Når jeg taler, er der larmende stilhed og "kollektiv hønserøvsmund". Hvad gør jeg?

Kære Renée

Jeg skriver med et juledilemma; Skal jeg deltage i juleaften med min familie, selv om jeg ved, at det bliver ubehageligt?

Alt, hvad jeg serverer af mad eller giver af svar på ”hvordan-går-det”-spørgsmålet og selv stiller dem af spørgsmål, har nemlig ét udfald: kollektiv hønserøvsmund.

Jeg er en kvinde på 30 år, og jeg har alt i alt et godt liv, men min familie er vist ikke enige, og den udvikling startede for cirka ti år siden.

Min søster fik i sit teenageoprør mere kontakt med min moster og onkel, som forgudede hende. Men hver gang jeg så min moster og onkel, kritiserede de mig helt overdrevent og foran alle.

F.eks. brugte min onkel det meste af juleaften for to år siden på at overbevise mig om, at mit emne til mit praktikprojekt var helt til grin.

Efter jul for to år siden bad jeg min moster og onkel om at “skrue ned for charmen”, og jeg spurgte også min søster og mor, om de vidste, hvad der var galt, og om de var enige i min mosters og onkels kritik. De forsvarede mig nemlig aldrig.

De påstod begge (løgnagtigt), at de ikke anede, hvad jeg talte om.

Efter snakken med min onkel har han ikke sagt ét ord til mig til familiesammenkomster. Jeg bliver ikke længere kritiseret åbent, men så snart jeg taler om mit liv, er der larmende stille og kollektiv hønserøvsmund - også hos min mor og søster.

Jeg har overvejet at konfrontere dem og spørge “hvad er der galt?” næste gang, jeg ser den kollektive hønserøvsmund, men jeg er ikke sikker på, at det kommer til at bære noget godt med sig. Eller om juleaften er det rigtige tidspunkt.

Så hvad skal jeg gøre? Jeg vil i virkeligheden meget gerne fejre jul med min familie, som jeg elsker højt.

X i syv sind

Kære X i syv sind

Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke synes, juleaften er et godt tidspunkt at konfrontere sin familie, da juleaften ideelt set er en aften, hvor det er meningen, man skal hygge sig.

Så hvis du tror, det bliver for svært for dig at være sammen med familien uden at konfrontere dem, så tænker jeg måske, det er bedst, at du holder jul sammen med venner, alene eller eventuelt sammen med en anden del af familien?

Du spørger også, om du skal deltage i juleaften med din familie, selv om du ved, det bliver ubehageligt - og ærligt, nej, det synes jeg sådan set heller ikke, du skal.

På samme tid, hvis du ikke kan forestille dig ikke at være sammen med familien, hvad er det så for et valg, du sætter op for dig selv? Et andet aspekt er selvfølgelig også, hvordan din familie vil have det med, at du vælger juleaften fra?

At der er "noget" i din familie, der trænger til at blive talt om på en ordentlig måde, er der ikke tvivl om. Uanset om de andre oplever det samme som dig, så bør de tage din oplevelse alvorligt.

Der kan være mange grunde til, at din mor og søster ikke ser det, du ser. Den mest åbenlyse er, at de slet ikke oplever det, du oplever.

En anden kan være, at de måske ubevidst godt ved, at der er noget om det, du siger, men de benægter det, fordi det bliver for svært at forholde sig til? En tredje kan være, at de oplever dig som overfølsom og en fjerde kunne være, at de ser dig som den kloge og heldige, så du har da ikke noget at klage over?

Og så kan der selvfølgelig også være andre grunde, jeg ikke lige har nævnt her, og der kan også ligge mange forskellige dynamikker bag. Dynamikker, der findes i jeres familie, men som ingen måske er bevidste om. Sådan er det i de fleste familier.

Det, der kunne være en god idé i din familie, kunne være at få talt ordentligt sammen. Det, jeg læser, er, at du trænger til at blive mødt i det, du oplever - det behøver ikke at betyde, at din oplevelse nøvdvendigvis er den "rigtige", men i grunden er det jo også fuldstændig lige meget, for der findes nok ikke nogen rigtig oplevelse.

Det væsentlige er, at de andre kan lytte og have empati for de følelser, der fylder dig, også selv om de følelser ikke er nogen, de deler - og det samme den anden vej rundt.

Idet du har prøvet flere gange at få den her samtale, hvor du føler dig afvist og ikke forstået, så synes jeg, du skulle prøve at bede din familie om at deltage i en samtale, hvor I får hjælp udefra.

Jeg tænker en systemisk terapeut, eller en psykolog, der arbejder systemisk med familiedynamikker, ville kunne hjælpe jer med at kaste lys over, hvordan I er sammen som familie, hvilke overbevisninger, der hersker i jeres familie, og hvordan de kommer til udtryk imellem jer.

Med hjælp fra en professionel, kan du/I sikre, at alle bliver hørt og i al fald forsøgt forstået og respekteret og måske også, at I får en mere ordentlig tilgang til hinandens forskelligheder.

Jeg tænker, det i første omgang kunne være en samtale mellem dig, din søster og din mor, og så kunne din moster og onkel kobles på i anden runde.

Det er ikke sikkert, det vil kræve mange samtaler, for jeg læser også, at der er meget kærlighed i din familie.

Indimellem er der bare brug for en følelsesmæssig hovedrengøring, det er både ansvarligt og kærligt at tage den slags alvorligt, så det synes jeg, du skal gøre på en måde, hvor du i al fald selv kan forsøge at sikre, at du får det, du har brug for fra dem, du elsker.

Kærlig hilsen

Renée

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: