
Min kæreste vil have mig med på skitur med fælles venner. Men jeg er bange for at føle mig udenfor

Anna Mejlhede svarer på dagens spørgsmål til brevkassen.
Foto: Mew
Kære Anna
Min kæreste har fået den ide, at vi skal med en gruppe fælles venner på skiferie i Norge. Det er ikke noget, vi tidligere har gjort det så meget i, især fordi jeg har en skade i mit knæ, der gør, at jeg helst ikke må stå på ski. Desuden har jeg ikke haft ski på fødderne, siden jeg var barn, så alt i alt kan lysten og modet på den ferie virkelig ligge på et lille sted.
Min kæreste vil vildt gerne afsted, og han mener, at han har set, at man også kan kælke i området, der hvor vi skal hen, hvis nu man ikke er til ski. Han foreslog også, at jeg kunne gå mig nogle dejlige ture i fjeldet, mens de andre tog på skibakken.

Jeg synes nok, det er spild af penge at tage til et dyrt skisportssted for at kælke. Desuden er jeg bange for at føle mig udenfor, hvis jeg bare skal tulle rundt for mig selv, mens de andre har det sjovt på skibakkerne.
Mange hilsner ”Snedronningen”
Kære snedronning
En skiferie er jo i høj grad en oplevelse af at være sammen omkring noget, der er sjovt. Derfor kan jeg sagtens forstå, at du ikke har lyst til at tilbringe alle ugens lyse timer, alene. Men hvad med at spørge din kæreste og jeres venner, om et par af dem ikke har lyst til at slå følge med dig bare nogle af dagene, hvor I er afsted?
Nu har jeg ikke den store erfaring med skiferier, men deler man sig ikke ofte lidt op i løbet af dagen, fordi nogen vil på den sorte piste, mens andre befinder sig bedst på den blå?
Jeg tænker, at meget står og falder med den relation, du har til jeres venner. Hvis den er tæt og varm, så tror jeg ikke, at de har lyst til at efterlade dig alene med kælk og skov dagen lang, mens de selv morer sig på løjperne.
Selv om du ikke kan stå på ski, er det måske også meget hyggeligt at tilbringe eftermiddage og aftener med gode venner i en norsk fjeldhytte? Selvfølgelig er det muligt, at du får et par dage på egen hånd, men måske vil det være okay, så længe du føler dig som en vigtig del af gruppen, når I samles om aftenen?
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Min mand og jeg skal skilles, og vi er i tvivl om hvad vi skal gøre i forhold til vores fælles bolig
Udvalgt indhold

Sexolog er især træt af denne myte om kvinders sexliv, når de er midt i livet

Da Eline blev single, føltes hele livet kaotisk. Så gav psykologen et råd, hun aldrig glemmer
