Jeg passer ofte mine tre børnebørn. Men forældrenes "regler" om, hvad børnene må spise, driver mig til vanvid

Kære Anna

Jeg er farmor til tre skønne unger. Lige fra børnene var helt små, har jeg passet dem to gange om ugen, og det har givet mig en fantastisk relation til børn såvel som forældre. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har stor respekt for min søn og svigerdatters måde at være forældre på. Men det seneste år har de lagt hele familiens kost om.

Det betyder blandt andet, at børnene ikke må få hverken sukker, almindelige former for mel, og selv frugt er strengt rationeret. Ingen i familien lider af helbredsmæssige tilstande, der kan begrunde denne skånekost. Det er flere år siden, familien holdt op med at spise animalske produkter, hvilket jeg kun synes er fint, jeg prøver selv at skære ned. I mine øjne er ”mad” imidlertid gået hen og blevet en slags religion for min søn og hans kone.

Jeg får hver uge alenlange lister med anvisninger, accepterede råvarer, kosttilskud og tilberedningsmetoder. For de små må heller ikke få alt for meget kogt eller bagt, og slet ikke noget, der er stegt eller ristet. Jeg er ved at gå op i limningen over, at det nærmest kræver en doktorgrad at hitte rede i, hvad jeg må servere! Vegansk mad er jeg ret habil til at lave. Men jeg forstår simpelthen ikke det her nye ”system”, min søn og svigerdatter har indrettet familiens måltider efter.

Jeg kan da også godt lide at forkæle mine børnebørn med en pandekage af og til eller en stor is, gerne vegansk. Hvorfor skal så meget i den kulinariske verden være forbudt, når nu børnene ikke fejler spor? En af mine veninder sagde forleden, at jeg skulle sige til min søn og svigerdatter, at jeg selv bestemmer menuen, når børnene er hos mig. Men jeg er bange for, at jeg så slet ikke får lov til at passe dem igen.

Mange venlige hilsner den rådvilde farmor

Kære rådvilde farmor

Der er nærmest ikke noget, der kan dele vandene som vores holdning til, hvad vi spiser. Mad har i mange år været noget, vi bedømmer hinandens personlighed og livssyn ud fra.

Selv om jeg er enig med dig i, at din søn og svigerdatters kostomlægning virker en kende fanatisk, så lad ikke det her skille jer ad. Gå i stedet til dem med kærlig nysgerrighed og få dem til at fortælle, hvilke overvejelser der ligger bag ved alt det her. Hvor henter de deres viden om ernæring fra? Hvad opnår de ved at spise, som de gør? Er det en fast kostomlægning, eller er der mest af alt tale om en forsøgsperiode?

Problemet i at lufte din skepsis direkte er, at det sandsynligvis bare vil skærpe deres behov for at holde ekstra fast. Hvis man føler, at man konstant befinder sig i stiv modvind, bliver ens skridt mere stædige og stålsatte. Måske vil netop din forståelse være med til, at din søn og svigerdatter efterhånden finder en mere afslappet måde at håndhæve deres nye kostvaner på?

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.