Brevkasse
21. marts 2024

Jeg vil gerne redde forholdet, men jeg er ikke længere tiltrukket af min kæreste

"Jeg er begyndt at blive utrolig nostalgisk og tænke over de bekendtskaber, jeg havde, inden han kom ind i billedet, og hvad der tiltrækker mig ved andre mænd." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Af Anna Mejlhede
Anna_Mejlhede

Foto: mew

Hej Anna

Jeg har været sammen med min kæreste i snart ti år. Han har altid været introvert, og jeg selv er ekstrovert. Det har jeg accepteret, fordi han ellers er en rigtig sød og struktureret mand.

Han ofrer meget for at støtte mig i de ting, jeg vil. Derudover har han altid sagt, at han har autistiske træk, hvilket jeg også har accepteret i løbet af årene.

Dette gør, at han aldrig har haft venskaber, og at han hurtigt bliver overstimuleret i selskab med andre mennesker. Også børnene kan af samme årsag hurtigt gå ham på, og vi ses heller ikke så tit med andre.

Men nu efter så mange år sammen og efter at være fyldt 30 er jeg blevet klogere på mine egne behov. Jeg har behov for, at der sker noget mere i stedet at have et monotont bedsteforældreliv.

Jeg har også svært ved at føle mig tiltrukket af ham, da han intet gør ud af sit udseende. Vi har snakket om disse ting i årenes løb, og der sker en lille smule, men så går det i stå igen.

Han har ikke så mange krav til mig om, hvad jeg skal ændre. Så længe alt er, som det plejer, er alt godt for ham.

Jeg er begyndt at blive utrolig nostalgisk og tænke over de bekendtskaber, jeg havde, inden han kom ind i billedet, og hvad der tiltrækker mig ved andre mænd.

Jeg vil så gerne redde forholdet, fordi der er børn involveret, jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal det, når jeg overhovedet ikke er tiltrukket.

Venlig hilsen Rose

Kære Rose

Selvfølgelig skal du have lov til at nyde livet! Du skal ud at møde mennesker og lade dig inspirere af livet uden for hjemmets fire vægge. Med eller uden din mand ved din side.

Mens følelser og tiltrækning kan komme og gå, er det ret afgørende, at I begge to hele tiden kan finde ind til den grundlæggende kærlighedsglød, der bandt jer sammen i sin tid.

Det at opretholde et samliv skal jo ikke være forbundet med kontinuerlig livslede. Du skal kunne fornemme den grundlæggende glæde over jeres sammenhørighed titte frem – også i perioder, hvor det hele ser gråt ud.

Jeg tror, at det i den grad er på tide, at du får din kæreste overtalt til at tale med en professionel parterapeut. For der er bestemt noget at kæmpe for her. I kender hinanden så godt, har børn sammen og mange års kærligt og støttende fællesskab bag jer.

Selv om din kæreste ikke selv føler, at der er spor i vejen med den måde, I lever på nu, mon så ikke han vågner op af at høre, at du er ved at sprænges af længsel?

Ja, at du VIL et mere udadvendt liv. At du har brug for, at han SER dig og derigennem også sig selv med lidt mere nuancerede øjne. Det håber jeg meget for jer begge.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også