Brev til Renée: Min voksne datter gider ikke at blive voksen

Kære Renée

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg hjælper min datter.

Efter hhx afprøvede hun tre uddannelser, som ikke var interessante alligevel. Det er ved at være flere år siden, og der sker intet.

Hun vil ikke melde sig ledig af frygt for, hvad hun bliver sendt ud i. Vi har snakket, bakket op, ladet hende tænke, mærke efter osv.

Vi har oprettet cv på jobbasen, men hun søger ikke noget. Hun ved simpelthen ikke, hvad hun vil. Dagene går med at lave kreative ting og mødes med veninder til sport etc.

Penge får hun ingen af, men det betyder ikke noget, siger hun. Hun får sine fødselsdagspenge til at række, og hendes bedsteforældre giver hende lidt i ny og næ.

Hun får ingen penge af os, men kost og logi. Vi prøver virkelig at opmuntre – jeg har tilbudt hjælp, men jeg bliver “cuttet af”.

Vores venner siger, at vi skal smide hende ud hjemmefra, så lærer hun det nok. Det kan vi ikke få os selv til.

Vi har begge arbejdet, fra vi var ganske unge, og vi har svært ved at forstå den tilgang, hun har. Hvor blev modet af? Hun er kvik, sød, omsorgsfuld, den skønneste unge pige, men hun hører det ikke. Jeg tvivler ikke et sekund på hende.

Skal vi bare blive ved at forsøge? Jeg er ved at opgive lidt, men jeg vil ikke have, at hun tror, vi er ligeglade.

Hun nærmer sig de 24 år.

Hilsen

den fortvivlede mor

Kære fortvivlede mor

Hvad man skal gøre i forhold til sine børn, kan ingen gøre sig til dommer over. Der findes ikke noget facit på den udfordring, du beskriver.

Uanset hvad du vælger – om du bliver ved med at være tålmodig, eller om du beder hende flytte – kan du, din mand eller jeres venner ikke vide, hvad den handling vil medføre.

Jeg ville nok gøre som dig. Jeg ville aldrig i livet smide mit unge menneske ud, hvis hun hang fast derhjemme. Jeg ville også blive utålmodig til tider og måske også komme med tonsvis af forslag til, hvad hun kunne kaste sig ud i.

Jeg tænker, at der er en grund til, at hun sidder, hvor hun gør. Den årsag kan vitterligt bunde i total forvirring over, hvad hun har lyst til, men den kan også have sin rod i noget psykologisk, som hun går og bokser med.

Måske noget hun aldrig har nævnt, måske noget hun ikke engang selv er klar over spiller ind? Måske er hun bange for i det hele taget at vælge noget som helst, fordi – hvad nu hvis hun vælger forkert?

Jeg ved det ikke, der kan være så uendeligt meget på spil, som vi overhovedet ikke engang forestiller os. Og et eller andet sted er det sådan, at det er hende selv, der skal finde ud af, hvad der driver hende, hvad der stopper hende, og hvilken retning hun vil.

Men det betyder ikke, at du ikke kan gå i dialog med din datter og forsøge at finde ud af, hvad der sker inden i hende.

Du skriver, at hun får dagene til at gå med kreative projekter og mødes med veninder omkring sport, altså har hun en del gode, sunde interesser. På samme tid har hun ikke mange behov.

Jeg tænker ikke, at fødselsdagspenge og lidt fra bedsteforældrene kan række så langt. Hvis hun aldrig bruger penge til at gå i byen, i biografen alt muligt andet, hvad bruger hun så tiden på af sociale ting ud over sport?

På en eller anden måde er det lidt usædvanligt, at en ung kvinde på knap 24 år ikke har nogen behov for at bruge penge til alt muligt.

Ikke at der er noget forkert i det, overhovedet ikke, men måske ligger der noget i det, der kunne være med til at forklare, hvorfor hun sidder fast hjemme hos jer?

Du skriver, at hun er kvik, sød og omsorgsfuld, men hun hører det ikke. Jeg forstår den sætning sådan, at hun ikke selv ved, hvor vidunderlig hun er.

En usikkerhed, der måske har vokset sig alt for stor, og som nu er med til at forhindre hende i at mærke lyst til noget.

Så nej, jeg synes overhovedet ikke, I skal opgive, og jeg synes egentlig heller ikke, I skal presse hende. Jeg synes, I skal blive ved med at forsøge at forstå, hvad situationen bunder i.

Jeg tænker også, at en ting, der måske kunne hjælpe, kunne være at finde nogen at snakke med, evt. en psykolog. Og bliv nu ikke forskrækket over det.

Man behøver ikke hverken have en diagnose eller store eksistentielle problemer for at gå til psykolog. En psykolog kan bruges til mange ting, især afdækning af indre tanker og processer, følelsesmæssige forhindringer eller sår, og ja, også til at finde ud af, hvorfor man er gået i stå.

Så måske det kunne være en idé at spørge hende, om en psykolog kunne være en mulighed. Det er muligt, hun vil takke nej, men måske vil det sætte noget i gang hos hende?

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.