Dit liv

Fallulah: Da jeg hørte Spice Girls første gang, lærte jeg om feminisme

Fallulah har igennem sin flotte karriere talt højt om det, mange ikke gad høre: Om hvor svært det kan være at være kvinde i musikbranchen. Men hun har også handlet. Og skabt fællesskabet "Hej Søster".

S-T-A-Y-C-U-R-I-O-U-S

De gyldne bogstaver hopper og danser omkring Fallulahs hals, når hun bliver så ivrig i sin fortælling, at kroppen ikke helt kan sidde stille. Bliv ved med at være nysgerrig.

Halskæden med de 11 gyldne bogstaver er ikke kun en reminder for sangerinden om altid at være vågen, åben og klar til nye idéer, indtryk og oplevelser, men nærmest en slags livsmanifest for hende.

– Jeg overlader aldrig min skæbne til andre. Jeg gider ikke at sidde og vente på, at nogen giver mig lov til noget, formulerer hun det selv.

Sulten og gåpåmodet har hun haft, lige siden hun var en lille pige. I mange år var det dansen og musikken, der var hendes gulerod og det skinnende lys for enden af tunnelen, men for to år siden var det den ulighed, hun oplevede i sin branche, der fik hende op på barrikaderne.

Hun opfandt — ”meget spontant” — det feministiske fællesskab "Hej Søster", som i dag tæller både koncerter, podcast og en lille webshop.

– Jeg havde ikke en kæmpe strategi. Uden at tænke over det lavede jeg en playliste, oprettede en instagram-konto, spredte ordet, og så voksede det. Jeg har været en ”lone wolf” det meste af mit liv, men det er gået op for mig, at vi er meget stærkere sammen. Det kræver, at man tør stille sig frem og invitere andre med og sige: Skal vi ikke ændre det her? Og det er sårbart.

- I min branche har der ikke været tradition for, at man som kvinde rækker ud til hinanden. Mændene har til gengæld altid haft stærke fællesskaber, fortæller hun.

Monkey see, monkey do

Fallulah, der er født som Maria Apetri, slog igennem som sangerinde for 10 år siden, da hun udgav albummet ”The Black Cat Neighbourhood” og storhittede med blandt andet ”Out Of It”.

I de 10 år, der er gået, har hun flere gange talt højt om, hvor barsk musikbranchen er, særligt for unge kvinder. Ikke kun på grund af mændenes dominans og kammerateri, men også fordi kampen mellem kvinderne har været hård.

Det har føltes, som om der ikke var plads til så mange sangerinder, så alle har haft travlt med at beskytte den plads, de har fået tilegnet sig.

– Jeg mærkede det selv hurtigt — og også hvordan jeg selv tænkte om andre kvinder i branchen. Det er ”monkey see, monkey do”. Jeg blev mødt af det — bum! så tænkte jeg på samme måde: ”Okay, det er sådan, det er — der er kun plads til få af os, så skal jeg i hvert fald ikke gøre mig selv sårbar over de andre kvinder.” Det er så sørgeligt.

- Med "Hej Søster" kan jeg jo mærke, hvor sindssygt givende det er at have et fællesskab, så hvorfor helvede gjorde jeg ikke det her for 10 år siden? Hvor er det bare ærgerligt, at mange af os har gået rundt og følt os sindssygt ensomme og har kæmpet hver vores kampe i stilhed.

Kunne du have gjort det for 10 år siden?

– Nej, det tror jeg ikke. Gennem årene har jeg prøvet at italesætte, hvad det vil sige at være kvinde i musikbranchen. Og det har føltes som at kaste en bold op i luften og se den lande med et brag – ingen ville røre den med en ildtang. Folk har været meget berøringsangste. Det var kun på grund af  #MeToo, at nogen begyndte at lytte.

Fallulah har selv mærket, hvordan der blev set skævt til hende, da hun marcherede ind i musikbranchen med en klar vision og en enorm tro på sig selv.

– Jeg har været meget egenrådig, også i starten af min karriere. Jeg ville gerne selv bestemme alt. Hvilket også er en god ting — i hvert fald professionelt. På det menneskelige plan kan folk have svært ved det, især når man er en ung kvinde. Det kan virke aggressivt, at man er så klar i spyttet og godt ved, hvad man vil. Det var der nogle, der slog sig på. Men jeg havde det sådan: ”Jeg har arbejdet med det her, siden jeg var 10 år — jeg ved godt, hvad jeg kan!”

