Anna_Mejlhede
Brevkasse

Efter min kræftsygdom føles livet anderledes. Skal jeg blive sammen med min kæreste?

17. maj 2024
Af Anna Mejlhede
Foto: mew
" Han har ofte travlt med meget andet, og jeg føler, jeg sidder og venter på ham." Læs brevet til Anna Mejlhede.

Hej Anna

Jeg er overvældet. Sidste år gik jeg ned med stress, blev sygemeldt og mistede mit job. I oktober samme år begyndte jeg at søge nyt job. Jeg har været pædagog i 25 år, men det blev for svært, så jeg skulle i gang med nye veje.

I januar i år fik jeg konstateret livmoderkræft, er dog erklæret rask, men er træt. For tre år siden mødte jeg en mand, som jeg blev fantastisk glad for og flyttede sammen med.

Han var alkoholiker, viste det sig, men har siden været i behandling og har det godt.

Vi havde otte børn tilsammen, og der var mange udfordringer, og efter et år flyttede jeg igen. Vi valgte dog at fortsætte som kærester, da vi holder meget af hinanden, og vi har også været i parterapi.

Men efter min kræftsygdom føles livet anderledes. Skal jeg fortsætte mit liv med kæresten? Han har ofte travlt med meget andet, og jeg føler, jeg sidder og venter på ham.

Nu har jeg forsøgt at trække mig fra ham for at finde mig selv og en ny vej. Dog er det svært, da jeg holder af ham?

Hilsen mig

Kære dig

Sikke meget du har været igennem de seneste år. Der er ikke noget at sige til, at du er i tvivl om, hvordan du fremover investerer din energi og din tid bedst.

Selv om tvivlen ikke nødvendigvis betyder, at der ligger et rungende nej til din kæreste og lurer, så læg mærke til, hvor tvivlen i dig kommer fra, og hvad den kredser om.

Det er ikke sjældent, at alvorlig sygdom sætter livet så meget i relief, at tilværelsen ser helt anderledes ud efterfølgende. Frygten for ikke at være her mere kan nogle gange trække de linjer i livet op, der præger det smukkest og stærkest.

Det, du nu betegner som tvivl, kan godt vise sig at være noget lidt andet: En slags ny og mere klarøjet opfattelse af, hvad der er vigtigst i dit liv.

Da jeg læste dit brev, studsede jeg over, at du afslutter din sidste sætning med et spørgsmålstegn. Kan der ligge den tanke, at du ikke længere er så sikker på, hvad du føler for din kæreste? Og hvor var han i øvrigt, mens du fik behandling for kræft?

At sidde og vente på, at den, man elsker, skal få øje på en, er måske ikke det scenarie, du har allermest mod på?

At man holder af hinanden, er desværre ikke altid nok til at få et samliv til at fungere. Der kan være omstændigheder som dem, du selv nævner, der gør det umuligt at få en dagligdag til at fungere.

Jeg tror, du skal give dig selv plads og ro til at finde ud af, hvad der skal fylde mest i dit liv fremover.

Måske har dit liv fået en anden grundtone end før, du blev syg? Spørgsmålet er så, om den tone harmonerer med den, din kæreste lever efter.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også