Det rystede mig, at der var halvt års ventetid hos gynækologen. Men jeg blev endnu mere rystet over, hvad de gav som "begrundelse"

Kære Anna

Jeg ved godt, at det her ikke er nogen klagekasse, men må man komme med et suk? Jeg er lige fyldt 49 år, og for ikke længe siden fik jeg en henvisning til gynækolog for at få udskiftet min hormonspiral og få hjælp til en eventuel hormonbehandling, da jeg har svære gener i forbindelse med menopause.

Det rystede mig, at der var over et halvt års ventetid hos gynækologen, men endnu mere chokeret blev jeg over den begrundelse, klinikken kom med, for de sagde ordret: ”Vi er væltet af alle de her hormondamer.” En læge, jeg efterfølgende talte med, sagde, at nu skulle man jo heller ikke sygeliggøre en naturlig proces.

Bagefter sad jeg og skumlede i min bil. For hvilke andre ”naturlige processer” skal så også bare negligeres?” Hvis nu det var mænd, der skulle leve med at være i overgangsalderen, så tror jeg ærlig talt, at der blev talt meget mere om det…

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan du forholder dig til, at kvinder bliver overhørt og latterliggjort, hvis vi beder om hjælp til at komme igennem menopausen? Hvad er din erfaring?

Med venlige hilsner Susanne

Kære Susanne

Det er min egen oplevelse, at det i manges øjne er lidt pinligt at have brug for medicinsk hjælp i forbindelse med overgangsalderen. Men selv om overgangsalderen falder ind under kategorien ”naturlige processer”, er det samtidig en kendsgerning, at den giver virkelig mange kvinder ret alvorlige gener. For nogle endda så betydelige, at de har svært ved at fungere i en normal hverdag. Derfor er det bekymrende, at det fortsat lader til at være et tabu, at kvinder beder om fagkyndig hjælp til lige netop denne helbredsproblematik.

Nu deler du så ærligt dine oplevelser her, og derfor vælger jeg også at dele mine: Jeg er selv begyndt på hormontilskud, og det skete efter et års tid, hvor jeg troede, at jeg var alvorligt syg. Det var jeg heldigvis ikke, jeg var i overgangsalderen. Til gengæld oplevede jeg, at mange kvinder ikke havde lyst til at tale om, hvordan de selv havde det. Det blev fejet lidt venligt af bordet med et par ord om, at det nok bare var noget, man blev nødt til at leve med.

Måske bunder denne indstilling i dogmet om, at en kvinde kun er sej, hvis hun er i stand til at bide smerter og ubehag i sig uden et kny. For hvordan skulle vi ellers være i stand til at føde børn? Da jeg for 27 år siden fødte min datter, var det en ret almindelig holdning, at en fødsel med smertelindring ikke var helt ”rigtig.”

Jeg husker de mange kommentarer om, hvor skørt det hele blev, hvis det nu ikke engang måtte gøre ondt at føde. Efter 48 timer endte fødslen af min datter i akut kejsersnit, og i lang tid efter følte jeg mig som en fiasko. Fordi min krop åbenbart ikke var i stand til at klare en så ”naturlig proces” selv.

Gad vide om det kunne hjælpe både dig, mig og alle kvinder som ligger under for ”sejheds-dogmet”, hvis vi tør se hinanden i øjnene og aftale, at det ikke er skamfuldt at have brug for den hjælp, lægevidenskaben kan give? Heller ikke selv om det, vi kæmper med, ”bare” er naturlige processer.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.