Brevkasse
4. juni 2025

Vi har set hinanden fire gange. Nu skriver han, at han elsker mig

"Først blev jeg smigret, men da jeg fik tænkt mig lidt om, blev jeg mest af alt forvirret. For hvordan kan han vide, at han elsker mig efter så kort tid?" Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Foto: Mew

Hej Anna

For en måneds tid siden mødte jeg en sød fyr via en datingapp. Vi klikkede ret godt allerede efter første møde, og efter anden date begyndte vi at kalde os for ”kærester.” Det er okay, synes jeg. Alligevel hoppede kæden lidt af for mig, da han allerede ugen efter skrev til mig, at han elskede mig.

Først blev jeg smigret, men da jeg fik tænkt mig lidt om, blev jeg mest af alt forvirret. For hvordan kan han vide, at han elsker mig efter så kort tid? Vi har set hinanden i alt fire gange, og ikke engang overnattet sammen endnu.

Kan en kærlighedserklæring godt handle om, at man bare har lyst til at høre sig selv sige ordene? Så det er et ønske, at man gerne vil elske nogen – mere end at man rent faktisk gør det? Vi er begge i fyrrene. Modne og erfarne mennesker og i stedet for at være glad nu, så er jeg blevet ret betænkelig. For er det virkelig mig, han elsker – eller mest af alt bare en idé?

Mange hilsner K.L.

Kære K.L

At være forelsket og at elske er noget, vi jævnligt forveksler lidt med hinanden. Mens forelskelse kan blusse hurtigt op og nogle gange forsvinde lige så hurtigt igen, er det i mine øjne noget helt andet virkelig at elske et andet menneske. Selv om det kan være smigrende at blive overhældt med kærlighedserklæringer, så skal de jo have noget at bunde i.

Mens jeg læste dit brev, ringlede en alarmklokke for mine ører. Der findes nemlig et begreb, der kaldes love bombing. Journalist og forfatter, Johanne Bille, har skrevet om fænomenet, blandt andet her i SØNDAG. Og hun skriver blandt andet sådan her om de faresignaler, man skal være opmærksom på: ”Love bombing starter ofte med overdreven opmærksomhed og komplimenter. Personen viser hurtigt dyb hengivenhed … Der opfordres til hurtig forpligtelse – ofte ses planer om fremtiden, introduktion til familie eller snak om et fælles liv efter kort tid.” Alt dette for at opbygge kontrol og afhængighed.

Med disse ord i baghovedet synes jeg, at du skal fortælle din meget nye kæreste, hvad du tænker. Forklar ham, at det i dine øjne er alt for tidligt at sætte så store ord på det, I føler for hinanden.

Jeg ved godt, at alene længslen efter at finde nogen at elske og blive elsket af kan give nogle mennesker lyst til at spole alting meget hurtigt frem. Begejstring og fascination kan også få os til at forestille os en masse, der ikke har nogen gang på jord, i samme øjeblik hverdagen rammer. Vores iver efter at finde kærligheden kan i sig selv forhindre os i at SE det menneske, vi har lige foran os. Og du skal jo netop både ses og have ro og tid til selv at se ordentlig efter. Fortæl fyren her, hvad DU lægger i ordet ”at elske.” Vær meget opmærksom på hans adfærd, og tøv endelig ikke med at sige ham imod – og gå din vej, hvis du på nogen måde føler dig utryg!

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.