Brev til Renée: Skal jeg gå fra min mand, fordi han ikke vil have flere børn?

Kære Renée

Jeg bor med min kæreste, som jeg har været sammen i otte år. Vi har en seksårig søn sammen. I flere år har jeg gerne villet have et barn mere, men min kæreste ønsker ikke flere børn.

Han har altid ønsket sig en dreng, det fik vi, og nu kan han ikke se nogen grund til at få flere børn.

Jeg havde en kompliceret graviditet og fødsel, så derfor ville jeg have brug for enorm støtte fra min kæreste, hvis jeg blev gravid igen.

Nogle gange har han sagt ja til, at vi kunne prøve, men det føles ikke oprigtigt. F.eks. kan han begynde at nævne ting, der kunne gå galt under en graviditet eller fødsel, så jeg skal skifte mening.

Det føles, som om han prøver at manipulere mig og bruge min angst imod mig.

Han har også flere gange udtrykt, at han ikke føler, han kan klare mere, og at han ville gå ned med stress, hvis vi fik flere børn.

Men jeg synes ikke, vi er under så meget pres, at vi ikke kunne klare det. Jeg er 37 år og føler, at tiden er ved at løbe fra mig.

At få et barn mere er et inderligt ønske, men jeg vil heller ikke blive gravid med én, der i bund og grund ikke har lyst. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke elsker ham mere, fordi jeg er skuffet.

Jeg har efterhånden indset, at han aldrig kommer til at være med på ideen, og at jeg nok ikke får flere børn. Jeg væmmes ved, hvordan jeg føler, han har manipuleret mig, og jeg tror ikke, jeg kan tilgive det.

Jeg vil nok aldrig komme mig over skuffelsen, så længe vi er sammen. Er det egoistisk af mig at gå fra ham?

Kærlig hilsen

Den fortvivlede

Kære fortvivlede

Det er ikke egoistisk at gå fra ham, nej. Hvis du vitterligt har det, så du væmmes ved ham og føler, du aldrig nogensinde kan tilgive ham, er det nok bedre for alle, at du forlader ham.

Jeg tænker her på, at den stemning, som de følelser, du beskriver, skaber hjemme hos jer, på alle måder vil kunne mærkes, også af jeres søn.

Det er ikke rart at være barn i en familie, hvor der ikke er kærlighed, overbærenhed, omsorg og respekt, men tværtimod vrede, væmmelse og modstand.

Men, men, men – er det virkelig det, du vil? Er det virkelig kun de følelser, der er tilbage? Eller er det sådan, at din skuffelse og længsel lige nu bare fylder alt, og at det er det, der taler og skriver til mig?

Jeg hører din længsel efter at få barn nummer to, jeg forstår godt dit ønske, og jeg tror, jeg forstår skuffelsen over, at din kæreste bare ikke kan overskue det.

Men jeg forstår også godt din kæreste og det realitetstjek, han repræsenterer.

At den første graviditet og fødsel var så hård for jer, at han simpelthen ikke mener at kunne overskue at gå igennem det hele en gang til, nu også med ansvaret for det kærlighedsbarn, I lykkedes med at få.

Det er faktisk meget ansvarsfuldt af ham at sige det højt og være fuldstændig ærlig omkring det.

Jeg ved godt, det ikke hjælper dig, at jeg skriver sådan, for din længsel efter endnu et barn er der jo, uanset hvordan virkeligheden omkring det ville blive.

På samme tid så tænker jeg, at du er 37 år, og som du selv skriver, begynder tiden langsomt at rinde ud.

Hvis du valgte at gå fra din kæreste nu, ville der så være tid til at finde en ny mand at få et barn med? Ville du vælge at få et barn selv? Ville du kunne klare det? Hvordan ville det påvirke din søn?

Eller har du opgivet tanken om at få endnu et barn, og er du bare så vred og skuffet og ked af det lige nu, at det er grund nok til at gå fra ham?

Det er store følelser, der er i spil, og at blive nægtet at få det barn, man længes sådan efter, kan generere enormt stærke følelser.

Jeg tror måske, det kunne være godt både for dig og din lille familie, hvis du og din kæreste opsøgte hjælp til at få det her afklaret fuldstændig. Med hjælp tænker jeg på en parterapeut.

Det her handler jo om to mennesker, som elsker hinanden, men som lige nu vil i to meget forskellige retninger for jeres familie.

Ingen af jer har ret. Der findes ikke noget facit på det her dilemma. En parterapeut vil kunne være med til at skabe et rum, hvor I begge bliver hørt, set og respekteret, og det er så uendelig vigtigt, når polerne er trukket så skarpt op, som de er hjemme hos jer.

Så det er det, jeg vil foreslå dig at gøre, inden du tager en beslutning om at gå fra ham. Åbn op for endnu en dialog og for at få øje på kærligheden imellem jer og for jeres fælles barn.

Uanset om udfaldet af jeres terapi bliver, at han stadig ikke vil have et barn mere, og at du derfor vil gå fra ham, har I i det mindste skabt et rum, hvor I sammen kan blive skilt på en ordentlig og respektfuld måde.

Det sidste er så vigtigt for det barn, I allerede har.

Hvis han fremover skal være delebarn, vil det være altafgørende for hans trivsel, at far og mor kan tale ordentligt til og om hinanden, og at I fremover vil kunne samarbejde, uden at fortidens vrede og bitterhed blandes ind i det samarbejde.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.