
Vi nyder at bo sammen - men hvor går grænsen mellem at være søster og mor?

femina svarer hver uge på et brevkasse-dilemma.
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse
Jeg bor sammen med min yngre lillesøster. Hun går i 2.g, og jeg går på universitetet. Jeg har boet ude i fem år, mens det er første gang for min søster.
Vi nyder at bo sammen - men hvor går grænsen mellem at være søster og mor?
Når man bor ude for første gang, er der jo naturligt nogle ting, man aldrig har prøvet før – eller huslige rutiner, man ikke er bevidst om. Sådanne ting kan hun godt glemme, og jeg er i tvivl om, i hvilken grad man må irettesætte sin søster.
På mange punkter virker hun som en, der har boet ude længe: Hun laver mad helt fra bunden (hvilket jeg må indrømme, at jeg sjældent får gjort selv), hun gør rent og holder sit værelse nogenlunde ryddeligt. Men så er der ting, hvor jeg har en fornemmelse af, at jeg er den eneste, der tager tørnen – for eksempel at afrime fryseren eller gå ned med skraldet.
Derudover kan jeg godt komme til at tage lidt for meget ansvar. Når hun er i byen, tjekker jeg nogle gange “Find My” for lige at se, hvor langt hun er fra hjemmet. Da jeg opdagede, at hun røg på altanen, kom jeg til at sige det til vores mor – og jeg har nok også sagt nogle lidt dømmende eller belærende kommentarer om det siden.
Det bunder jo bare i, at jeg gerne vil være en god, hjælpsom søster, som hun føler sig tryg ved at betro sig til.
Men hvor går grænsen mellem at være søster, mor og roomie – og hvordan lærer jeg at finde balancen?
Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt!
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk
Svar 1
Kære storesøster
Hvor hyggeligt med sådan et søskendebofællesskab, og endnu mere skønt at I nyder det. Hvis det skal fortsætte sådan, så er der nogle ting, du skal være opmærksom på.
Du spørger, hvor grænsen går mellem at være søster og mor, og hvis jeg skal være helt ærlig, så lyder det som om du allerede har overtrådt den grænse. Jeg er selv lillesøster, og hvis jeg fandt ud af, at min storesøster trackede mig, når jeg var i byen, ville jeg blive rasende på hende, og min tillid ville dale drastisk.
Du skriver også, at du er i tvivl om, i hvilken grad, man må irettesætte sin søster. I din situation vil jeg besvare spørgsmålet med et andet: I hvilken grad ville du irettesætte en roomie? Inden for hjemmets fire vægge, er det de samme regler og den samme ansvarsfordeling af opgaver, der gælder, som hvis det var en roomie, du boede med. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så lyder hun som en fremragende roomie!
Derfor: Går hun for lidt ud med skraldet? Sig det til hende, på samme måde som du ville sige det til en roomie. Det samme gælder cigaretterne. Ville du blande dig i det, hvis det var en roomie? Nej.
Jeg ved godt, at det er en afsindig svær skelnen, men jeg kan ikke lade vær med at sætte mig i din søsters sted. Hun er stadig ung, ja, men hun er også i gang med at finde sig selv.

Hun skal have lov til at prøve ting af - og fejle, og hun skal ryge så mange smøger en fredag aften, at hun knækker sig af det og aldrig rører dem igen. Og når hun så brækker sig af alkohol og smøger, så er du der til at holde håret for hende. Dét er tryghed og omsorg.
Jeg har intet andet konkret råd til dig, end: Giv plads, giv plads, giv plads. Og så et bonusråd: Slap af, hav det sjovt og nyd det. Det varer ikke evigt.
Kærlig hilsen Julie Voldby Bruun
Højtgrinende oversharer og følsom idealist med hang til farverige hatte og fake fur. Elsker af flødeskumskager og ejer af seks pyjamasser. Desuden mor til en surdej på fem måneder og katten Bellis.
Svar 2
Kære du
Først og fremmest: Hvor lyder det bare vidunderligt! Jeg har selv to lillesøstre, og de er mit et og alt. Vi er nu 20, 22 og 25 år, og vi har aldrig været tættere på hinanden. Vi er bedste veninder, der rejser sammen, tager på café, går til koncerter og har en ugentlig middag - og alligevel føler jeg, at jeg bruger alt for lidt tid sammen med dem.
