"Jeg frygter, hvad andre tænker om mig" - og 16 andre ting, vi ikke burde skamme os over

Skam er fint. Som udgangspunkt. Det er en følelse, der vejleder os, og som vi har brug for i passende doser for at kunne begå os i denne verden.

– Skammen er jo udtryk for en social situationsfornemmelse, der gør, at vi for eksempel ikke taler i det uendelige, men træder tilbage, når vi bliver opmærksomme på, at dem omkring os begynder at se trætte ud, og som så gør, at vi giver plads til, at de kan komme til.

- Eller som gør, at vi har sans for andres grænser og blufærdighed og ikke sidder og piller næse foran andre eller stiller nærgående spørgsmål.

Det forklarer Ilse Sand, der er psykoterapeut og aktuel med bogen “Sig hej til din skam”.

Men årsagen til, at hun har skrevet bogen, er ikke at gøre os klogere på ”den gode skam”, der gør, at vores omgivelser kan holde os ud.

Årsagen til hun, at har skrevet den, er derimod at få os til at slippe den skamfølelse, der får os til at krympe som mennesker.

– Den dårlige skam er den, der gør, at man ikke tør vise, hvem man er, og i stedet forsøger at ligne andre. Det er den, der gør, at man er bange for at træde uden for og tiltrække sig opmærksomhed, ikke tør sige sin mening eller tage den røde kjole på, selv om man har helt vildt lyst til at gøre det, siger hun og forklarer, hvad skam er for en størrelse.

– Det er en følelse af at være grundlæggende forkert og dækker over en angst for at blive udstødt og forladt.

Men hvorfor er det, at skammen kammer over? Altså går fra at være en fin vejviser til at lave rod i hele ens indre landkort?

– Vi mennesker bliver til ved at blive set. Selv en nyfødt baby søger efter øjne at få kontakt med. Den kigger efter tilladelse til at være den, den er, at få forældrenes accept. Men nogle gange får vi som børn ikke den accept.

- For eksempel kan vrede være et tabu i nogle familier. Og hvis et barn bliver smidt ind på sit værelse, når det er vredt, så bliver det usikkert på sin vrede, vreden bliver noget skamfuldt, og så tør barnet ikke vise den i fremtiden.

- I andre familier må man ikke være ked af det. Så får man måske at vide, at man er pylret, og så bliver det at være ked af det skamfuldt, forklarer Ilse Sand.

LÆS OGSÅ: Camilla Kjems: "Jeg kan åbenbart ikke klare det uden lykkepiller"

– Det kan også være, at man er vokset op i en kølig familie, og hvis man så er et helt vildt kærlighedssøgende barn og oplever, at forældrene fjerner sig, når man kommer, bliver man usikker, siger Ilse Sand og fortæller, at den usikkerhed kan påvirke ens kærlighedsrelationer fremover, sådan at man ikke tør vise sin sårbarhed og sit behov for kærlighed.

Skam i dag

Men hvordan ser det så ud med skamfølelsen her i begyndelsen af 2021 … skammer vi os mere eller mindre end før i tiden? Ja og nej, lyder svaret fra Ilse Sand.

Lad os starte med ja’et. Her får de sociale medier (som sædvanlig) klaps.

– De fleste af os viser kun det på de sociale medier, som vi er stolte af. Det vil sige, at de sociale medier har løftet overlæggeren for, hvad vi sammenligner os med, så hvis man sammenligner sig med de personer, man ser dér, er der større risiko for, at man vil skamme sig over sig selv og sit liv, fordi man ikke har så meget succes, forklarer Ilse Sand.

Og så til nej’et. For på andre områder er vi blevet mere skamløse.

– I gamle dage blev børn opdraget med skam, men sådan er det ikke i dag. Vi er ikke længere så bange for at skille os ud, og der er jo også en meget større seksuelt frigjorthed i dag.

- Da min mor var ung, var det skamfuldt, at kvinder havde lyst til sex, og da jeg var ung – jeg er 58 år i dag – var det skamfuldt, at jeg ikke havde været sammen med en dreng, da jeg var 17, men i dag er mit indtryk, at de unge har et mere afslappet forhold til de ting, siger Ilse Sand.

Hun har faktisk også noget godt at sige, om de sociale medier, når det gælder skam.

LÆS OGSÅ: "Det er helt enormt skamfuldt ikke at kunne klare sit eget barn"

– De sociale medier har jo også gjort, at man i dag kan finde sammen med andre, der har det som en selv. Før i tiden kunne folk for eksempel skamme sig over, at de var introverte, depressive eller led af senfølger efter en sygdom, men nu kan de finde sammen med andre, der har det som dem, og det gør det mindre skamfuldt.

Hun pointerer, at det er vidt forskelligt, hvad vi som mennesker skammer os over, men ser alligevel nogle gengangere: Skam over kroppen, skam over følelser, skam over ens livssituation og så videre.

– Jeg har tit tænkt, når jeg sad over for en ny klient: Hvilke problemer kan denne her perfekte kvinde have? Og når jeg så lytter efter, viser det sig typisk, at jo mere perfekt et ydre, desto mere gemmer der sig af skam over dårligt ægteskab, overspisning eller andre ting, hun ikke har kontrol over.

- Mange kvinder skammer sig over deres krop. Måske synes de, at de er for tykke, og forsøger at skjule det eller lyver om deres vægt på datingprofiler. Og der er også mange, der skammer sig, hvis deres børn har problemer.

