Brev til Renée

Brev til Renée: Jeg sammenligner mig med min kærestes afdøde kone

af Renée Toft Simonsen 24. maj 2021
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
"Der er billeder af hende overalt i deres hjem, som jeg rent rationelt godt kan forstå, da sønnen prøver at bevare minder fra sin mor." Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

For syv år siden mistede min kæreste sin kone, som han har en søn med.

Sagen er den, at jeg ikke kan lade være med at sammenligne mig med den afdøde kone. En tendens, jeg aldrig har haft tidligere. Jeg har været i forhold med mænd, der har været skilte.

Jeg synes, det er sygt, at jeg sammenligner mig med en, der er død. Det er oftest mig, der spørger til deres samliv eller til, hvordan hun var.

(Min kæreste taler sjældent selv om hende).

Der er billeder af hende overalt i deres hjem, som jeg rent rationelt godt kan forstå, da sønnen prøver at bevare minder fra sin mor.

Men der er bryllupsbilleder i hjemmet og billede af dem i hans soveværelse, som han sågar fortæller mig, er fra deres hvedebrødsdage.

Jeg har fortalt min kæreste, at jeg synes, det er svært, hvortil han siger, at det er ikke hans, men sønnens ønske at have billederne i hjemmet.

Han virker ikke til at synes, at det er et problem. Jeg føler mig mindre værd end hende, da hun var hans første kærlighed, de har et barn sammen, som jeg aldrig kommer til at give ham.

Jeg vil rigtig gerne bearbejde mine følelser, for det gør mig unødig ked af det, men jeg ved ikke hvordan.

Hans afdøde kone og jeg er vidt forskellige udseendemæssigt, kulturelt, uddannelsesmæssigt, men alligevel higer jeg efter, at han fortæller, at jeg er bedre end hende.

Jeg har aldrig haft dårlig selvværd, når det kommer til mænd. Men jeg har heller aldrig været så forelsket før.

Jeg har brug for viden om at være i relation med en, der har mistet sin kone og har et barn med hende.

Jeg har desperat brug for hjælp til at være i mine følelser på en fornuftig måde.

Kærlig hilsen

En forelsket kvinde

Kære forelskede kvinde

Det lyder ulykkeligt, det, du går igennem alle de følelser af mindreværd og vel også en form for jalousi på din kærestes afdøde kone.

På samme tid som du oplever de her vanskelige følelser, kan jeg læse, at du oveni det hele også ser ned på dig selv for at have de følelser, du har.

For som du skriver, er hans kone død nu, så du synes, der er noget sygt over, at du sammenligner dig med hende, og i det hele taget lader hende fylde i dit univers, lader dig genere af de billeder, der findes i huset af hende etc.

Jeg ved ikke, om jeg synes, det er sygt, alle kender følelser af jalousi og mindreværd, uanset om de har noget med virkeligheden at gøre eller ej.

Så du skal først og fremmest stoppe med at se ned på dig selv, fordi du føler det, du føler.

Det kan du jo ikke gøre for. Alle kender det at sammenligne sig med en tidligere kæreste, når man går ind i et nyt forhold, hvor man er meget forelsket, uanset om vedkommende lever eller ikke lever.

Jeg tror, de følelser er meget menneskelige.

Jeg tror ikke, det er sygt, jeg tror, du elsker dybt og ønsker, at du var den eneste ene og altid havde været det i din elskedes liv.

Det er et ønske, mange har, tror jeg, et fællesmenneskeligt ønske, næsten at være nogens eneste ene.

Virkeligheden er selvfølgelig, at meget få af os bliver det. Vi forlader og bliver forladt, gifter os og bliver skilt igen, og medmindre man er 16 år, når man møder sit livs kærlighed, og man forbliver tro mod hinanden og sammen resten af livet, er der ikke mange chancer for, at der ikke følger en historie med din udkårne, der handler om en tidligere kærlighed.

Det ved du også alt om, kan jeg læse, du er meget realistisk i din måde at anskue dit problem på, og jeg synes, at du er både reflekterende og ordentlig i din måde at tackle den her udfordring på.

For dit liv er godt, du har fundet en, du elsker dybt, og han elsker dig tilbage, I bor sammen, og selv om det ikke er problemfrit, er basen i orden.

Du ser opmærksomt på dig selv, opdager dine følelser og anerkender, at de hører til hos dig.

De har nok ikke meget med din kærestes virkelighed at gøre. Du ved, din udfordring kommer indefra. At den bliver trigget af billeder, er selvfølgelig ulykkeligt, idet de billeder skal være der for din kærestes søns skyld.

At begynde at fjerne hende fysisk fra hjemmet vil kun afstedkomme følelser hos både din kæreste og hans søn, der ville være svære, og som ville kunne påvirke din relation til dem begge to.

Jeg tænker også, at fordi det er første gang i dit liv, du elsker så dybt, gør det dig rædselslagen for at miste, og at det ville have været sådan for dig, uanset om hans kone var i live i dag eller ej?

Så måske kunne det også være konstruktivt for dig at koncentrere dig om dig, om hvorfor den her usikkerhed opstår, hvad det er for en angst, det pirker til inde i dig om ikke at være god nok?

Hvor kommer den følelse af mindreværd fra?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kunne du eventuelt snakke med din kæreste om din usikkerhed på en måde, så han ikke går i forsvar, så han ikke oplever, at det har noget med ham at gøre, men så du får formidlet, at det alene handler om dig og dine tanker, men at du bare har brug for at dele det med ham og måske søge trøst, omsorg og accept?

Jeg forestiller mig, at en kærlig snak kunne være med til at hjælpe dig med at være i det, som er og fylder inde i dig og måske også endda være med til at bringe jer tættere sammen, fordi han vil opleve, hvor højt du elsker, og hvor meget han betyder for dig?

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til [email protected].

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.