https://imgix.femina.dk/2021-03-23/renee-6_1_0.png
Brev til Renée

Brev til Renée: Mine børn værdsætter mig ikke – hvad skal jeg gøre?

9. marts 2021
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
"Konsekvenserne af alt dette er nu, at alle tre har mistet respekten for mig og overhovedet ikke værdsætter mig." Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg opgav hele mit liv til fordel for min familie. Mit land, karriere, familie og veninder, fordi min mand arbejder 365 dage om året på et andet kontinent.

Jeg er moren, der har kørt mine børn rundt. De er nu sportsatleter, som jeg laver masser af sund mad til, jeg rettede deres opgaver i folkeskolen og på HF, så det var nemmere for dem.

Alt, hvad der har haft med mig at gøre, har ingen prioritet.

Konsekvenserne af alt dette er nu, at alle tre har mistet respekten for mig og overhovedet ikke værdsætter mig. Jeg bliver regnet for meget lidt, de har jo altid haft førsteprioritet.

Men så skete der noget i går, der fik bægeret til at flyde over: Den aftensmad, der blev serveret (pasta, kylling, grøntsager) og salat var ikke næringsrig nok til dem.

Og beskeden lød, at hvis jeg ikke kunne performe bedre, kunne jeg rejse, og så ville de overtage selv.

Jeg blev målløs og ked af det. Hvad er der dog gået galt?

Jeg har jo gjort mit allerbedste. Selvfølgelig kender jeg svaret, som er, at jeg skulle have sat nogle grænser.

Jeg tænker, hvordan kan det være, at vi lader os træde på, hvorfor finder vi os i noget, som vi jo inderst inde ved, er grænseoverskridende?

Og hvorfor er vi blevet disse hønemødre, der tror, at de små porcelænsfigurer, vi leverer til verden, skal pakkes ind i vat?

Jeg kan kun sige, at de børn, som mange af os leverer, får det svært, fordi sådan er den virkelige verden heldigvis ikke, den er rå, og der er modstand.

Er mine børn rustet til det? Det vil tiden vise, men skal de have lov til at træde på deres nærmeste på den måde? Jeg troede, at det at gøre sit allerbedste var godt nok, men det er det bare ikke.

Kærlig hilsen,

Pedersen

Kære Pedersen

Det er muligt, at det allerbedste, du kunne gøre for dine børn lige nu, ville være at give slip og lade dem selv klare ærterne for en stund?

Dog synes jeg, der er et meget vigtigt aspekt i den tanke, og det er, hvor gamle dine børn er.

Du skriver, at de alle tre er sportsatleter, og at du har rettet opgaver for dem i HF, så jeg tænker, at de alle tre er enten omkring eller forbi gymnasiet?

Hvis det er sådan, det er, vil jeg mene, de har alle de forudsætninger, de skal have for at kunne klare, at du slipper og overlader styringen til dem.

Det er åbenlyst det, du trænger til.

Og ja, måske er det i virkeligheden også det, de trænger til?

De lyder til at være store nok til selv at kunne finde mad at putte i munden.

Derfor, set i lyset af den episode, der fik bægeret til at flyde over for dig, synes jeg, du kan begynde med at sige til flokken, at nu har du lavet mad i over 20 år, og du gider faktisk ikke mere.

Gør det uden at være sur og vred, fordi de er dumme og utaknemmelige, gør det på en kærlig måde, for dig selv.

Jeg tror, præcis sådan en beslutning kunne være en udmærket begyndelse og give dig tid til at begynde at mærke efter, hvad du har lyst til fremover, når de ikke længere bor hjemme?

Kunne du have lyst til at rejse lidt selv, mens din mand er ude i verden og arbejde? Jeg ved, det må være angstprovokerende pludselig at skulle tænke på sig selv, men dit brev tyder på, at tiden er inde.

En anden ting er, at du skriver, at du har opgivet hele dit liv for din mand og dine børn. Jeg tænker, at det er den følelse, der er hos dig lige nu, og det er sådan, det er.

På samme tid tænker jeg, at det også må have været et valg fra din side om at leve, som I har gjort som familie?

Det valg, tror jeg, kunne være godt, at du stod ved, også selv om du lige nu har følelsen af at have ofret alt for nogle utaknemmelige skarn.

På sin vis har du jo ofret alt, kan jeg høre, men på samme tid har du realiseret dig som mor, og måske har det også været et af dine dybe ønsker her i livet?

Store børn kan være en prøvelse. De tror, de kan alt og har ingen respekt for den erfaring, vi som forældre har akkumuleret gennem vores liv. De bliver voksne en dag.

I mellemtiden er vi nødt til at øve os i at få sat de grænser, vi har brug for, og give slip på den enorme opgave, det har været at være forældre.

Det sidste, tror jeg, er det sværeste, for hvis vi ikke længere er forældre, hvem er vi så?

Det kan virke angstprovokerende, og især kan det virke meningsløst, når de er utaknemmelige i forhold til alt, vi har gjort for dem.

Men tro mig, jeg kan læse, du har været den bedste mor i verden, og det er aldrig meningsløst.

Du har gjort alt, så godt du kunne og mere til. Tiden er bare blevet en anden, end den var.

Dine børn er blevet store, de har ikke brug for dig så meget mere. Det gør ondt, men det er, som det skal være.

Jeg ved ikke, om jeg tror på den sang med, at børn skal møde modstand derhjemme for at klare den modstand, de møder ude i verden.

Jeg tror, at har de fået kærlighed og opbakning derhjemme og dermed fået en følelse af at være elsket, så skal de også nok klare sig derude.

Det er ikke din skyld, de er, som de er lige nu, de er bare unge mennesker, sådan som unge mennesker kan være, ubetænksomme og selvoptagede.

Dit bedste er mere end godt nok, stol på det. Men nej, de skal ikke have lov at træde på andre mennesker og da slet ikke deres mor.

Derfor skal du selvfølgelig gøre dem opmærksom på, hvor dine grænser går – det må du gerne, og det har du brug for.

Kærlig hilsen,

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Læs også