- Der skal tit meget til, før man for eksempel har lyst til at fortælle, at ens børn har angst, fordi man tænker, “det er mig, der har været en dårlig mor. Det er mig, der ikke har givet tryghed nok”, siger Ilse Sand.

Spørg dig selv: Skammer du dig?

Jo mere nedenstående udsagn passer på dig, jo mere skam oplever du.

• Viser en person begejstring for mig, kan jeg godt få den tanke, at begejstringen skyldes, at vedkommende endnu ikke har opdaget mine fejl.
• Opdager jeg, at jeg har spurgt om noget, som alle andre ved, og som jeg også burde vide, får jeg lyst til at krybe i et musehul.
• Der er noget ved min fortid, som jeg er flov over.
• Hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, bliver jeg bekymret for, hvad de andre tænker om min tavshed.
• Har jeg misforstået et spørgsmål, og jeg så svarer i vest, selv om der bliver spurgt i øst, føler jeg mig pinlig og vil ærgre mig over det i flere dage.
• Hvis jeg er ved at fortælle noget i en gruppe og opdager, at ingen hører efter, bliver jeg usikker og vil helst liste ubemærket ud.
• Opstår der en pause i en samtale, bliver jeg stresset, og jeg prøver desperat at finde på noget at fylde hullet i samtalen ud med.
• Jeg kender ikke nogen, som jeg tør vise min sårbarhed hudløst ærligt til (en professionel relation, for eksempel en terapeut eller psykolog, gælder ikke her).
• Når jeg har været til fredagsbar, en fest eller lignende, spekulerer jeg meget over, om noget af det, jeg har sagt, kan have lydt dumt eller har kunnet misforstås.
• Hvis en person takker nej til at ses, kan jeg blive bange for, at afvisningen skyldes, at der er noget forkert ved mig.
• Hvis jeg opdager, at jeg har vist mig offentligt med mad i mundvigene eller spinat i tænderne, præger det mit humør negativt resten af dagen.
• Hvis jeg ryster på hånden, gør jeg alt, hvad jeg kan for at skjule det.
• Hvis jeg får uventede gæster, og mit hjem er rodet eller beskidt, får det negativ indvirkning på mit humør, flere dage efter at de er gået igen.
• Hvis der opstår en tavshed, og jeg ikke kan finde på noget at sige, bliver jeg nervøs.
• Hvis jeg har begået en fejl på mit arbejde, bliver jeg bange for, at de andre vil se ned på mig.
• Jeg afholder mig ofte fra at gøre noget, jeg har lyst til, fordi jeg frygter, hvad en anden vil tænke om mig.
• Hvis en anden ser mig være så ked af det, at mit ansigt bæver, bliver jeg flov.

Kilde: “Sig hej til din skam” af Ilse Sand, Gyldendal

Slip skammen

Heldigvis kan man ifølge Ilse Sand slippe af med sin skam, og det handler helt kort om at sige goddag til den. For først når man har gjort det, kan man sige farvel til den.

– Skam skal ud i lyset, som Ilse Sand siger.

Og nogle gange er det faktisk meget simplere, end man skulle tro.

– Jeg har et eksempel med i bogen på en mand, der skammede sig over sin tykke mave. Derfor sad han hver sommer og svedte med skjorte på. Men en dag var det så varmt, at han tog den af, selv om der var andre mennesker omkring ham, og da han oplevede, at der ikke skete noget – katastrofen indtraf ikke – forsvandt hans skam.

Og det er ifølge Ilse Sand faktisk også det, der sker med al anden skam, der får lov til at komme frem i lyset.

– Når først folk lukker op for posen, oplever de, hvor stor en lettelse der er i det. Og så begynder de at eksperimentere med sig selv og oplever, hvor stor en befrielse det er, at de ikke længere er hæmmede af det, deres mormor syntes var forkert.

Men det er desværre ikke altid så let at slippe sin skam, som det måske kan lyde. Først og fremmest på grund af skamfølelsens natur.

– Skammen siger jo: Grav dig ned, gem dig, skjul dig. Men her skal man altså gøre det modsatte: Bide skammen i sig, træde frem og vise, hvem man er, siger Ilse Sand.

Hun erkender, at det kan være svært, og derfor også råder til, at man lige tænker over, hvem man viser sine skamfulde sider først, så man er sikker på, at de bliver taget vel imod og ikke det modsatte.

For sker det sidste, vil man jo bare blive bekræftet i sin skamfølelse.

– Det er selvfølgelig en chance at tage at fortælle om det, man skammer sig over. Så første gang man står frem, skal man også være sikker på, at der bliver taget pænt imod det.

- Er man for eksempel blevet krænket og skammer sig over det, er det vigtigt, at man taler med en, der ikke bliver forskrækket over det, der er sket, og begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også kan være rigtigt, siger hun og forslår en nær, fortrolig veninde eller en professionel terapeut som en oplagt lytter til ens skamfulde betroelser.

Derudover råder hun også til, at man arbejder med sin selvindsigt. Som hun siger:

– Det kan også være en hjælp, at man lærer sig selv bedre at kende og udviser en nysgerrig interesse på sig selv og sit indre. Man kan begynde at skrive dagbog eller breve til andre, som man ikke behøver at sende. Den selvindsigt giver bedre fodfæste og gør, at det er sværere at føle sig totalt forkert.