Brev til Renée: Kan jeg cutte kontakten til min familie?

Kære Renée Jeg er en kvinde på 30, der er gift med en vidunderlig mand. Men jeg har to fjender: min familie og mit sind. Jeg har været udsat for incest, psykisk og fysisk vold af min far. Incesten stoppede, da jeg begyndte at komme i puberteten. For fem år siden valgte jeg min familie fra, da min far aldrig er stoppet helt, og fordi begge mine forældre stadig overskrider mine grænser. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke kunne klare mere og forklarede min mor, hvorfor jeg ikke ønskede kontakten. Det viste sig, at hun havde vidst alt om, hvad der var foregået i min barndom uden at gribe ind. Hun kalder det ikke incest, men siger, at det bare var ”for sjov”. Min bror cuttede kontakten til mig som reaktion på, at jeg havde gjort det mod vores forældre. Da familien og jeg var uden kontakt, blomstrede jeg op, men min mor ville ikke lade os være. Hun kontaktede mig så meget, at jeg og min mand måtte skifte numre. Hun begyndte at opsøge os på vores adresse og oppassede min mand på hans arbejde. Hun blev ved og ved, selvom vi undlod at tage telefonen og sagde til hende, at vi ikke ønskede kontakt. Det var en frygtelig tid, for jeg var OGSÅ i sorg og havde dårlig samvittighed, selvom det var det rigtige at gøre. For ni måneder siden kontaktede min mor min svigerfamilie og sagde, at min far var døende, og at det var nu, hvis vi skulle sige farvel. Det var første gang, vi så dem efter fire-fem års pause. Min far var overhovedet ikke døende. Vi var der i et kvarter, og de generede mig ikke i hele 15 minutter! Jeg var helt høj bagefter, men også sur over, at hun havde løjet. Det er ikke første gang, hun lyver om et familiemedlems snarlige død. Efter dét begyndte jeg at åbne lidt op for kontakten – det virkede jo, som om de havde ændret sig. Men fra tredje gang var alt det samme som før. Fjerde – og sidste – gang vi sås, var til jul, hvor min far slog både min mor og sin hjælper. Min mor hiver mere og mere i mig, vil hele tiden ses mere, vil hele tiden bestemme mere. Desuden er jeg særligt sensitiv, og jeg havde dårlig samvittighed over den manglende kontakt. Jeg har også fået konstateret angst og depression. Min angst er værre, når de er i vores liv. Jeg er nået til den konklusion, at jeg ikke kan have det godt med min familie i vores liv. Er det helt langt ude? Kærlig hilsen Hende, der ønsker at fylde sit liv med ro og kærlighed

LÆS OGSÅ: Kan man leve uden at føle sig elsket? Kære hende, der ønsker at fylde sit liv med ro og kærlighed Det er en forfærdelig historie, du fortæller. Overgrebene er frygtelige, men det er næsten endnu værre, at din mor har været vidende om det og intet gjort. Det virker næsten bizart, selv om jeg ved, at den slags kan foregå. Det betyder jo, at du er vokset op i en familie, hvor hverken din far eller din mor har passet på dig. Din opvækst har fået dig til at slå hånden af din familie, og det er der virkelig ikke noget at sige til. At miste sin far og mor er selvfølgelig meget smertefuldt – uanset hvordan de har været. Vi har jo kun den ene far og mor i det her liv. Da du nogle år senere blev snydt til at have kontakt med dem igen, fordi din mor løj om din far, troede du, at det måske kunne blive godt. Måske længslen efter at have en mor og far overbeviste dig! Så viste det sig, at de begge to stadig er grænseoverskridende, egoistiske og empatiforladte. Bare det at lyve om, at din far er ved at dø for at få dig tilbage i folden, lyder helt sindssygt! Nu ønsker du at bryde kontakten med dem igen, og så spørger du mig, om det er langt ude? NEJ – det synes jeg ikke! Tværtimod lyder det, som om du stadig kæmper en indædt kamp for at passe på dig selv, som du har gjort, siden du var helt lille. Og det er rigtig godt, at du gør det! Du har kampånd, og det redder dig. Det er en kamp, du er nødt til at blive ved med at kæmpe, fordi du ellers konstant bliver konfronteret med overgreb, angst, lavt selvværd og manglende tillid til dig selv og verden omkring dig. Det er ganske forfærdeligt, men samtidig er det den virkelighed, du lever i og derfor er nødt til at forholde dig til. Har du egentlig sagt de ting, du skriver til mig, til dine venner, din kæreste og svigerfamilie? Ved de egentlig, hvor hårdt du har haft det? Ved de, hvad det er, du kæmper imod? Hvis ikke, så er tiden måske kommet til, at du siger det højt og beder om hjælp, så du ikke skal være alene om at passe på dig selv længere. Så kære dig, du er ikke spor langt ude. Jeg tænker også, om din mor er helt umulig at holde væk, eller er det måske, fordi du ikke får sagt tydeligt nok fra? Om det er det ene eller det andet, er også lige meget. Det, jeg tænker, du kan gøre, er helt konkret at bede din kæreste om at hjælpe dig med at få sat de grænser, der skal sættes. Det er fuldstændig uterligt og grænseoverskridende, at din mor kontakter din kæreste, når du har sagt, at du ikke vil se hende. Så måske vil det bedste være, at du beder din kæreste gøre det her for dig. Han har jo ikke noget i klemme følelsesmæssigt og kan derfor få sagt til din mor én gang for alle, at hun skal holde sig væk fra dig og ham. Pas på dig selv! Husk, at du er værd at passe på! Kærlig hilsen Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere