https://imgix.femina.dk/media/article/sofie_carsten_nielsen.png
Liv

5 ting du skal vide om Sofie Carsten Nielsen

8. oktober 2020
af Amanda Stensgaard
Foto: Ritzau/Scanpix
Sofie Carsten Nielsen er navnet på De Radikales nye leder. Lær hende lidt bedre at kende her.

De Radikale fik i går ny leder, efter Morten Østergaard blev nødt til at trække sig fra posten. Han blev indhentet af en 10 år gammel sag, hvor folketingsmedlemmet Lotte Rod måtte fjerne hans hånd for sit lår.

Efter et møde, der havde varet det meste af dagen, kunne partiet annoncere, at lederstafetten nu er gået videre til den nu tidligere næstformand Sofie Carsten Nielsen.

Hun har gjort lynkarriere

Sofie Carsten Nielsen blev del af den radikale folketingsgruppe i 2011 og har lige siden været en del af ledelsen. Efter kun 14 måneder i Folketinget blev hun gruppeformand for De Radikale, og efter to år blev hun udpeget til uddannelsesminister i Helle Thorning-Schmidts regering.

Nu tiltræder Sofie Carsten Nielsen som politisk leder i De Radikale, men det er ikke første gang, hun træder i Morten Østergaards fodspor. I 2014 overtog hun nemlig posten som uddannelsesminister efter samme mand.

Ligestillingskampen har altid fulgt hende

Sofie Carsten Nielsens mor stod for alt derhjemme, selv om hun havde et arbejde at passe. Det skabte en indignation i Sofie Carsten Nielsen, som har været et af fundamenterne for, at ligestillingskampen altid har været en af hendes mærkesager.

Hun tænkte ofte, at hendes mor burde sige mere fra over for hendes far. Men hun lod ikke moren tage kampen helt alene.

LÆS OGSÅ: Fem spørgsmål i sexismedebatten, som ikke vil dø

– Der var aldrig den helt vilde oprørsstemning i vores hjem, men jeg har temperament, og det havde min far også, så vi havde indimellem nogle opgør. Jeg tror også, jeg søgte konflikterne lidt, fordi jeg syntes, min far var gammeldags og havde nogle meget faste holdninger, der fortjente at blive udfordret, har hun fortalt til Altinget.

Hun er glad for Netflix og løb om Søerne

Privat bor den 45-årige partileder i København med sin mand, Rasmus Dalsgaard, og parrets to børn, Gustav og Villads. På Sofie Carstens Nielsens hjemmeside står der blandt andet: "Jeg elsker fremskridt og den danske sommer. Østers og hjemmelavet leverpostej. Bløde børn og høj musik."

Til Berlingske har hun tidligere sagt, at hun holder af at handle i lokale butikker på Blagårds Plads, og at HBO og Netflix er hendes bedste venner. Hun løber også gerne ture om Søerne, når tiden tillader det.

Hun var politisk fra barnsben

Allerede i 8. klasse arrangerede Sofie Carsten Nielsen politiske debatter i skolens kantine.

– Jeg ville have, at de andre elever skulle tage stilling til, hvem de ville stemme på. Men dengang troede jeg ikke, jeg selv skulle blive politiker. For mig var det bare vigtigt, at mine venner og jeg selv traf et valg og var bevidste om det, så vi ikke bare stemte det samme som vores forældre eller klasselærer uden at have overvejet det, sagde hun til femina tilbage i 2014.

LÆS OGSÅ: Suzanne Brøgger: "Det blev mændene, der profiterede mest af den seksuelle revolution"

Hun vil huskes som løsningsorienteret

I samme interview med femina, sagde hun, at hun ville huskes for at være en lyttende person, som man kan finde gode løsninger sammen med.

– Forandringer tager lang tid, og jeg er meget optaget af at holde blikket fast rettet mod det samfund, jeg tror på, frem for at blive husket for et eller andet symbolsk, sagde Sofie Carsten Nielsen, som på daværende tidspunkt var uddannelses- og forskningsminister.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også