundet med at være ”mageløs” gennem mange år, og Mette Helena Rasmussen, 37, der kastede sig ud i en række Tinder-eventyr, der gjorde singlelivet sjovere. Her kan du høre, hvordan fremtidsforsker Liselotte Lyngsø ser på singlekulturen.

Camilla Lindemann: "At være single i 20 år har gjort mig stærkere"

Mette Helena om Tinder: Der bliver strøet noget magi ud over tilværelsen som enlig mor

Der findes lige nu et hav af forskellige familieformer i Danmark. Vi breder armene ud, når regnbuefamilien møder op til skolefesten, og vi klapper i hænderne over de sammenbragte familier, de åbne parforhold og alle de andre måder at leve sammen på.

– Vi er på vej mod et patchworksamfund, men der er stadig en masse tabuer forbundet med det at være single. Vi har brug for et oprør mod den stigmatisering, vi ser af singler. Ja, det er lige før, vi skal have en Single-Parade gennem byen – på samme måde som vi har Gay Parade, lyder det fra fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

Hun har specialiseret sig i at undersøge de megatrends og tabuer, der kendetegner vores tid. Og det at være single er et kæmpe kulturelt tabu, fortæller hun.

– Det er helt vildt, så meget kernefamilien stadig fylder som arketype i det offentlige rum. Vores samfund er indrettet på par, og det er med til at presse singlerne på flere måder, mener Liselotte Lyngsø.

– Hvis vi kigger på det økonomiske, så er det for eksempel rigtig svært at få lov at købe en ejerbolig, når man ikke har en partner. Og selv om vi lige nu ser en vækst i antallet af singlerejser, så er det ofte langt dyrere at rejse som single – og man kan let risikere at få de dårligste hotelværelser.

Snupper hun min mand?

Når man googler ordet single, er det første søgeresultat, der kommer op: ”Sådan finder du den helt rigtige kæreste”. Og det siger rigtig meget om den måde, vi opfatter singlelivet på, mener Liselotte Lyngsø.

– Det er et kæmpe kulturelt tabu at være single. Det ligger latent, at du er ”halvbagt”. Og det er jo ret vildt, at vi stadig tænker sådan, for du behøver jo ikke en mage for at formere dig – eller for at have et godt og meningsfyldt liv. Men vi har en tendens til at opfatte singler som en ”trussel”. Er singleveninden på jagt efter min mand – tør jeg invitere hende med til middagsselskabet … eller kan hun kun bruges til den sjove aften i byen?

Oven i det så tænker vi ofte, at det har en social slagside at være single, tilføjer fremtidsforskeren.

– Det er en udbredt opfattelse, at når man er single, så er man også ensom. For hvem skal så passe dig, når du bliver gammel og syg? Det er jo let nok at være single, så længe man kan tage en flot kjole på og stå med et champagneglas i hånden – men den dag du får en alvorlig sygdom eller en depression, så er det en anden sag.

Men singlerne har tjek på deres netværk, slår Liselotte Lyngsø fast.

– Der kommer flere og flere ”aftalefamilier” – hvor man danner en familiering omkring hinanden og aftaler at VÆRE der for hinanden i tykt og tyndt. Og faktisk er singler ofte mere udadvendte end par. Når du er single, er du frit stillet til at fylde den sociale kalender op, uden at det skal koordineres med andre. Så på mange måder er singlerne slet ikke så ”stakkels”, som vi prøver at gøre dem til. Vi lever i en ekstremt individualiseret kultur, hvor der er status i at stå selv, så det er jo helt naturligt, at vi ser en singlekultur i vækst. Men vi har brug for et opgør med det fastgroede billede, vi har af singlelivet.

Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker og partner i Future Navigator. Læs mere om hendes arbejde på futurenavigator.com

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også