Kære Anna Bennich Karlstedt
Jeg har verdens dejligste børnebørn: tre piger, som er glade, kloge og søde. Men de er kommet med kort mellemrum, og det har naturligvis været hårdt for min datter og svigersøn. Indimellem har de brug for hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. Problemet er, at de altid vender sig mod mig.
Selvfølgelig vil jeg gerne være der for mine børnebørn – men på mine egne betingelser og ikke hele tiden! Jeg vil f.eks. ikke passe pigerne, når de er syge, og heller ikke i mere end et par timer ad gangen.
Jeg bliver også vanvittig af min datters lister med regler, som jeg forventes at følge. Jeg har trods alt selv opdraget tre børn. Alt dette gør, at jeg har fået en modvilje mod overhovedet at være barnepige.
Når min datters navn dukker op på mobilen, får jeg ofte lyst til at afvise opkaldet. Ved nogle lejligheder har jeg endda løjet og sagt, at jeg var optaget, når hun ringede. Jeg ved, jeg må tage hånd om det her – hvordan taler jeg bedst med hende om det?
Hilsen Margaretha
Sæt grænser overfor din datter
Hej Margaretha,
Hvor er du klog, at du skriver, at du er nødt til at tage fat i det her. Mange i din situation gør det ikke (fordi det føles svært), og det risikerer at ende i uklare hentydninger, komplicerede konflikter og uløste frustrationer, som for længst burde have været håndteret.
Situationen er selvfølgelig lidt kompliceret. Men der er flere ting, du er helt tydelig omkring – f.eks. at du ikke ønsker at passe børnene, når de er syge, og at pasningen ikke skal vare for længe ad gangen. Det er forståeligt og konkret, og det kan du nemt formidle til din datter.
At sætte grænser skal vi kunne gøre – også overfor dem, vi elsker. Og vi må også kunne acceptere, at andre måske bliver skuffede over os. De mennesker, der hele livet forsøger at gøre alle andre tilfredse, ender ofte helt udmattede i terapistolen hos mig og mine kolleger.
Formidl dine behov med respekt – både for hendes og dine egne. Ingen har “ret” eller “forkert”, I har bare forskellige behov. Start med at fortælle, hvad du sætter pris på – at det er dejligt at være sammen med børnebørnene, at du værdsætter jeres kontakt, og at det føles godt at kunne støtte i den hektiske småbørnstid.
Men fortæl så, at du på det seneste har følt dig ret træt bagefter. Forklar, at man faktisk mister noget af den energi, man havde under småbørnslivet – det sidder ikke længere på rygraden, og det kræver mere at tage sig af en flok små børn. Derfor føles de lange “tjanser” ret hårde. Du kan også nævne, at du ikke har lyst til at blive syg af alle mulige “børnehavebakterier”.
Når det kommer til listerne med regler og instrukser, tror jeg, du ville få mest ud af bare at give lidt slip på dem. Hvis du tænker tilbage, kan du sikkert huske den der følelse, når man overlader sine børn til andre – hvordan man vil have, at det skal gå så glat og godt som muligt.
Kan du også huske, hvor overbevist man var om, at ens egen måde at gøre tingene på var den eneste rigtige – hvilken mad de skulle have, hvor små æblestykkerne skulle være, hvordan de skulle bades og puttes? Den overbevisning er måske mere følelsesbaseret end fornuftsbaseret, men den er der – og det kan vi grine lidt af bagefter, når vores børn er blevet store, og vi ser andre småbørnsforældre gå i panik over, at barnet har fået lidt for meget sukker eller om der nu er sol i barnevognen.
Forsøg at møde din datters lister og regler med lidt accept og forståelse (du behøver måske ikke følge dem til punkt og prikke?). Giv hende lidt spillerum. Hun er mor, hun vil det godt, og hun gør sit bedste!
Hilsen Anna Bennich Karlstedt.
Denne artikel blev først bragt hos MåBra, som også er en del af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Se også
Mental sundhed
Efter flere års tankemylder og indre uro, stillede psykologen et spørgsmål, som ændrede alt
