Jeg har et anstrengt forhold til min mor. Siden min far døde, er det hele gået galt

Kære Anna

Jeg er en kvinde på 48 år, som har et meget anstrengt forhold til min mor. Vi har nok aldrig “swinget” særlig godt, men min far har holdt sammen på familien.

Jeg er altid gået til min far for støtte og rådgivning – både som barn og i mine voksne år. Jeg tror dog, at min mor synes, vi har haft en god relation. Efter min fars død for tre år siden, er det hele gået galt.

Min mor taler kun om brok, bekymringer og bebrejdelser. Det tager meget hårdt på mig at tale med hende, og jeg er næsten slidt op. Jeg føler, at jeg svigter min mand og børn, fordi jeg er ked af det og har kort lunte, når jeg har talt med hende.

Jeg hører dagligt om alle hendes sygdomme, og hvor forfærdeligt det er at være hende. Vi går kun en vej, og det er den forkerte. Min bror har det på samme måde. Han får bare ikke nær de samme bebrejdelser som mig.

Min mand støtter mig fuldt ud. Men når han er i nærheden, kommer hun ikke med nogen kommentarer. Det er ikke længere hyggeligt at tale med hende eller være sammen med hende. Alle børnebørnene er også begyndt at trække sig. Hvad skal jeg gøre?

Jeg er ved at gå ned over det selv og føler, jeg har gjort alt. Vi har prøvet at forklare hende vores udfordringer, men hun synes, det er os, der er urimelige. Jeg kan ikke komme igennem til hende.

Skal vi tage et møde med hende og fortælle, hvordan vi har det? Jeg tror ikke selv på, at der kommer noget godt ud af det. Ser du en løsning for os?

Jeg har svært ved at se lyst på vores relation i fremtiden. Jeg trækker mig for at beskytte mig selv og min lille familie. På forhånd tak for svar.

Frustrerede hilsner fra datteren, der snart giver op

Kære datter

Som præst har jeg jævnligt set, at jo værre et menneske har det med sig selv, des mere skyder vedkommende alle fra sig. I en tilstand af håbløshed kan vi nemlig få lyst til at bruge vores nærmeste som kradsebræt. Ofte er det i et fortvivlet forsøg på selv at holde ud at være til.

Kan det tænkes, at din mor stadig er i så dyb en sorg over tabet af din far, at hun nærmest ikke kan være i sig selv? Hvis din far var den, der frembragte al varme og sammenhold i hjemmet, er der jo et koldt og gabende tomrum nu.

At det muligvis er sådan fat, betyder dog ikke, at du skal finde dig i at blive kanøflet af hendes brok og anklager.

Jeg forstår til fulde, at du har mest lyst til at trække dig, for selvfølgelig påvirker det din livsglæde og dit overskud at være sammen med din mor under de vilkår, du her beskriver.

Hvis det imidlertid giver dig mest ro i sjælen at mødes med hende til en alvorlig snak, så prøv, om du kan stable en sådan på benene i samarbejde med din bror. Det kan virke så massivt, hvis I alle sammen – børnebørn inklusive - fortæller hende, hvordan hendes adfærd påvirker jer.

Hvis forsøget på at ”råbe din mor op” ikke lykkes, så dosér samværet med hende, så du hele tiden holder dig selv fast på, at du ikke er forpligtet på at være sammen med hende.

Du kan godt elske din mor på afstand, hvis det viser sig at være måden, du kan overleve på. Alt imens kærligheden kan overleve det mest utrolige, så kan vores relationer det nemlig sjældent.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: