Eesha var barnebrud, men brød ud af sit arrangerede ægteskab og rejste til Danmark

En forårsdag i 2016, et sted oppe under skyerne, sidder Eesha Samad og sunder sig på sit flysæde. Tårerne triller ned ad kinderne på hende, og hjertet hamrer derudad.

På landjorden i Pakistan står hendes ægtemand gennem syv år og hendes far og slår sig på lårene over ”det naive pigebarn”, der tror, hun kan pakke sin kuffert og rejse af sted til det ukendte land mod Nord uden at kende et øje. ”Åh, far, kom og hent mig,” vrænger de med babystemmer, mens de vinker og ser hende forsvinde ud mod gaten. Stærkt overbeviste om, at Eesha vil vende tilbage til Pakistan med halen mellem benene, før de har talt til 10.

– Jeg husker den flyrejse så tydeligt. Jeg græd og græd, og jeg havde en uro i kroppen – for jeg vidste, at jeg havde brændt mine broer, og at der ingen vej var tilbage. Jeg havde aldrig været uden for Pakistan, men nu havde jeg solgt det guld, jeg fik til mit bryllup, og købt en bærbar computer og en flybillet. Og dér på flysædet lovede jeg mig selv, at det var sidste gang, jeg ville græde, for jeg var jo på vej mod ”verdens lykkeligste land”. Og jeg sagde til mig selv: ”Når jeg sætter mine ben på dansk jord, vil jeg være en stærk kvinde, der ikke græder – og som skaber sit eget liv”, smiler Eesha.

Teamleder hos Unicef

Knap tre år senere sidder Eesha så her på et kontor i FN Byen i råkolde København og drikker kaffe. Hendes kraftige mørke hår er sat op i en hestehale, og hun er iført en stram himmelblå sweater, der matcher den Unicef-kæde, hun har rundt om halsen, med adgangskortet til FN Byen.

– Undskyld forstyrrelsen, det er mit team, der vil have fat i mig, siger Eesha, da telefonen på bordet foran os begynder at bippe. Eesha Samad er head teamleader hos Unicef og har i løbet af de seneste tre år knoklet sig til flere forfremmelser og mere ansvar.

– Efter 14 dage i Danmark blev jeg ansat som gademedarbejder hos Unicef, og siden da har jeg i perioder arbejdet op til 60 timer om ugen. Det giver rigtig meget mening for mig, at jeg i min hverdag har fokus på børns og unges rettigheder, forklarer Eesha.

Det er svært at forestille sig, at den stærke, engagerede kvinde, der sidder her midt i den summende FN By har en fortid som barnebrud. At hun gennem syv år var fanget som en guldfugl i et bur. Slave af en tyranniserende ægtemand.

– Jeg var nået til et punkt i mit ægteskab, hvor jeg var meget tæt på at give op. Men da jeg endelig rejste mig, var jeg stærkere end nogensinde før, siger Eesha og går i gang med at fortælle sin utrolige historie. En historie om at finde mod og styrke i sig selv, når det ser allersortest ud – og beslutte sig for at gå sin egen vej, stik imod alle de kulturelle normer og forventninger, der er til en ung kvinde i Pakistan.

LÆS OGSÅ: Den voldsudsatte: Jeg ville ønske, jeg havde fået hjælp tidligere

Arrangeret ægteskab

Eesha Samad blev som 17-årig giftet bort til en af Pakistans rigeste forretningsmænd.

– Det var et arrangeret ægteskab, ikke et tvangsægteskab, understreger Eesha, der er vokset op i en progressiv muslimsk familie i Pakistans tredjestørste by Faisalabad.

– Som barn har jeg altid haft rigtig meget frihed. Min far er en moderne mand, og han har aldrig bedt mig om at gå med slør. Jeg måtte gerne gå i byen med mine venner, og min far insisterede også på, at jeg skulle have en uddannelse, fortæller Eesha.

Og hvad med din mor?

– Hun har altid været min største støtte. Da jeg startede på gymnasiet, sagde hun: ”Når du tager af sted om morgenen, og når både venner og veninder tager ud og fester, så forestiller jeg mig, at det er MIG, der oplever det hele”. Jeg kan huske, at jeg græd, da hun sagde det – for jeg kunne virkelig føle hendes hjælpeløshed. Min mor tilhører en anden generation, hvor kvinder har haft langt mindre frihed, forklarer Eesha.

Men selv om hun fik lang snor hjemmefra, oplevede Eesha alligevel, at der var forskel på drenge og piger.

– Der var hele tiden en undertone af, at mine tre brødre havde mere frihed end mig. Som barn fik jeg for eksempel ikke lov til at cykle – det måtte mine brødre gerne. Og jeg fik altid at vide, at jeg skulle dæmpe min stemme, for ”piger taler ikke så højt”. Det blev sagt på en kærlig måde, men det irriterede mig. Ja, jeg har nok altid været lidt af en rebel.

Eesha var 17 år. da hun blev gift ved et 1001-nats eventyrbryllup i Pakistan med to dages fest.

