Renée_
Brevkasse

Jeg er flov over det. Mine følelser bliver flået i, så kommer usikkerheden, og jeg siger ja igen

5. januar 2024
Af Renée Toft Simonsen
Foto: Andreas Houmann
"Først når jeg erkender og siger, at forholdet ikke går, og han må finde et andet sted at bo, plejer han at dampe af – så elsker han mig og vil kun mig. Han får tårer i øjnene og begynder at lægge op til intimitet." Læs brevet til Renée.

Kære Renée

Jeg har brug for et godt råd. For tre år siden kom jeg endelig ud af et 10 års psykisk voldeligt forhold ved at flytte alle hans ting, mens han var i udlandet. Han havde aldrig gjort det frivilligt.

Aldrig mere vil jeg udsætte mig og mine børn for det igen.

For to år siden mødte jeg min kæreste. Problemet er, at jeg ser nogle af de samme tendenser. Hans følelser koger over, og det går ud over mig.

Jeg bliver råbt af og får trusler, han sviner mig og mine børn til. Imens sidder jeg og tager imod ordstrømmen, som godt kan tage mere end 30 minutter. Han bliver vred over, at jeg ikke svarer. Men hvis jeg siger noget, starter han igen.

Jeg har sagt, at når jeg siger stop, skal han respektere mig. Jeg har forsøgt fysisk at gå, men han følger efter. Intet hjælper.

Først når jeg erkender og siger, at forholdet ikke går, og han må finde et andet sted at bo, plejer han at dampe af – så elsker han mig og vil kun mig. Han får tårer i øjnene og begynder at lægge op til intimitet.

Han får mig til at trække mine ord tilbage og give forholdet en ny chance. Jeg er flov over det, for vil gerne være autentisk, men det er jeg ikke. Mine følelser bliver revet og flået i, så kommer usikkerheden, og jeg siger ja igen.

Jeg drømte om at finde en mand, hvor vi kunne tale sammen, lytte til hinanden og støtte hinanden i livets op- og nedture.

Jeg er dybt ulykkelig over, at også han ikke formår at styre sine følelser og ser det som en selvfølge, at jeg skal være hans dørmåtte.

Jeg magter det ikke, jeg kan ikke holde det ud. Efter sådan en tur er jeg tom indeni, sover, bliver handlingslammet og har svært ved at koncentrere mig. Hvad gør jeg?

Den rådvilde

Kære Rådvilde

Du har tidligere været i et forhold, hvor du oplevede psykisk vold. Derfor tænker jeg, at du måske kunne være vant til at finde dig i alt for meget.

Det går ikke kun ud over dig, men også dine børn. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dine børn overværer de her anfald, hvor hans følelser koger over, hvis de gør, er det virkelig ikke godt, og noget, du er nødt til at stoppe.

Han er ikke deres far, og de bliver helt sikkert meget utrygge over den slags adfærd.

Jeg tror, at når man som du har været i et psykisk voldeligt forhold i så mange år, som du fortæller, så kan man vænne sig til, at nogen er grænseoverskridende.

Ens egne grænser flytter sig simpelthen, og man opdager ikke, hvor slemt det hele er, fordi der er sket en gradvis tilvænning.

Lidt ligesom historien med frøen i kogende vand. Hvis du putter en frø ned i en gryde med kogende vand, vil den øjeblikkelig spjætte i chok og hoppe ud, hvis den kan. Men hvis du derimod putter frøen ned i gryden, mens vandet er koldt, og så langsomt opvarmer den, vil frøen ikke opdage, at den bliver kogt ihjel.

Jeg tror, du er den frø, der har siddet i en gryde stuetempereret vand, og så er du kommet over på kogepladen og har ikke opdaget, at du er ved at koge i stykker.

Prøv at forestille dig det billede, og om du på nogen måde kan få kontakt til det sted inde i dig, der allerede ved det her?

Jeg kan fortælle dig, at når jeg læser om det, din kæreste gør, tænker jeg én ting, og det er, at du er nødt til at få ham til at flytte ud.

Måske er det muligt, I stadig kan være kærester, det skal jeg ikke kunne sige. Hvis han vil gå i behandling for sin vrede, og den måde han udgyder den over dig, så vil jeg tro, I kan have en chance for at forblive kærester.

Men hvis han ikke er villig til at arbejde med det her, men kun bliver mild og blød, når du siger, jeres forhold ikke kan fortsætte, så synes jeg ærligt, både for dig selv og dine børn, at han skal flytte ud så hurtigt som muligt. Og så må I se, hvad der er tilbage bagefter.

Den sidste del af dit brev, hvor du beskriver det, du længes efter, er smuk, for selvfølgelig længes du efter det. Et parforhold, der er kærligt, roligt og støttende. Det længes vi alle efter.

Spørgsmålet, du nok er nødt til at stille dig selv og måske gå i gang med at arbejde med, er, hvad er det, der forhindrer dig i at forelske dig i en mand, der kan være de ting for dig i dit liv? Hvordan blev det sådan, at du er sådan en, som mænd kan hælde deres vrede ud over, uden du får det stoppet?

Hvad forhindrer dig i at stoppe dem? Er du bange for at miste kærligheden? Har du måske et syn på kærlighed, hvor du tror, kærlighed skal være sådan, som du beskriver, den er for dig? Og hvorfor mon du tænker sådan om kærligheden? Hvad er det i dig, der tror på, at du ikke er mere værd?

Kærlighed skal være præcis det, du længes efter, og du fortjener også, at den er sådan.

Du er værd at elske og have omsorg for, at passe på og støtte, du skal ikke være med til, at nogen regelmæssigt råber og sviner dig til - prøv at mærke efter, om du kan mærke de her ord, at du fortjener at blive elsket ordentligt, og hvis du kan, så søg ind i dig selv, og find styrken til at handle derefter.

Du spørger, hvad du skal gøre, jeg synes, du i første omgang skal sørge for, at I ikke bor sammen. Jeg tror også, at dine børn en dag vil takke dig for, at du passer på dig selv, og dermed også på dem.

Kærlig hilsen

Renée

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også