Brev til Renée: Min kæreste klikker ikke med mine tætteste venner og familie

Kære Renée

Mit problem er, at min kæreste, som jeg har været sammen med i fire år, ikke rigtig klikker med mine tætteste venner og familie.

Hun er genert og fniser ofte bare af de ting, de siger.

Det samme gælder min familie, som kan være meget på og direkte, hvor hun ofte giver “kedelige” svar.

Jeg har snakket med hende flere gange om det, og jeg prøver også ofte at hjælpe hende ind i samtalerne, men det falder hende slet ikke naturligt.

Med hendes andre venner og familie snakker hun løs, ligesom hun gør med mig – men det tog hende også lang tid at åbne sig for mig.

Jeg har længe accepteret, at vi bare har hver vores vennegruppe, men det er begyndt at gå mig meget på, at mine venner tager på dobbeltdates, men jeg er ikke inviteret, fordi de ikke kender min kæreste.

Min mor har nogle gange hentydet til, om hun ikke er lidt for kedelig til mig, og det skærer mig dybt i hjertet.

Jeg elsker hende så højt, jeg føler, vi er et perfekt match.

Derudover har jeg længe ikke kunnet blive forelsket, fordi jeg har “søgt” en type som mig selv.

Jeg er så træt af at “bevise” over for dem, hvilket fantastisk menneske hun er.

Jeg har været derude, hvor jeg har overvejet, om jeg skulle gå fra hende, fordi jeg har svært ved at forestille mig en fremtid, når vi har så separate liv.

Det ville skære mig i hjertet, men jeg er faktisk desperat.

Skal jeg stille min kæreste et ultimatum, eller hvad er dine tanker om min situation?

Det kan godt være, jeg ikke har tydeliggjort vigtigheden af det nok over for hende, siden hun ikke prøver mere?

Men jeg er også bare i tvivl, om hun kan/vil.

Kærlig hilsen

En kæreste i tvivl

Kære en kæreste i tvivl

Det første, jeg tænkte, var, at det slet ikke er i orden, at dine venner og din familie stiller spørgsmål ved dit valg af kæreste.

Jeg synes et eller andet sted, det er ufølsomt af dem.

Også af din mor, at hun spørger ind til, om du da kan være tilfreds med den pige, når hun nu er så forskellig fra dig.

Ikke fordi jeg ikke forstår din mor, det er så menneskeligt, det hun gør, hun synes din kæreste er svær og vil hellere have en pige, der er mere, ligesom I er i jeres familie, fordi det vil være lettere for hende at relatere til og omgås.

Men det er bare ikke hendes plads at dele det ønske med dig.

I har været kærester i fire år, og du beskriver så fint, hvor højt du elsker hende.

Jeg tænker, du har fundet den helt rette for dig.

Du har været sammen med en del andre piger, der var mere ligesom dig, udadvendt, nem at omgås, snakkende, men du blev bare ikke rigtig forelsket i dem.

Det er hende her, du elsker.

Du har nogle kvaliteter, som hun har brug for, og hun har nogle kvaliteter, som du har brug for.

Jeres kvaliteter er forskellige, men hver især kan I vise hinanden andre sider af livet, som også er vigtige.

Måske er det sådan, at din introverte side har brug for at blive udviklet eller brug for bare at få lov til at være der i dit liv, og det er det, din kæreste kan være med til at lære dig.

At det er helt o.k. også at være introvert.

Og måske er det sådan, at din ekstroverte side kan være med til at lære din kæreste at blive lidt mere ekstrovert.

Jeg kan anbefale dig at læse Jytte Vikkelsøes bog “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”.

Hun har en hel teori om, hvordan vi forelsker os i en person, der bærer vores “barndomskrænker” i sig, og på den måde får vi mulighed for at få løst nogle af de “traumer”, vi bærer med os fra små.

Hermed siger jeg ikke, at du eller din kæreste er alvorligt traumatiserede.

Når vi her snakker “krænker”, kan det være noget så enkelt, som at i dit barndomshjem skulle man helst være udadvendt, festlig og snakkende, og de sider af dig, der ikke var sådan, var ikke rigtig velkomne.

Jeg synes også, du skal vise din omverden, at den beslutning, du har taget, kan de ikke gøre andet end at acceptere, og hvis de holder af dig, hvis de elsker dig, så tager de hende med i pakken.

For det er også det, kærlighed handler om. Den handler om at acceptere det, som er.

Med andre ord skal du stå ved dig selv og stå ved det valg, du har truffet. Med hovedet højt løftet – du behøver ikke undskylde hende.

Hun er, som hun er, og det er det, du elsker ved hende, og det har du lov til.

Det er muligt, du på nuværende tidspunkt har det sådan, at du ikke orker at kæmpe mere for jeres forhold.

Så er det sådan, det må være. Men jeg synes under ingen omstændigheder, du skal stille din kæreste et ultimatum.

Det er jo som at bede en bjørn om at lave sig om til en fisk.

Du kan gentage dit ønske om, at hun forsøger at åbne sig lidt mere, hvis det er muligt for hende, og du kan spørge hende, om der er noget, du kan gøre for at hjælpe hende på vej.

Du kan også udtrykke ønske om at komme tættere på hendes venner, hvor hun lader til at være mere tryg, og høre om ikke det var muligt, du må komme med nogle gange, så du kan lære dem bedre at kende, fordi du har et ønske om, at I skal være mere sociale sammen.

Dybe, kærlige forhold udvikles, som årene går, og vi filer hinandens kanter lige så stille og retter ind efter hinanden med tiden.

Kærlig hilsen

Renée