Brevkasse
20. juni 2025

Mine tre gode veninder er arbejdsløse og brokker sig hele tiden. Jeg synes, det er ynkeligt

"To af dem kommenterer tit på, at jeg rejser meget og har en dyr bil. Det gør mig vred, da jeg har lyst til at sige til dem, at hårdt arbejde jo faktisk betaler sig," skriver en læser til feminas brevkasse.
Af: Redaktionen
feminas læser søger denne uge råd til et venskabsdilemma.

feminas læser søger denne uge råd til et venskabsdilemma.

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Jeg står lidt i et dilemma, som jeg har brug for nogle synspunkter på.

Jeg er en kvinde på 33 år, som har tre rigtig gode veninder, som jeg virkelig holder af og har det hyggeligt sammen med.

Udfordringen opstår i, at de alle tre er arbejdsløse, og jeg føler ikke, at de gør en indsats for at komme i job, men tværtimod bruger de altid en masse tid på at brokke sig over, hvordan deres situation er.

Det påvirker min relation til dem, da jeg kan mærke, at jeg bliver drænet nogle gange og egentlig bare har lyst til at sige til dem, at de skal tage sig sammen og gøre en reel indsats.

Jeg føler, det bliver meget ynkeligt, og generelt har jeg svært ved mennesker, der ikke gør noget for at løse sin egen situation. Alle tre er i øvrigt uddannet inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Jeg har selv været igennem mange ting, herunder alvorlig sygdom og en hård skilsmisse, men jeg har altid kæmpet mig tilbage og fastholdt jobbet.

To af dem kommenterer tit på, at jeg rejser meget og har en dyr bil. Det gør mig vred, da jeg har lyst til at sige til dem, at hårdt arbejde jo faktisk betaler sig.

Hvordan kan jeg bevare en “normal” relation til dem?

Hilsen veninden

Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt! 

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk

Svar 1

Hej veninde

Tak for dit ærlige dilemma. Jeg kan godt forstå, at det er irriterende at høre på, hvis de hele tiden brokker sig. Det er drænende at høre på i længden!

Alligevel tillader jeg mig at udfordre dig lidt, nu det faktisk er tre gode veninder, som du holder meget af.

Du beskriver dig selv som en, der altid har formået at kæmpe dig tilbage efter hårde tider, og det er flot og forbilledligt - men det betyder ikke, at alle omkring dig kan gøre det samme.

Måske kan det være hjælpsomt at være en smule mere nysgerrig snarere end fordømmende. Kunne de i virkeligheden føle sig modløse, flove og skamfulde over at være fastlåste i arbejdsløsheden? Ved du, hvordan de egentlig går og har det?

De venner jeg har, der har været ledige i længere perioder ad gangen, har alle udtrykt en enorm frustration - netop fordi man hurtigt kan føle sig forkert, når man pludselig ikke “gør nytte” på arbejdsmarkedet.

Heldigvis kan man jo gøre nytte på alle mulige andre måder, for eksempel ved at være en god ven. Og de er jo gode veninder, siger du.

Måske skal du prøve at løfte blikket en smule op i helikopteren og huske på, at langt de fleste modvilligt står uden for arbejdsmarkedet. Jeg gætter på, at de også kæmper - måske bare ikke helt sådan, som du ville gøre det - men alligevel.

I skal forhåbentligt være venner i mange år endnu, og med stor sandsynlighed skal I hjælpe hinanden igennem (flere) arbejdsløse perioder, sygdom og hjertesorg. Sådan er livet. Nogle gange skal man tage sig sammen, og andre gange har man bare brug for at kunne græde ud ved en god ven.

Jeg er sikker på, at det nok skal være dét værd, at du tæller til 10 og lader dem brokke sig en ekstra gang. Så har du lidt i banken.

Hilsen Signe Larsen

Journalist på femina med hang til tysk orangevin, sukkerfri Red Bull, britisk reality-tv, bed rotting og doomscrolling på TikTok.

Svar 2

Kære du

Jeg tror, at der i alle venskaber opstår perioder, hvor man ikke er samme sted i livet - hvad end det handler om børn, huskøb, uddannelse eller som i dette tilfælde - jobsituation.

Det kan være svært i et venskab at se til, mens veninderne brokker sig uden at gøre noget ved det. Det kan man blive voldsomt frustreret over.

Når det så er sagt, vil jeg også gerne udfordre dig lidt.

Det virker, som om dine veninder ikke er klar over, at du er træt af, at de brokker sig. Derfor render du rendt med en frustration, som ingen andre end dig selv kan løse.

Derfor vil jeg foreslå to ting, som du kan gøre, hvis du skal opretholde relationen til dem.

Når du synes, de er ynkelige, kan du spørge dem, hvad de har gjort for at løse det. Spørg med omsorg og i en ikke-dømmende tone. Slå lyttebøfferne ud, og hvis de har gjort en indsats og sendt ansøgninger til højre og venstre, så bliver du nødt til at prøve at forstå, at de er frustrerede over at få afslag.

Hvis de ikke har gjort noget, så kan du, hvis du har tid og overskud, tilbyde en ekstra hjælpende hånd.

For du virker som en kvinde, der har en stærk vilje, og derfor tør jeg godt foreslå, at du kan lave en ansøgningsdag hjemme hos dig eller på en café og hjælpe dine veninder med at finde nogle relevante jobs, som de kan søge.

Du kan nemlig kun styre dine egne handlinger, og når I er veninder, der holder meget af hinanden, vil jeg mene, at det ville være ærgerligt, at relationen bliver ødelagt over en lige-nu-og-her livssituation.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Sara Mastrandrea

Skribent på femina med en forkærlighed for den tidløse garderobe. Modvind på cykelstien kan få mig i det dårligste humør, og selvom jeg godt ved, at jeg burde investere i et regnsæt, bliver det aldrig til noget.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.