Annonce
Brevkasse
9. januar 2026

Jeg overvejer, hvad der er vigtigst: Mit helbred eller min pension?

"Bider jeg tænderne sammen og fortsætter de sidste år, er jeg bange for at tage skade på mit helbred." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Anna Mejlhede
anna_

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede.

Foto: Mew

Kære Anna

Jeg befinder mig i et konstant dilemma i mit arbejdsliv. Jeg har ikke mange år tilbage, før jeg kan gå på pension, men de sidste to-tre år føles næsten ulidelige. Mit arbejde er krævende, konfliktfyldt og stressende.

Der er gode dage, og gode arbejdsopgaver, dejlige kolleger, men arbejdsmiljøet og arbejdsvilkårene dræner mig indimellem så meget, at jeg overvejer, hvad der er vigtigst: Mit helbred eller min pension.

Siger jeg op i utide, før jeg fylder 67 år, mister jeg meget af min i forvejen ret lille pension. Bider jeg tænderne sammen og fortsætter de sidste år, er jeg bange for at tage skade på mit helbred. Jeg ville ønske, at jeg kunne få en anden indstilling til mit arbejde, så jeg ikke konstant føler mig drænet for kræfter og livslyst. Har du et godt råd?

Kærlig hilsen den trætte medarbejder

Kære trætte medarbejder

Valget mellem ”penge og helbred” giver sådan set slet ikke mening. For dit helbred er jo grundlaget for selve det at være til. Hvad får du ud af at have flere penge mellem hænderne, hvis du er for syg til at få glæde af dem? Du har allerede været mange år på arbejdsmarkedet, så begrebet ”i utide” har jeg svært ved at få til at passe på din situation. Tvært i mod lyder det til at være på høje tid, at du trækker dig.

Annonce

Mit gæt er, at du allerede har brugt mange kræfter på at ændre indstilling til dit arbejde. Er det realistisk, at du kan nå at flytte rundt på noget helt grundlæggende i dig selv for at trives i det? Nogle brancher kan jo være så opslidende at arbejde i, at man bliver nødt til at udvikle et jernarmeret sind for at klare skærene ...

Selv om penge ikke er alt, så betyder de heller ikke ingenting. Det ved jeg godt. Men har du mulighed for at skrue lidt på dine udgifter, når du bliver pensionist? For eksempel ved at bo et sted, hvor huslejen er lavere end nu? Ofte handler en god økonomi ikke kun om indtægter, men i lige så høj grad om at holde de faste udgifter så langt nede som muligt. Der er selvfølgelig en bundgrænse for, hvornår regnestykket alligevel ikke går op, lige meget hvor du skruer. Men se med nøgterne øjne på, hvad der lader sig gøre.

Annonce

Jeg kender desuden flere, som indimellem supplerer pensionen ved at vikariere inden for deres gamle fag. Hvorvidt det er en mulighed for dig, ved jeg naturligvis ikke. Men som vikar kan det være lettere at glide af på konflikter, fordi du kun møder op på arbejdspladsen for at varetage konkrete, afgrænsede arbejdsopgaver.

Din vigtigste opgave nu er at værne om alle de gode år, du har foran dig. Bliv ikke hængende i dit job så længe, at du ikke har kræfter til andet end at klinke stumperne af din livslyst. Det er livet simpelthen for dyrebart til.

Annonce

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.