Brevkasse
4. juli 2025

Skal min mand betale til bryllupsgaven, når det ikke er hans venner?

"Vi har ikke fællesøkonomi, og normalt betaler vi for hinanden, hvis der skal købes gaver til den ene eller andens familie," skriver en læser til feminas brevkasse.
Af: Redaktionen
brevkasse

Det bliver en dyr fornøjelse for mig, hvis jeg også skal dække hans andel, skriver en læser.

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Det er bryllupssæson, og min mand og jeg skal til et par dejlige bryllupsfester hen over sommeren. I den forbindelse er jeg stødt på et dilemma.

Vi har ikke fællesøkonomi, og normalt betaler vi for hinanden, hvis der skal købes gaver til den ene eller andens familie. Nu skal der til gengæld købes nogle lidt større gaver i forbindelse med et par bryllupper, som altså bliver en dyr fornøjelse for mig, hvis jeg også skal dække hans andel.

Men jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig at bede ham om at betale, når det er mine venner, der skal giftes, og ikke nogen han kender? Han er mest en plus one.

Hvad siger I?

Må jeg bare bide i det sure æble betale for det hele, eller skal jeg anmode ham om halvdelen af beløbet?

Hilsen bryllupsgæsten

Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt! 

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk

Svar 1

Kære bryllupsgæst

Jeg synes egentlig, det er en ret god ordning, I har, hvor hver part betaler for gaver til dem på deres side. Jeg har selv praktiseret samme koncept med min mand I ret mange år - og det har flere gode bi-effekter.

For eksempel er det stadig sådan hos os, at selvom vi efterhånden har fællesøkonomi level 100, så er det stadig min mand, der finder på og eksekverer alle gaver til alle på hans side. Og selvom det måske er en form for 'bare minimum' og ikke noget, man burde råbe hurra for, så ved jeg, at det med at købe gaver ofte bliver en mor/kvinde-opgave: Hej mental load.

Nå, til sagen. I min optik kommer det lidt an på jeres økonomi. Optimalt ville jeg nok holde fast i ordningen for at holde det enkelt mellem jer, men hvis det bliver for tung en udgift eller er meget ulige fordelt, kan I jo aftale, at I splitter udgiften til store fester, hvor I begge deltager. Det er helt fair at bede ham hoste op, synes jeg. Det er dine venner, men han er også med til festen.

Det giver dog selvfølgelig anledning til en ny samtale om, hvad der så er et rimeligt beløb at give for, men det kan du jo skrive ind om en anden gang...

Hilsen Anne Wittorff

Chefredaktør og indkøbsansvarlig for 7-8 tons gaver om året.

Svar 2

Kære bryllupsgæst

Det lyder som en god ordning, I har kørende med at betale for hinanden, hvis der skal købes gaver til den ene eller andens familie. Dog synes jeg ikke, at et bryllup er helt i samme kategori.

Det allerførste jeg vil foreslå dig er at tale med ham om det. Hvad tænker han selv om situationen? Selvom han ikke kender dine venner supergodt, er han stadig inviteret med til brylluppet, og det er jo en engangsting - ikke noget der sker år efter år, som det er med fødselsdage.

Jeg synes også, det kommer an på jeres økonomiske situation. Nu ved jeg ikke, om I er studerende eller har fuldtidsjob, og om der tikker et stort beløb ind på kontoen hver måned.

Det er dig, der bedst ved, om han har råd til at betale halvdelen af gaven. Hvis han har det, synes jeg, det er helt okay at tale med ham om, om ikke I skal splitte udgiften. Han får trods alt også festen, maden og alt, hvad der typisk hører med til et bryllup.

Hvis han ikke er helt med på at betale halvdelen, eller det vælter hans budget, kunne der også findes et kompromis, hvor han fx betaler en tredjedel af beløbet. Og det går selvfølgelig også den anden vej rundt, når du bliver inviteret til bryllup hos hans venner.

Kompromisset er i min optik en nødløsning, eller en nødvendighed hvis han er presset økonomisk. Bundærligt synes jeg, det er helt fair, at I splitter gaven, når I begge er inviteret til brylluppet.

Hilsen Heidi Kirkeby Mogensen

Starter hver morgen ud med et blødkogt æg, og så suser jeg på arbejde på min elcykel. Lige nu er jeg besat af Bachelorette, Sport Cola og at finde de perfekte shorts (det er umuligt).

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.