Hun fortsætter:

– Jeg mærkede meget tydeligt reaktionerne, og at nogle forsøgte at modarbejde mig. Det, der var hårdt, var, at jeg godt vidste, hvad jeg ville, men jeg vidste også, at det havde konsekvenser ikke at være nem at overtale. Det har hele tiden været min ”struggle”, fordi jeg også er sensitiv og gerne vil have, at folk kan lide mig. I mange år havde jeg det svært med, at folk syntes, jeg var besværlig. Det gjorde mig meget ked af det.

Fra Amager til Jyderup

Historien om Fallulah begynder i 1985. Hun tilbragte den første del af sin barndom i Tårnby på Amager med en dansk mor og en rumænsk far.

– Min mor har altid været meget selvstændigt tænkende. Jeg har aldrig hørt hende bruge ordet feminist, men hun har været en stærk rollemodel på den måde, at hun har gjort det, hun havde lyst til, og været ligeglad med, hvordan folk syntes, hun burde leve. Hun flyttede til København alene som ung og brød ret meget med den måde, man levede på i hendes familie. Den ånd er blevet filtreret ned igennem til mig. Det handler måske mere om, hvad jeg så, end hvad hun sagde.

- Det prøver jeg også at tænke på i forhold til mine egne døtre nu: Jeg kan jo sige alt muligt, men hvis jeg ikke selv lever op til det, kan det være lige meget, fortæller Fallulah, der er mor til tre piger — Gloria på fire år og tvillingerne Evi og Augusta, som kom til verden i marts.

Hun tænker videre over, hvordan hendes tidlige barndom og to nationaliteter har præget hende:

– Det var jo også en mærkelig familie på den måde, at min mor var læge, og min far havde alle mulige småjobs med at sætte biler i stand, og så underviste han i balkandans. Det var hans eneste indtægtskilde, og det bliver man altså ikke rig af.

Hun griner. Dansen var et rum, hun elskede at være i.

LÆS OGSÅ: Hvis du vil være topchef, skal du overveje at skifte navn til Lars

Hun beskriver sig selv som et barn, der var ”ekstremt på og ekstrovert og glad”. Fra faren havde hun lidt tendens til angst, men var overvejende et barn ”i trivsel”. Det ændrede sig, da hendes far døde af kræft, da hun var ni år.

Familien forlod Tårnby og flyttede ”langt ud på landet”, til Jyderup ved Kalundborg.

– Min mor var gået i gang med at kigge på huse med min far, mens han levede, og jeg tror, hun tænkte: ”Det er en frisk start.” Hun fandt det her totalt smadrede hus, hvor der var en stor have, som hun havde drømt om. Så tror jeg bare, hun tænkte: ”Yes, vi rykker,” fortæller Fallulah.

For både hende og broren var det en svær forandring.

– Vi flyttede fra alt, jeg kendte. Det vil jeg aldrig anbefale nogen at gøre. At skulle bygge sin identitet op på ny i nye rammer som 11-årig er ret voldsomt. Så kommer man der, og man kommer fra København … Det var der mange fordomme omkring. Og jeg var også halvt rumæner og gad ikke gå til håndbold og fodbold … Jeg ville bare gerne danse, og det kunne man ikke der. Det var faktisk noget af det, jeg sørgede mest over — at min dans var blevet taget fra mig. Det var hårdt — jeg havde danset, siden jeg var to et halvt år, og jeg elskede det.

Det var også noget, du havde haft med din far?

Ja, det var det jo. Så det var ”tough” at få taget alt fra sig på så kort tid.

Det sjette medlem af Spice Girls

Fallulah var i sorg, men fik ingen hjælp til at håndtere sine følelser og de store omvæltninger, hun havde været igennem.

– Det var ikke noget, jeg selv kunne finde ud af at italesætte. Og hvis der var nogen, der spurgte ind til min far, lukkede jeg ned. Jeg havde slet ikke lyst til at tale om, hvordan jeg havde det. Jeg tror, det ville have været anderledes i dag, fordi der er mere fokus på det. Dengang i 90’erne var børns mentale velvære slet ikke et tema, siger hun.

Fallulah blev mere indadvendt. Hun fandt et fristed i den musik, hun var begyndt at komponere bag lukkede døre på sit værelse.

– Det var en form for virkelighedsflugt, et sted, hvor jeg kunne zoome ind og ud af virkeligheden. Efter vi var flyttet, og jeg havde mange svære tanker, skrev jeg enormt meget. Det blev min redningsbåd. Jeg havde en drøm om at være et andet sted, og det var helt klart det, der gjorde, at jeg holdt det ud, fortæller hun.

