Jeg er 90 år og ikke ked af at skulle dø en dag. Men jeg er ked af, at mine fire voksne børn ikke vil vide af mine ting

Kære Anna

Jeg er en dame, der har været så heldig at runde de 90 for flere år siden. Her på det seneste har tankerne om, hvad der skal ske med mine ejendele, når jeg en dag ikke er her mere, dog kredset i mig dagligt. Mit dilemma er nemlig det, at jeg ejer mange smukke ting – både kunstgenstande, dyre smykker, tøj og Georg Jensen-interiør.

Jeg er sådan set ikke ked af at skulle dø fra det hele en dag. Det er jo livets gang, og man kan ikke tage det med sig alligevel, så at sige. Nej, det jeg er ked af er, at mine fire voksne børn ikke vil vide af tingene. Heller ikke de store børnebørn. De lever alle mere moderne og har ikke lyst til at fylde deres hjem med ting og nips, der ikke siger dem noget.

De er jo i deres gode ret til at have den holdning, jeg bebrejder dem ikke. Men jeg er bange for, at tingene bare bliver kasseret. Skal jeg begynde at sælge ud af det? Forære det til nogen, jeg ved sætter pris på det? Eller skal jeg beholde det, til jeg har trukket vejret for sidste gang – og lade det være op til skæbnen, hvad der sker med denne del af mine børns arv?

Kærlig hilsen en ”ældre dame”

Kære ”ældre dame”

Det kan godt føles som en afvisning, når de mennesker, vi elsker, ikke bryder sig om de ting, vi gerne vil give dem. Men at dine børn og børnebørn ikke har samme smag som dig, betyder overhovedet ikke, at de så ikke elsker dig og nyder dit selskab. Dine spekulationer her må derfor ikke skygge for glæden over al den kærlighed, du har i dit liv. Ting er nu engang kun ting. Også selv om de udtrykker, hvem du er som person.

Spørgsmålet er, hvad der vil give dig mest glæde nu og her. Er det mon at vide, præcis hvem der kommer til at bruge dine smukke ejendele i fremtiden? I så fald kunne du overveje, hvem du allerede nu har lyst til at betænke. Selv om ingen af dine nærmeste virker interesseret, er der måske nogen længere ude i din familie eller vennekreds, som vil blive rørt over at bære lidt af din historie videre i verden?

Du kan også beholde det hele lige så længe, du har lyst, og så testamentere noget til nogen, du ved vil bruge det. Hvis det kan lette på dine spekulationer, kunne du også tale med en advokat om at lave et testamente.

Kasseret bliver dine ting dog næppe, lige gyldigt hvad du vælger. Men jeg forstår godt, hvis det er en ærgerlig tanke, at dine børn måske sælger dine smukke ting, når nu du har så mange følelser lejret der. Jeg tror dog, at din familie vil se fuldstændig anderledes på det hele, den dag du ikke er hos dem længere.

Selv de ting, der måske ikke ligefrem er vores stil, får alligevel ofte en plads i vores hjem. For der ligger en stor værdi gemt i, at de tilhørte vores mor eller bedstemor. Når en ting transformerer sig om til et minde, får den en helt ny og dybere betydning for os.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.