Eventyrbryllup

Det var tydeligt i Eeshas familie, at faren havde det sidste ord. Og da Eesha som 17-årig en dag kom hjem fra gymnasiet, havde faren fået en idé.

– Min far fortalte, at hans forretningspartner – en ung mand på 22 år – havde lagt mærke til mig ved flere sammenkomster, og at det måske var en god idé, at jeg giftede mig med ham, fortæller Eesha.

– Og jeg kan huske, at jeg blev smigret. Jeg var jo kun et barn, og det hele var lidt spændende, så jeg sagde ja til at mødes med den unge fyr. Efter en uge blev vi forlovet, og en måned senere skulle brylluppet stå. Jeg glædede mig til at få nyt tøj, masser af kærlighed og kæmpestort bryllup. Ja, jeg tog det hele meget let, og min kommende mand gav mig gaver hver dag og sagde, at jeg var den smukkeste pige i verden.

Eeshas bryllup var som taget ud af ”Tusind og én nats eventyr”.

– Det var et eventyrbryllup med over 1.000 gæster, heriblandt Pakistans 10 største entreprenører. Jeg havde en rød kjole på med håndlavede broderier og gyldne sten, der funklede overalt på kjolen. Jeg vejede kun omkring 48 kilo på det tidspunkt, og kjolens vægt fik mig nærmest til at vælte bagover, griner Eesha.

– Men jeg følte mig som en prinsesse. Lige indtil det tidspunkt kom, hvor jeg skulle med min mand hjem – først dér blev jeg ramt af en følelse af at være faret vild. For jeg stod jo over for at skulle forlade hele mit frie ungdomsliv for at flytte sammen med en mand, jeg ikke kendte.

Tvangsfodring og ydmygelser

Efter det overdådige bryllup begyndte strømmen af komplimenter fra Eeshas ægtemand hurtigt at tørre ud.

– Fra den ene dag til den anden begyndte han at behandle mig som et umodent barn. Han sagde hele tiden: ”Du er jo bare en stor baby, og du ved ikke, hvad der er godt for dig ...”. Og han prøvede konstant at nedbryde mig på alle mulige måder. Han kunne finde på at fodre mig med mad, jeg ikke kunne lide, fortæller Eesha, mens hendes øjne får et blankt skær.

– For eksempel kan jeg ikke lide fisk, men han sagde bare: ”Åbn munden”, og tvang mig til at spise det. Jeg var hans slave, og jeg skulle gøre, hvad han befalede. Selv når jeg kom træt hjem fra universitetet, tvang han mig til at tage af sted til workout. Og så begyndte de seksuelle overgeb og slagene, siger Eesha.

I begyndelsen turde hun ikke fortælle nogen om de mange overgreb.

– Min mand sagde til mig, at det ville ødelægge hans ære, hvis jeg fortalte det til nogen. Men efter tre år ringede jeg til min mor. Hun græd i telefonen, men hun kunne jo ikke hjælpe mig. Og min far afviste mig også. Han havde jo sine forretninger med min mand at tænke på, siger Eesha.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Ressourcestærke kvinder bliver også udsat for vold

Glamour og show-off

Udadtil forsøgte Eesha at opretholde en normal hverdag.

– Det hele var et kæmpe show-off: Min mand og jeg var hele tiden ude i byen og spise på dyre restauranter, jeg havde min egen bil med chauffør, og jeg fik masser af penge at shoppe for. Og folk omkring mig så kun al den glamour, vi var omgivet af. Men den daglige chikane og psykiske tortur tog til i styrke – og jeg følte mig mere og mere hjælpeløs.

Efter fem år med daglige ydmygelser befandt den før så livsglade, rebelske og sprudlende Eesha sig i en tilstand af dyb depression.

– En dag havde min mand og jeg et meget stort skænderi, som endte med, at han forgreb sig på mig og kaldte mig en masse grimme ting. Bagefter gik jeg ind i soveværelset og tog sovepiller. Jeg ønskede ikke at dø – jeg ville bare have en pause fra det hele, fortæller Eesha.

Men sovepillerne var tæt på at koste hende livet.

– Og da jeg vågnede på hospitalet, sad min mor ved min side og græd. Jeg blev så skamfuld over mig selv – for her sad den kvinde, der havde født mig, og som havde så mange drømme på mine vegne. Og pludselig indså jeg, at jeg IKKE var nogen nedbrudt kvinde. Jeg var stærk – og jeg var klar til at tage førertrøjen på i mit eget liv.

Arbejdsvisum

Eeshas far havde fået skrevet ind i ægtepagten, at hun skulle fortsætte på universitetet og gøre sin uddannelse færdig. Og Eeshas mastergrad fra universitetet viste sig hurtigt at blive hendes redningsplanke.

– Min far havde en gammel ven, der som ung havde været i Danmark som ph.d.-studerende. Og på en eller anden måde kunne han se MIG bag den fancy og glamourøse facade. Så en dag hev han mig til side og sagde: ”Du er ulykkelig, min pige, lad mig hjælpe dig med at bruge din uddannelse til at komme væk fra Pakistan”.

