Brevkasse
5. juli 2024

Skal jeg sige til min veninde, at jeg tror, hun har ADHD?

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Af: Af redaktionen
brevkasse

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Skal jeg sige til min veninde, at jeg tror, hun har ADHD?

Det startede egentlig med, at jeg selv troede, at jeg havde ADHD. På min TikTok dukker der med jævne mellemrum små videoer op, der lister tegnene op, og jeg må indrømme, at jeg selv kan genkende en del af dem.

Nå, men derfor gik jeg i gang med at lave lidt mere research via. nogle lidt mere troværdige kilder. Jeg konkluderede ret hurtigt, at der nok alligevel ikke var så forfærdeligt meget, der passede på mig. Men pludselig gik det op for mig, at min meget tætte veninde havde alle tegnene.

Nu er mit spørgsmål: Skal jeg sige noget til hende? Hun er velfungerende og glad, men hvis jeg har ret, kan det jo potentielt gøre hendes liv meget lettere. Omvendt risikerer jeg også, at hun bliver såret.

Hilsen veninden

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære veninde

Jeg synes faktisk, det er et lidt svært dilemma. Egentlig tror jeg, vi skal passe på med at gå og “lede” efter nogle tegn på noget, som vi ikke nødvendigvis ville have tænkt over ellers. Men jeg forstår samtidig også godt interessen for at blive klogere på sig selv.

Og så er der din veninde, som du skriver er velfungerende og glad. Jeg synes, du skal overveje, om du mærker, at hun faktisk har nogle udfordringer i hverdagen, der tynger hende? Eller om det her bare noget, som DU forestiller dig, der ville gøre hendes liv lettere?

Hvis hun har det svært og virker til at mangle redskaber og støtte, så synes jeg, du skal fortælle hende din "bekymring" på en stille og rolig måde.

Hvis der slet ikke er noget i hendes hverdag, der tyder på, at hun har nogle udfordringer, så kan jeg ikke se, hvorfor du skal bringe en eventuel ADHD-diagnose på banen. Men samtidig virker det også ufarligt at nævne, hvis I er tætte?

Jeg ved ikke, om mit svar giver mening – men alt i alt må mit råd være: Hvis hun virker til at have brug for hjælp og støtte, så synes jeg helt sikkert, du skal række ud. Ellers ville jeg nok lade være med overhovedet at placere den tanke i hendes hoved. Medmindre i er så tætte, at i bare kan tage en nem snak om det.

Alternativt kan du række ud til Psykiatrifondens rådgivningstilbud og tage en snak med nogle, der ved mere om det end mig.

Hilsen Signe Larsen

Journalist med ansvar for popkultur og liv. Får lavet negle hver tredje uge, elsker at scrolle på TikTok og fortryder dagligt, at jeg ikke startede en YouTube-kanal i 2010 iykyk.

Svar 2

Hej veninde

Du skriver, at dig og din veninde er meget tætte, og derfor går jeg ud fra, at du har fortalt hende både, at du har set disse videoer på TikTok, og at du troede, at du måske havde ADHD. Det tænker jeg umiddelbart kunne være en god indgangsvinkel til samtalen, hvis du vælger at snakke med hende om det.

Om du skal fortælle hende det eller ej er svært at svare på. Jeg synes, det kommer an på flere ting.

Først har jeg lyst til at spørge dig, om det ville gøre hendes liv lettere, for du skriver også, at hun både er glad og velfungerende. Og uden at vide det, så tænker jeg sagtens, at nogle mennesker kan leve et helt almindeligt og dejligt liv med ADHD uden at blive udredt for det.

Du skriver også, at hun risikerer at blive såret, hvis du siger noget til hende. Her tænker jeg: Ville du selv blive såret, hvis nogen spurgte dig, om du måske havde det? Jeg ville nok ikke blive såret, men der er man helt sikkert meget forskellig, og jeg kender ikke din veninde.

Mit umiddelbare råd ville være, at du skal gøre op med dig selv, om det ville gøre mere skade end gavn, eller omvendt, at snakke med hende om det.

Hilsen Heidi Kirkeby Mogensen

Jeg starter hver morgen ud med et blødkogt æg, P1 Morgen og så lige et nummer med Tessa i ørerne, når jeg suser på arbejde på min elcykel. Mine nytårsforsæt var at lytte til flere kvindelige kunstnere og læse bøger. Det går for en gangs skyld rigtig godt.

Læs mere om:

Læs også