Renée Toft Simonsen
Brev til Renée

Brev til Renée: Min far har aldrig prioriteret mig og mine børn

17. januar 2022
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
“Det gør mig vred, at han ikke kan eller vil prioritere sine søde, kærlige og sjove børnebørn.” Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 34 år, skilsmissebarn. Jeg har altid haft et underligt forhold til min far, som ikke har prioriteret mig og mine søskende.

I perioder flyttede han væk i flere år med en ny familie uden at invitere os på besøg hos dem.

Nu er han så blevet morfar til mine børn og har været der lige så lidt for mine sønner, som han har været der for mig.

Vi har drukket kaffe en gang imellem, og han har af og til ringet, men nok fordi han følte sig forpligtet.

Vi kan godt have gode snakke, og jeg tror på, at han holder af os. Men nu er der så sket det, at han har fundet en kæreste, som er meget ung. Yngre end mig.

De er blevet forlovet, og de skal have villa, vovhund og Volvo sammen. Jeg ønsker, at han skal være glad, men jeg har også en bitter følelse.

Én ting er, at han nu starter familie for tredje gang i en alt for sen alder efter min mening, en anden ting er, at jeg kan risikere at få en søskende og skulle forklare mine drenge, at morfar har fået en baby.

Det er helt gakket, og jeg kan mærke, at jeg ikke kan rumme det. Jeg VED også, at hvis han bliver far nu, så bliver morfar-rollen sløjfet totalt.

Og det gør mig vred, at han ikke kan eller vil prioritere sine søde, kærlige og sjove børnebørn. Ville jeg mon kunne leve med ikke at have ham i mit liv? Tanken gør mig ked af det.

Men jeg vil ikke kunne være en del af hans liv, hvis han skulle til at have en baby.

Jeg har også fået en anden halvbror undervejs, som jeg ingen kontakt har til i dag, fordi han dengang mente, at man ikke skulle “blande” de nye familier for meget.

Hvad kan jeg tillade mig? SKAL jeg kunne rumme hele hans nye liv, eller er det ok, at jeg kun vælger ham?

Hilsen

Mig

Kære Dig

Det er tydeligt for mig, at det her er et meget gammelt sår, du allerede har brugt meget tid på at forsøge at hele.

Det, der sker lige nu, er, at det sår har fået hele skorpen revet af, fordi din far endnu engang begynder en ny familie.

At din far har valgt sig selv er ret tydeligt. Jeg har hørt den historie om flere mænd og fædre. Og her siger jeg ikke, at sådan er ALLE mænd, for det er de selvfølgelig overhovedet ikke.

Jeg tror, der er mange forklaringer på den adfærd, men det centrale i det er, at der tilbage står børn, som oplever sig – eller konkret bliver – valgt fra og afvist.

Og hvordan tackler man det?

Som barn har man måske ikke så mange ord for, hvad der sker. Det er mere kroppen, som oplever og husker, mens man som voksen finder forklaringer og får sprog for de svære følelser.

Jeg tror, både forklaringer og sprog hjælper til at bearbejde de følelser, men de får dem selvfølgelig ikke til at gå væk.

Følelsen af afvisning og ikke at være værd at elske og passe på er ikke en, man bare kommer af med. Den bor der og bliver, som det sker for dig, reaktiveret ind imellem. Sådan er livet.

Du står med et valg imellem at acceptere, at din far er, som han er, eller ikke være i en relation til ham, og den tanke er jo også næsten ubærlig.

Han har gjort, som han har gjort i sit liv, og det ser ikke ud til at ændre sig. Du ønsker og længes efter noget andet, noget du aldrig fik.

Som Tove Ditlevsen skrev: Hvad du ikke fik i barndommen, får du aldrig siden nok af.

Og selvom du er voksen nu, og i grunden lever et godt liv, så kører det rundt inden i dig, for du vil have det, du ikke fik. Du vil ikke give op eller give slip, du vil heles. Og det skal være din far, der heler det sår, fordi det var ham, der gav dig det.

Men det kan han ikke, for det er for sent.

Den mulighed, du har, tror jeg, er at forsøge at hele dit eget sår. Det kan du gøre ved at gøre som nu, skrive til mig, gå til psykolog, finde sprog for det, men måske allermest ved at rumme, at det er, som det er.

Din far er helt sikkert også en god mand med gode egenskaber. Jeg tror, han elsker dig, men han formår bare ikke at give dig det, du længes efter.

Opgaven for dig er nok at forsøge at give slip på at ville have noget, han ikke magter at give, og forsøge at være glad for det, han magter! Og åhh hvor jeg ved, det er smerteligt at læse de her ord.

Lige nu har du puttet hele din barndoms længsel over i dine børn. Det, du ikke fik fra ham, skal de have - men det er dit sår, du forsøger at hele.

Dine børn skal nok overleve hans væsen, men så bliver han bare ikke så tæt en person i deres liv.

Til slut vil jeg sige, at jeg tænker, du nok også er nødt til at rumme hans nye familie, i en eller anden udstrækning.

Hvis du ikke vil have med dem at gøre, vil du også i en eller anden form vælge ham fra. Det betyder ikke, at du behøver blive bedste veninder med hans nye kone, men hvem ved?

Hvis du finder en måde at give slip på vreden, så kan det være, du finder ud af at hun er skidesød, og at du i hende kan få en ny veninde og en ny måde at være sammen med din far på?

Jeg ved, du sikkert tænker, jeg er småskør, når jeg skriver sådan, men ærligt, man ved bare aldrig, hvad der kan ske, når man slipper vreden og forsøger at tilgive.

Jeg håber i al fald, at du finder en måde at finde fred på. En måde at leve med, at sådan blev det for dig.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Læs også