Farens ven viste Eesha, hvordan man søger arbejdsvisum som højtuddannet. Ansøgningen kom hurtigt af sted, og Eesha bestod også den nødvendige engelsktest.

– Tanken om Danmark gav mig håb, for jeg havde læst i en artikel, at danskerne var blevet kåret til verdens lykkeligste folk. Og jeg havde SÅ meget brug for at være lykkelig, fortæller Eesha. Hendes ansøgning blev godkendt, og pludselig kunne drømmen om Danmark blive til virkelighed.

– Min mand og min far vidste godt, hvad jeg havde gang i – men de grinede bare ad mig. I deres øjne var jeg jo blot et barn. Og det blev mit held. For mens de gjorde nar ad mig, rejste jeg min vej. Jeg fløj under radaren, smiler Eesha.

LÆS OGSÅ: Kristina forelskede sig i en voldelig mand: "Jeg kunne ikke længere kende mig selv"

Trusler fra manden

Fuglen var fløjet, og tilbage i Pakistan blev Eeshas mand mere og mere rødglødende.

– Han blev virkelig gal og kaldte mig en skamplet på hans ære, og så begyndte han at true med at tage til Danmark og hente mig. Og jeg sagde bare: ”Ja, kom du bare herop – du kan ikke engang få lov at røre mig uden mit samtykke”. Jeg søgte om skilsmisse fra ham, så snart jeg satte mine ben på dansk jord – og for to år siden gik skilsmissen igennem. Min eksmand er i dag gift med en anden pakistansk kvinde, sukker Eesha.

Og hvad med dine forældre?

– Jeg taler stadig rigtig meget med min mor, og jeg kan mærke, at hun virkelig savner mig. Men hun bliver ved med at sige til mig: ”Du skal stråle og leve dit liv”, fortæller Eesha og bliver stille et øjeblik.

– I mit hjerte havde jeg nok også forventet, at min far ville støtte mig. Jeg var så skuffet over, at han ikke havde hjulpet mig ud af mit voldelige ægteskab, at jeg nægtede at tale med ham. Han ringede til mig utallige gange, men først efter otte måneder tog jeg telefonen. Min far græd, mens han sagde: ”Du er min førstefødte, min datter, det mest dyrebare for mig. Kan du tilgive, at jeg ikke var der for dig?”. Og så bad han om mit kontonummer og sagde, at han ville overføre penge til mig.

Eesha fortalte sin far, at hun havde fået arbejde i Danmark og ikke havde brug for hans penge.

– Og i dag er min far ved at revne af stolthed over, at jeg tjener mine egne penge, og at jeg arbejder så meget, at jeg nu har fået forlænget mit visum.

– You are my son, sagde han på et tidspunkt til mig. Og det er vist den største kompliment, man kan få fra ham, smiler Eesha.

Hvad er den største forskel på dit liv her i Danmark og dit liv i Pakistan?

– FRIHEDEN. I Danmark har jeg den frihed, alle piger og kvinder fortjener at have. Jeg er ikke bange for at fortælle min chef, hvordan jeg har det. Og det er smukt, synes jeg. Jeg bliver mødt med respekt, og ingen fordømmer mig, hvis jeg har en kort nederdel på, eller hvis jeg taler med en fyr. Det liv, jeg har her i Danmark, har jeg selv skabt – og det giver mig en styrke at vide, at jeg kan klare mig selv.

Hvilke tanker har du om din fremtid?

– Jeg ser helt klart en fremtid for mig selv her i Danmark. Men samtidig er der en stemme i mit hjerte, der siger, at jeg skal tage tilbage til Pakistan og være med til at skabe en forandring for landets kvinder. Vi kvinder er jo lige så meget værd som mændene, og min historie viser, at der er en anden vej frem. Men i Pakistan bliver rigtig mange kvinder på min alder kontrolleret og undertrykt af deres mænd.

Hvordan reagerer kvinderne på det?

– Helt ærligt, så finder de sig i det. Nogle af mine veninder siger endda, at de godt kan LIDE, at deres mand kontrollerer dem. Men de vil selvfølgelig heller ikke indrømme, at det er forkert at blive behandlet på den måde, og jeg tror også, de er bange for konsekvenserne, hvis de siger fra. Hvad med familiens ære, og hvor skal pengene til dagen og vejen så komme fra? I Pakistan handler alting rigtig meget om glamour og facade. Men jeg ved om nogen, at kvinderne græder bag facaden.

Eesha Samad, 28 år, arbejder som head teamleader hos Unicef.

Hun blev gift som 17-årig med en af Pakistans rigeste forretningsmænd og levede i syv år i et ægteskab præget af tvang, vold og ydmygelser. For tre år siden brød Eesha ud af ægteskabet og rejste til Danmark på egen hånd. Eesha har en mastergrad i landbrug og er rejst til Danmark på et arbejdsvisum for højtuddannede. Hun har i perioder haft tre jobs på samme tid for at kunne tjene penge nok til at få forlænget sit visum til 2022.