Vi gider ikke lave de samme ting længere. Skal jeg droppe at holde venskabet ved lige?
Kære brevkasse
Min veninde og jeg har meget forskellige interesser og sjældent det samme syn på, hvad der er sjovt at lave sammen.
Tidligere var det lettere, fordi vi var bundet sammen af studiet og fælles arrangementer, men nu, hvor det er slut, føles det sværere at holde venskabet ved lige.
Jeg har forsøgt at finde nye måder at være sammen på, inviteret til ting, jeg synes er spændende, og deltaget i andet, hun har foreslået. Men det er som om, en af os altid går lidt på kompromis.
Skal jeg acceptere, at vi ‘bare’ mødes over en øl i ny og næ og måske vokser fra hinanden, eller bør jeg fortsat lede efter nye måder, vi kan være sammen på?
Kh venindens veninde
Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt!
Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk
Svar 1
Hej venindens veninde
Øv, det er jeg ked af at høre, det er aldrig sjovt at føle, at man måske er ved at vokse fra en af sine veninder.
Jeg har lyst til at spørge dig, om I har snakket om det? Eller om det med et kompromis er noget, du har konkluderet?
Hvis I ikke har snakket om det, så er det måske et sted at starte. Drikke en øl, kigge hinanden i øjnene og tage metaniveauet med ind i venskabet. Sådan som man så tit gør det i sine romantiske relationer.
Hvordan går det? Vil vi det samme? Passer vi sammen? Kan vi lide at lave de samme ting?
Og derfra er det måske lettere at vurdere, om I kan finde fælles fodfæste, eller om I måske - som du selv skriver - skal drikke en øl en gang imellem og acceptere, at det ikke er, som det var engang.
For det er jo også okay. At relationer ændrer sig, at man i nogle perioder er tættere med nogle venner end andre. Det er ikke ensbetydende med, at venskabet er slut. Måske er I tættere end nogensinde før om fem år. Det er aldrig til at sige.
Jeg synes også, du skal vurdere, hvad du ønsker dig af venskabet. Er det okay for dig, at I for en stund er drikke-øl-og-kigge-hinanden-i-øjnene-veninder, eller er det nødvendigt for dig, at der skal ske noget mere i venskabet?
Summa summarum er, at jeg vil råde dig til at mærke efter hos dig selv og snakke med din veninde, så I to kan komme på bølgelængde - uanset på hvilken måde.
Hilsen Heidi Kirkeby Mogensen
Starter hver morgen ud med et blødkogt æg, et nummer med Gilli, og så suser jeg på arbejde på min elcykel. Jeg har glædet mig umådeligt til den crispy efterårsluft, tæpper, stearinlys, gilmore girls og ‘hoa hoa hoa’-sæsonen.
Svar 2
Kære veninde
Først og fremmest vil jeg give dig credit for, at du jo allerede har prøvet forskellige ting for at finde nyt fodfæste i jeres venskab. Det viser, at du sætter pris på din veninde, og faktisk gerne vil jeres venskab.
Jeg har også erfaret, at det kan være svært at finde ud af, hvordan man er venner, når man holder op med at være hverdags-venner.
"Jeg frygter en dag at vågne op og ikke kunne blive våd, når jeg har lyst til min mand"
Hvis du har mod på det, kan I jo prøve netop at læne jer lidt ind i hverdagen. Måske behøver I ikke at” lave noget”, når I ses. I kan bare lave noget mad sammen, snakke og se en film eller spille et spil.
Det kan blive mindre formelt, og minder måske mere om den type relation, I havde, da I var bundet sammen af studiet?
Alternativt kan du prøve at finde ro i, at venskaber går lidt op og ned. Nu har I en periode, hvor I gror lidt fra hinanden og som du selv nævner, bare mødes over en øl i ny og næ. Og er det ikke også helt okay?
Måske, måske ikke, kommer der så et tidspunkt senere i livet, hvor det giver mening, at jeres venskab igen får en større rolle.
Uanset hvilken af vejene du går, så overvej at snakke med din veninde om det. Hun har sandsynligvis de samme overvejelser, og jo mere ærlig og kærligt I behandler jeres venskab, jo større er sandsynligheden for, at det kan få nyt liv – uanset om det er nu eller down the line.
Hilsen Sigrid Luna Nielsen
Utrættelig brætspilstype, et menneske, der bruger lidt for mange penge på outdoorudstyr og øl, og som tænker på sig selv, som en der læser bøger, men realiteten er, at jeg har været i gang med den samme bog siden februar.