På samme tid opdagede hun Spice Girls, og de fem poppigers hymner om venskab, tolerance og sammenhold ramte noget i hende. Noget, hun egentlig altid havde følt, men ikke havde kunnet sætte ord på.

– Det ræsonnerede så meget! Jeg vidste ikke, hvad feminisme var, men alt, hvad de sagde, faldt i hak for mig. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide drenge, men jeg var ikke så interesseret i at være sammen med dem. Jeg syntes, drengene-efter-pigerne var åndssvagt og latterligt. Jeg gad ikke blive jaget af drengene!

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Fallulah havde venner, men ”levede meget indvendigt”, fortæller hun og tilføjer grinende, at ”det gør jeg egentlig stadig”. Når hun var alene, var hun nærmest med i Spice Girls; en stor popstjerne, der bare ventede på at blive opdaget.

Den kommende popstjerne kunne ikke spille nogen instrumenter og ikke læse noder, så når hun skrev sange, skete det på den måde, at hun sang dem for sig selv igen og igen, indtil hun havde lagret dem på sin indre harddisk.

Det var først, da hun fik sin første telefon, at hun fandt ud at, at hun kunne optage sangene. Det var første skridt mod ”reel sangskrivning”, husker hun.

Politik og aktivisme

Da Fallulah blev mor for første gang for fire år siden, havde hun den musikkarriere, hun drømte om som barn. Men hun havde også en følelse af at være kørt lidt sur i den evige cyklus af sangskrivning-indspilning-turné og i diskussioner med og formaninger fra pladeselskaber.

– Jeg følte mig enormt uinspireret og i tvivl om, hvad jeg overhovedet ville. Jeg følte mig meget fortabt — det var ikke så sjovt.

- Det har været en gave for mig, at jeg opfandt "Hej Søster", for det var faktisk det, der fik mig tilbage på sporet. Jeg kunne mærke min egen power, og at den skulle bruges og ikke gå til spilde. Det var faktisk det, der også gav en opblomstring i musikken efter en hård periode, hvor jeg var udslukt og ukreativ. Jeg kan mærke nu, at jeg får mere energi til musikken, fordi jeg involverer mig i noget andet, der er vigtigt for mig, siger hun.

"Hej Søster"-universet vokser dag for dag og knopskyder i forskellige retninger, fortæller Fallulah videre.

– Jeg er jo ikke en blogger med 100.000 følgere. Men de følgere, jeg har, er så dedikerede, at vi kan gøre sindssygt meget, og jeg kan mærke, at det udvikler sig mere og mere i en aktivistisk og politisk retning. Vi er i gang med at lave et borgerforslag, som udspringer af sagen om den 13-årige pige, som blev voldtaget af sin lærer, der siden blev frikendt.'

- Jeg føler mig stærk nok til at gøre det, fordi vi har et fællesskab. Hvis det kun var mig, ville jeg være overvældet og tænke: ”Jeg kan ikke gøre noget.” Men hvis man rækker ud, kan man rigtig meget, siger hun og fortæller, hvordan blandt andet flere jurister har meldt sig på banen for at hjælpe med at udforme forslaget, der går på, at det altid skal ses som voldtægt, hvis en 14-årig har seksuelt samkvem med en person på over 18 år. I dag er skillelinjen 12 år.

Fallulah har ikke nogen stor forkromet ambition for, hvad "Hej Søster" skal være eller blive.

– Der er ingen grænser for, hvad det kan blive til. Jeg bliver nødt til stadig at kunne zoome ind og ud af min drømmeverden og tro på, at jeg kan alt — ligesom da jeg var barn. Lige nu er "Hej Søster" meget lystbetonet. Der er ikke nogen planer — det har der aldrig været. En femårsplan er det værste, jeg kan forestille mig. Jeg vil gerne gøre noget, hvor jeg kan gøre en umiddelbar forskel, siger hun og fortsætter:

– Jeg er mor til tre piger, og jeg tror ikke, det er tilfældigt, at jeg lavede "Hej Søster", da jeg fik den første. Jeg vil gerne have, at verden er anderledes, når hun og hendes søstre skal ud i den. Det er en stor drivkraft. Jeg kunne godt tænke mig, at mennesker er mere lige, at alle får lov til at være den, de føler, de er indvendig, og at vi ikke er så bange for det, der skiller sig ud. 

Læs mere om: