Anna_Mejlhede
Brevkasse

Mine børn gav mig en uges ferie på Kos. Først blev jeg glad, men det har ændret sig

30. maj 2024
Frida Olsen
"Umiddelbart blev jeg glad for gaven, men som tiden er gået, glæder jeg mig mindre og mindre. Og det er jeg flov over." Læs brevet til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Mine to børn, en søn og en datter, gav mig en overraskende fødselsdagsgave, da jeg fyldte 50 i november. De inviterede mig med på sommerferie i år, en uge på Kos – og med alt betalt.

Min søn på 26 og min datter på 24 har begge kærester, som de har været sammen med i flere år, og vi fem skal altså af sted på ferie sammen. Børnenes far og jeg blev skilt for mange år siden, og jeg er single.

Umiddelbart blev jeg glad for gaven, men som tiden er gået, glæder jeg mig mindre og mindre. Og det er jeg flov over.

Jeg ville hellere, at mine børn brugte de penge selv og lod mig blive hjemme (og måske gav mig en behandling på min faste hudplejeklinik i stedet for).

De er unge og har andre forventninger til en ferie end jeg. Og bliver jeg ikke bare det tredje hjul på en gig? Men kan jeg tillade mig at sige fra så sent, eller skal jeg stille op og spille glad?

Mange hilsner fra Majken

Kære Majken

Hvor er du heldig, at dine børn holder så meget af dit selskab, at de ligefrem forærer dig en hel uges ferie sammen med dem.

Jeg kender mange forældre, der må lokke med spændende rejser til fjerne egne og alt betalt, for at børn og svigerbørn gider bruge deres ferie sammen med dem.

Du er mor til to ud af dine fire rejsekammerater – og svigermor til resten. Mon ikke der er stor forskel på at være eneste single sammen med en flok ”parrede venner”, og så på at være alene sammen med dine børn og svigerbørn?

Det grundlæggende fællesskab er der jo. Måske kan den varme, der ligger i dine børns glæde over at give dig denne ferie, overstige følelsen af at dingle lidt ved siden af?

At I er på ferie sammen, udelukker jo heller ikke, at du tager dig en dag eller to på egen hånd for at udforske noget af det, resten af familien ikke gider.

At være tredje hjul på en gig er måske ikke så slemt, når den er fyldt op med mennesker, der bare elsker at være sammen med dig.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også