Flere end 600 kvinder har skrevet til Olga Ravn om moderskabet: "Glansbilledet er meget ubehageligt"
6. oktober 2020Olga Ravn har ikke nået at svare på alle de beskeder, hun har fået, siden hun i Politikens debatspalter i weekenden kom med en massiv kritik af den måde, det danske velfærdssamfund behandler gravide, fødende og nybagte mødre.
Men hun har også fået mere end 300.
Det er historier om, at der ikke er plads på fødeafdelingen, når man kommer, det er historier om, at man bliver sendt videre til et andet hospital langt væk, fordi der ikke lige var plads, det er historier om den såkaldte ambulante fødsel, hvor man bliver sendt hjem fire-seks timer efter, man har født. Det er historien om at møde et væld af jordemødre og et sundhedspersonale, der ikke har tid til at yde omsorg.
- Det er jo helt sindssygt, siger Olga Ravn.
Hun har selv været gennem systemet. I 2016 fødte hun sit første barn — og fik en fødselsdepression. Hun kæmpede sig gennem den ved at skrive romanen ”Mit arbejde”, der handler om moderskabet. Og efter udgivelsen i september har hun modtaget flere end 600 vidnesbyrd fra andre kvinder. De har det ligesom Olga Ravn: de føler afmagt, de føler skam, og de føler sig helt alene.
Men måske sker der noget nu.
- Mit indtryk er, at der er gået hul på noget, for det er nogle meget lange beskeder, jeg får. Der er virkelig nogle, der har noget på hjerte, og ved rigtig mange får jeg det indtryk, at de ikke rigtig har snakket med nogen om det før, siger hun.
Men når Olga Ravn stiller sig frem og siger: ”Jeg synes, det her var svært, og jeg synes faktisk ikke, det er min egen skyld,” så gør hun det ifølge hende selv nemmere for andre kvinder at stille sig ved siden af hende og sige: "Sådan havde jeg det også."
- Jeg møder flere og flere, der siger: ”Når jeg tænker over det, var det virkelig svært.” Jeg bliver glad, fordi jeg hver gang bliver bekræftet i, at min virkelighedsoplevelse er rigtig, siger Olga Ravn.
Ensomhed og isolation
Det handler om, at den virkelighedsoplevelse er en helt anden end det glansbillede, der ellers tegnes af det at blive mor. I glansbilledet er det nemt at amme, der findes ikke brystbetændelse, og man tvivler ikke på, om man nu er god nok eller elsker sit barn nok.
Men den virkelighed, Olga Ravn og mange andre kvinder oplever, er en helt anden. Olga Ravn kommer selv ind på, hvordan den måde, vi har indrettet arbejdsmarkedet, barslen og familiestrukturen på, gør, at kvinder i gennemsnit tager 90 procent af barslen. Det er 300 dage.
- Hvor man for ikke særlig lang tid siden havde et fællesskab med sine naboer eller de andre nede i gården, ved jeg i dag ikke engang, hvad de andre i min opgang hedder.
- Man kan heller ikke ses med sine venner, for de er på arbejde i løbet af dagen, og man kan heller ikke gøre brug af bedsteforældre, fordi de også stadig arbejder.
- Vi sidder derfor i hver vores lille lejlighed eller hus, og det fører til en stor ensomhed og isolation, siger Olga Ravn.
Og det fører til, at man får sværere ved at afkræfte det glansbillede, som man tror, foregår hjemme hos alle de andre.
- Men glansbilledet er urealistisk og meget ubehageligt. Fordi vi har med børn at gøre, kan det være enormt svært at stå imod, fordi alle gerne vil give deres børn det bedste.
Mange ting kan gå galt
Er der en desperation efter at fortælle de her ting, som mange kvinder går alene med?
- Det tror jeg helt sikkert. Jeg tror også, de har en oplevelse af, at de ikke ved, hvor de skal gå hen med det.
Du nævner også i kronikken, at erfaringer deles internt mellem kvinder i mangel på oplysning fra sundhedsmyndighederne. Er det sådan et rum, du også skaber nu?
- Ja, det gør jeg. Jeg fik en besked fra en kvinde, som skrev, at hun havde grædt, da hun læste mit indlæg. Hun vidste ikke, at det, hun havde oplevet, kunne være traumatisk. Men det havde været for hende – og det indså hun, da hun læste debatindlægget.
At kvinder har sådan et rum at dele erfaringer i er vigtigt. For konsekvenserne kan være alvorlige, understreger Olga Ravn. Man kan få posttraumatisk stresssyndrom, og der er kvinder, der tager livet af sig selv på grund af efterfødselsdepressioner.
- Der er meget ubearbejdet traume, fordi det er historien om, at fødslen er den lykkeligste dag i dit liv. Men der er rigtig mange ting, der kan gå galt, og samtidig bliver sundhedssektoren beskåret, så flere og flere kvinder får en dårlig oplevelse.
Det er jo en kendt sag, at sundhedssystemet er presset. Mener du, det her område er særligt vigtigt at fokusere på i forhold til andre sygdomme og sundhedsopgaver?
- Ja, det synes jeg helt klart. Vi har at gøre med, hvordan vi bringer menneskearten videre. Jeg kunne ikke forestille mig noget mere centralt for vores sundhed.
- Jeg har også lyst til at sige, at svangeromsorgen historisk er noget, der er blevet set ned på. Det har ikke været et vigtigt område. Som om man bare gik ud i skoven og poppede en unge ud, og så gik man tilbage til arbejdet. Det er der jo ikke nogen, der har gjort, og hvis de har, er de døde af det.
- Helt grundlæggende handler det om, at de gravide, de fødende og barslendes rettigheder og den måde, vi tager vare på dem, er fuldstændig nødvendige for, at vi har et samfund, der kan fungere.
