https://imgix.femina.dk/media/article/shutterstock_245045284.jpg
Liv

Hvis du gerne vil være topchef, skal du overveje at skifte navn til Lars

6. oktober 2020
af
Katrine Rosenbæk. Foto: Shutterstock
Sandsynligheden for at blive topchef er højere, hvis du hedder Lars, end hvis du er kvinde.

Hvis du gerne vil være direktør, er det en god idé at hedde Lars. Og en dårlig idé at være kvinde.

Hvis du kigger på statistikerne over administrerende direktører i danske børsnoterede virksomheder, kan du nemlig finde flere, der hedder Lars, end du kan finde kvinder. Mens kvinderne kan tælles på en hånd — der er kun fire — skal du have begge hænder frem for at tælle de syv, der hedder Lars.

Og nu viser en ny opgørelse, som Berlingske har foretaget over landets 1000 største virksomheder, at der kun er 69 kvindelige direktører blandt dem. Som om det ikke var elendigt nok i sig selv, er tallet faktisk faldet fra 2019, hvor der var 75 kvindelige direktører.

Bjarke Oxlund, som forsker i køn og ligebehandling og er leder af Institut for Antropologi på Københavns Universitet, kalder det for ”lousy” og ”et meget lavt niveau".

- Dansk erhvervsliv har prøvet at lave en fortælling om, at de gør meget for at fremme ligestillingen, men der bliver tydeligvis ikke gjort nok, når antallet af kvindelige topchefer ligefrem går tilbage, siger han til Berlingske.

Afsenderne på fortællingen fra dansk erhvervsliv er sjovt nok også mænd, der hedder Lars. Nemlig Lars Sanddahl, der er direktør i Dansk Industri, som sidste år slog på tromme for, at fædre skal have mere barsel. En anden Lars, Lars Rohde, var enig med sin navnebror: mere barsel til far er altafgørende for, at ligestillingen rykker sig.

Imidlertid viste ny statistik i foråret, at kvinder stadig tager langt størstedelen af barslen. Helt præcist tager mor i gennemsnit 273 dage, mens far tager 31,9 dage. Udviklingen er gået så langsom de seneste 20 år, at den ikke er værd at nævne.

Et hurtigt klik ind på Danmarks Statistik viser, at der i 2020 var 44.370 mænd, der hed Lars, men også at lidt over halvdelen af befolkningen faktisk er kvinder. Det er pudsigt, at sandsynligheden for at blive topchef er højere, hvis du er blandt de 44.370, der hedder Lars, end hvis du er blandt landets 2.925.845 kvinder.

Hvis du bliver for deprimeret af Lars-regnskabet, kan det anbefales at ty til fiktionens verden, hvor der heldigvis findes nogle boss ladies som Peggy Olson i Mad Men og statsminister Birgitte Nyborg i Borgen.

Her skal man bare lade være med at tænke på, at Danmark fik en kvindelig statsminister i en tv-serie, før vi fik en i virkeligheden. Det fik vi desuden i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt blev statsminister. Hun var statsminister nummer 41. De 40 foregående var mænd. Og ham før og efter Helle Thorning-Schmidt hed også Lars.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også