Så at du og din søster bor ude sammen, lyder som den bedste investering, som I aldrig kommer til at fortryde, for det er en helt særlig tid, I måske aldrig får muligheden for at opleve igen på grund af voksen- og familielivets start.
Med det sagt, kan jeg sagtens sætte mig ind i, at der kan opstå visse problematikker, som ikke ville opstå, hvis det var en veninde eller en fremmed, man delte sit hjem med. Men det samme kan man sige omvendt. Nu skriver jeg selvfølgelig ud fra mit eget forhold til mine søstre, men jeg ville kunne fortælle dem alting direkte, i stedet for at pakke det ind i vat.
Jeg ved godt, at det er et noget uoriginalt råd, men det er fordi, det virker: Kommunikation. Sig for eksempel: “Jeg synes, at jeg hele tiden går ned med skraldet. Er du ikke sød at hjælpe mig med den tjans? Og du skal også altid sige det, hvis der er noget, jeg glemmer.”
At være direkte, men med kærlighed, synes jeg ikke gør dig til en mor. Det gør dig bare til en person, der er lige med den anden person, du bor under samme tag med. Og det kan jo være, at I får en rigtig god og konstruktiv samtale, hvor hun også deler sin utilfredshed.
Eller måske har hun oplevet det som en give and take-ordning, hvor hun bruger ekstra tid i køkkenet, hvor hun kokkererer god, hjemmelavet mad, og så går du til gengæld ned med skraldet.
I forhold til at afrime fryseren, er det jo ikke noget, man gør hver uge, så overvej lige en ekstra gang, om det er noget, der er værd at putte op i din vægtskål. Selvfølgelig skal vægten meget gerne stå nogenlunde lige, når det gælder huslige pligter, men den behøver ikke at stå 100 procent i vater. Pas på med ikke at gå op i bagateller.
Når din søster er i byen, og du tjekker hendes lokalitet, så er det tydeligt for mig, at det kommer fra et omsorgsfuldt og kærligt sted. Nu ved jeg ikke, hvor tætte I er, og hvor meget I deler med hinanden, men når hun har givet tilladelse til, at du altid kan se, hvor hun befinder sig henne, så tænker jeg ikke, at du overskrider nogen grænse ved at tjekke det en gang imellem.
Jeg synes derimod ikke, at det er i orden at sladre om, hvad din søster laver i sit eget hjem til din mor. Du ville nok ikke bryde dig om det, hvis hun gjorde det samme omvendt. Jeg synes, at du skal være bedre veninder med din søster, end med din mor - især når I bor sammen.
Du skriver, at du ønsker, at din søster skal føle sig tryg ved at betro sig til dig - det modarbejder du direkte ved at sladre til din mor og komme med dømmende og belærende kommentarer. Og ja, jeg har helt sikkert gjort det samme med mine søstre. Ingen af os er perfekte, så ingen skam i det, men øv dig i at se jer mere som ligeværdige unge kvinder, og ikke store- og lillesøster.
Jeg håber, at I får nogle dejlige samtaler om, hvordan I finder en god balance - både i forhold til de huslige pligter og jeres relation.
Og til sidst: Før I ved af det, kæmper I med at finde plads i kalenderen til at se hinanden, så nyd denne fantastiske tid sammen, sæt pris på hinanden og giv hinanden et ekstra langt kram!
Kærlig hilsen Selma Abourrida Elkadmiri
Frossenpind, der bærer vanter og uldsokker fra start september til slut maj, stor fan af at gå på jagt i genbrugens børneafdeling (jeg er åbenbart en størrelse 13 år) og knap så stor fan af dagen, jeg frygter hver uge: Hårvask-dag, hvor mine krøller har uglet sig sammen til en slags dreadlocks i nakken, så jeg må stå ude i badet i over en time og forsøge at rive det fra hinanden uden at bryde sammen. Det er ikke altid, det lykkes.
Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Læs mere om: