Jeg tager del i min vens smerte og fortvivlelse, og kan ikke slippe det igen

Kære Anna

Jeg har et job, som ofte er krævende følelsesmæssigt. Men gennem mange års erfaring har jeg lært at skelne mellem andres og min egen smerte, fordi jeg ved, at jeg bedst hjælper mine klienter ved at forholde mig neutralt, men stadig kærligt nærværende.

Men nu er det gået galt for mig i forhold til en personlig ven, der har det meget svært og er udsat for stor uretfærdighed. Jeg tager simpelthen del i hendes store smerte og fortvivlelse, fordi jeg holder så meget af hende.

Det har betydet, at jeg forleden dag var sat helt skakmat og ikke kunne samle mig om noget som helst. Først næste dag var jeg igen mig selv og fattet. Men kun fordi jeg helt fortrængte både min ven og det, der var hændt hende.

Hvorfor er der så stor forskel på min vens smerte og andres smerte? Kan det skyldes, at karakteren af min vens udfordringer ubevidst ligner noget fra mit eget liv? Jeg vil gerne være en god og støttende ven – uden i den grad at sætte mig selv ud af kraft.

Kærlig hilsen en følsom ven

Kære følsomme ven

Selv de mennesker, der arbejder professionelt med andres følelsesmæssige udfordringer, kan have svært ved at håndtere deres egne. Det er nemlig sjældent, at vi kan bruge de samme faglige greb, når det handler om en krise, vi selv eller en af vores nærmeste står i. I disse tilfælde er vores indfaldsvinkel jo en anden.

Når en fortvivlelse borer sig langt ind i vores privatsfære, bliver det altid sværere at fastholde en professionel overhøjde. For så sidder vi jo der som et menneske, der selv er ramt.

Du beskriver det som noget meget negativt, at du dagen derpå kun var i stand til at passe dit arbejde ved at fortrænge din vens problemer. Men fortrængning er ikke altid en dårlig ting. Nogle gange er det tvært imod den eneste måde, hvorpå vi kan holde næsen oven vande. Vi kan ikke altid rumme alle følelser på én gang. Hverken vores egne eller andres.

Ofte tænker vi langt mere klart, hvis vi trækker os en smule væk fra en svær situation. Fordi vi således kan betragte den lidt mere fra oven. Har vi har hele hovedet gravet dybt ned i et problem, ser vi det ikke nær så tydeligt, og det gør det svært at handle klogt. Det barokke er jo, at du netop IKKE hjælper din veninde ved at tage hendes smerte på dig og gøre den til din. Det, hun har allermest brug for lige nu er derimod, at du kan stå, når hun vakler.

Hvis du skal agere det anker, der holder hende fast i livets oprørte hav, så bliver du nødt til at holde dine egne følelser lidt mere ud i strakt arm. Nemt er det ikke, jeg ved det godt. Men du ER en god og støttende ven, også selv om du indimellem bliver nødt til at trække dig en smule for at kunne få vejret.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.