Anna_Mejlhede
Brevkasse

Jeg har opgivet mine børn og opgiver også snart mit ægteskab. Jeg står alene med alting

3. juni 2024
Af Anna Mejlhede
Foto: mew
"Jeg søger ikke at blive ynket. Jeg har mere brug for et puf til, hvordan jeg skaber gode rammer for mig selv, så jeg undgår den dårlige samvittighed og følelsen af at virke ligeglad med mine børn." Læs brevet til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Jeg er en kvinde i 50’erne med to voksne børn. Jeg har brugt de seneste15 år på den ældstes misbrug af alkohol og hash og den yngstes psykiske mistrivsel.

Min mand, børnenes far, har i alle årene været passiv, og alting har været afhængigt af, at jeg tog teten.

Jeg passer mit arbejde, som jeg er enormt glad for, og har lige færdiggjort en videregående uddannelse, bl.a. for at vise mine børn, at hvor der er vilje, er der en vej.

Jeg er ret overvægtig, men har ikke haft overskuddet til hverken at dyrke motion eller spise ordentligt. Mine søskende hører jeg sjældent fra. Jeg har ingen venner, kun bekendte, og for at være ærlig: jeg har mistet lysten.

Jeg har smidt håndklædet i ringen i forhold til mine børn og, ja opgivet. Jeg orker ikke mere. Jeg opgiver også snart mit ægteskab – synes, jeg står alene med alting.

Jeg har altid været udadvendt og har haft nemt ved at tale med mennesker. Nu vil jeg helst bare være hjemme ved min kat og mit strikketøj.

Jeg søger ikke at blive ynket. Jeg har mere brug for et puf til, hvordan jeg skaber gode rammer for mig selv, så jeg undgår den dårlige samvittighed og følelsen af at virke ligeglad med mine børn.

Kærlig hilsen Sofia

Kære Sofia

At kaste håndklædet i ringen handler om at give op i en boksekamp. Det kan nemlig være nødvendigt for ikke at blive banket helt i gulvet. Selv det mest viljestærke menneske har jo sine begrænsninger.

Du opgiver ikke dine børn ved at sige, at du ikke længere ved, hvad du skal gøre og gribe i for at hjælpe dem. Du kan klare meget – men ingen kan klare alt.

På en måde tror jeg ikke, at den tid, du gemmer dig sammen med kat og strikketøj, er helt spildt. Når alting sejler, er der ikke andet at gøre end at hægte sig på noget, der kan flyde.

Selv om du sikkert har søgt hjælp til familiesituationen mange gange – og mange steder – før, så prøv, om du kan se i nye retninger. En god ramme for dig selv vil uden tvivl også komme dine børn til gode.

Du nævner dit arbejde som noget, der giver dig stor tilfredshed. Måske er det herigennem, du finder mere af det, der kan ilte dig?

Jeg tror, du skal vise dine børn, at du er der for dem ved at få dig selv på højkant, så længe de bare ved, at du elsker dem og vil dem. Også når du ikke kan trylle alting om til godt.

Hvad din mand angår, er han næsten det mindste problem lige nu. For vil han ikke bidrage med noget som helst positivt, så har han selv valgt at søge mod nødudgangen.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.¨

Læs også