Kære brevkasse
Brevkasse

Jeg kan ikke lide min søsters nye kæreste. Kan jeg tillade mig at fortælle hende det?

26. oktober 2023
Af redaktionen
Illustration: Thit Thyrring
femina updates skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Kære brevkasse

Min lillesøster har fået en ny kæreste, og jeg synes ikke, at han virker som det rigtige match for hende.

Hun har ikke haft en kæreste længe og virker meget glad for, at der nu endelig er en fyr i hendes liv, som ifølge hende er både sød, kærlig og god for hende.

Det glæder mig selvfølgelig, at hun er glad for den nye kæreste, men jeg har fået et dårligt samlet indtryk af ham. Han virker stille, firkantet, kedelig og som et menneske uden særlig meget fremdrift eller ambitioner for sit liv.

I mine øjne er min lillesøster et mere farverigt, handlekraftigt og sjovt menneske, som vil have mere glæde af en partner, som i større grad ligner hende selv.

Når hun har spurgt mig, hvad jeg synes om den nye kæreste, har jeg svært ved at give hende mit ærlige svar. Jeg er bange for at såre hende, hvis jeg fortæller hende, at jeg indtil videre ikke bryder mig om ham.

Skal jeg skåne hende for min ærlige mening, eller kan jeg tillade mig at sige, hvad jeg virkelig mener? Og hvis jeg skal fortælle hende, hvad jeg egentlig synes om ham, hvordan skal jeg så gøre det?

Kærlig hilsen storesøsteren, der synes hendes lillesøster fortjener bedre.

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære (overbeskyttende) storesøster

Nu skal det jo ikke handle om mig, men jeg er selv lillesøster. Min storesøster er kærlig, omsorgsfuld og synes, at jeg fortjener det bedste i hele verden. Det er jeg glad for, at hun synes. Dog har vi sommetider forskellige opfattelser af, hvad det bedste for mig er.

Hvis det stod til hende, var det måske kun en prins fra et eventyr, der ville være god nok til mig. Men jeg ønsker mig ikke en prins fra et eventyr, jeg ønsker mig en kæreste, der kan give mig tryghed og kærlighed, og som jeg føler gensidig forelskelse i.

Om den kæreste minder om mig personlighedsmæssigt, om han har arbejdsmæssige ambitioner, eller om han er meget ekstrovert, som jeg selv, har jeg ikke krav til, og hvis jeg ikke har de krav, bør min søster heller ikke have det. Det lyder som om, at de bekymringer, du har om din søsters forhold, kun bor i dig. Hvis bekymringerne ikke bor hos din søster, så er det måske, fordi der ikke er noget at bekymre sig om.

Jeg forstår, at du vil din søster det bedste, men spørg din søster, om hun er glad – ’helt ned i maven, svæver på en sky, smiler når man vågner klokken 06.30 mandag morgen’-glad. Det må immervæk være det vigtigste.

Hilsen Julie Søsted Andersen

Redaktør-type, der leger voksen og ansvarlig. Lider af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Går ind for genbrug – især i form af mænd. Drømmer om engang at blive a-menneske.

Svar 2

Kære storesøster

Jeg forstår udmærket, at du ønsker din lillesøster alt det bedste. Men jeg vil dog mene, at du potentielt kan skade jeres søskendeforhold ved at bekende kulør og dele din smagsdom.

Netop fordi du skriver, at din søster er glad i forholdet – hvilket jeg vil vurdere, er det vigtigste – selv om han i din optik er for stille, firkantet og kedelig til hende.

Her vil jeg for det første indvende, at du ikke har at gøre med de helt store red flags. For det andet fornemmer jeg, at du heller ikke har mødt ham så mange gange? I så fald har du måske været uheldig med førstehåndsindtrykket?

Du ser desuden gerne, at hendes kæreste i højere grad ligner hende. Det forstår jeg, men tilgangen “lige børn leger bedst”, tror jeg ikke altid er vejen frem.

Det var desuden den gældende matchmaking-strategi i dette års “Gift ved første blik”, som bekendt ikke endte specielt godt.

Så måske er forskellighed ikke så dårlig en ting – og i dette tilfælde måske det, de netop finder interessant ved hinanden? Og hvem ved - måske han bare er en fase, der - ligesom så meget andet - lærer hende noget om hende selv?

Så ja: Skån hende for din mening. I hvert fald indtil den dag, hun selv skulle spørge dig: "Er han ikke lidt for firkantet og kedelig?”, eller til hun ikke længere virker glad i forholdet.

Hilsen Ida Bordorff Arendttorp 

Kulturelsker og storforbruger af ordet “miv”. Ser p.t. "Sex and the City" for 12. gang og kan ikke leve uden en ugentlig BMO.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også