Brev til Renée: Jeg er bange for at blive alene, efter mine børn er flyttet hjemmefra

Kære Renée

For to år siden fandt min mand gennem 25 år en anden kvinde.

Jeg forsøgte at gøre alt, hvad jeg kunne for at lappe sammen på vores forhold. Det blev dog hurtigt klart, at det kunne jeg ikke.

Senere fandt jeg dog ud af, at han lider af paranoia og hører stemmer.

Jeg har siden boet sammen med mine to piger, som nu er i begyndelsen af 20’erne.

Det har været nogle hårde, men også gode år. Vi har støttet hinanden, og de har givet mig mening til at komme videre med livet.

Nu er den yngste flyttet til udlandet for at studere, og den ældste er flyttet sammen med sin kæreste. Jeg står tilbage med utroligt blandede følelser.

Jeg er glad på deres vegne, men jeg er også ked af det og bange for at være alene.

Jeg har et krævende job og en kæreste, som jeg er meget glad for. Men min kæreste bor langt væk, og vi har ingen planer om at flytte sammen de næste par år.

Han har boet alene, siden hans datter flyttede hjemmefra, men han forstår ikke, hvorfor jeg finder det svært at bo alene.

Og selv om vi kan dele meget, synes jeg, det er svært at dele mine tanker med ham om dette. Indtil nu er det lykkedes mig at holde hovedet oven vande ved at lave en masse praktiske ting og sætte hus og have i stand.

Jeg har vidst, at jeg var nødt til det for pigernes skyld, men nu skal jeg videre for mig selv, og det synes jeg, er rigtig svært.

Jeg kan godt lide at have mennesker omkring mig i dagligdagen, men jeg har ikke en masse overskud til at lære nye mennesker at kende.

På den anden side har jeg heller ikke lyst til at havne i et sort hul. Jeg ved, at jeg skal finde styrken til at komme videre, men hvordan?

Kærlig hilsen

En kvinde, der ikke ønsker at bo alene

Kære Kvinde, der ikke ønsker at bo alene

Det lyder, som om du har gennemgået en meget smertefuld skilsmisse, som du måske på nogle områder endnu ikke har fået helt bearbejdet.

Da din mand pludselig gik fra dig efter 25 år, og det viste sig, at han var psykisk syg, har du sikkert brugt al din energi på at overleve og være mor for dine to piger, så du ikke gik i stykker.

Det har måske ikke efterladt dig med den nødvendige tid til at bearbejde den sorg, det må have været pludselig at blive forladt på den måde. Nu er tiden kommet, hvor dine piger flytter hjemmefra, og du skal til at blive dig selv.

Det kan være svært at sige farvel til noget, der var trygt engang, fordi det, du kigger ind i nu, føles utrygt.

Jeg tror, det er naturligt og måske også et led i den sorgproces, du synes at have udsat til nu? Det hjælper dog ikke på din følelse af at være alene og af ikke at have lyst til at bo alene.

Din kæreste er ikke interesseret i at bo sammen, så hvad har du af muligheder?

Mens jeg læste dit brev, tænkte jeg flere gange. Det er muligt, du ikke har fået bearbejdet din sorg, og at den spiller ind lige nu, men det behøver ikke være hele forklaringen på, at du ikke har lyst til at bo alene.

Nogle mennesker har det bare sådan, at de vil helst bo i grupper, i en familie, sammen med en ven/veninde – bare alt andet end alene.

Sådan er det for dig. Det synes jeg, at du skal tage alvorligt.

Jeg gik på nettet og læste en del om kollektiver og bofællesskaber, og som jeg kan forstå det, findes der utallige af den slags i hele Danmark.

Så uanset hvor du bor lige nu, synes der at være en mulighed for at finde et bofællesskab eller et kollektiv, du måske kunne slutte dig til, som ikke ligger i den anden ende af landet.

Der er jo mange måder at bo sammen på, og jeg ved ikke, hvad der evt. kunne passe til dig.

De steder, jeg læste om, var meget forskellige, og deres mål med at bo sammen er ofte funderet i at ville leve mere bæredygtigt, dyrke økologisk, være selvforsynenede eller andet i den retning, som har noget ideologisk over sig.

Måske er det lige, hvad du trænger til, og måske kunne et af de steder være noget for dig?

Jeg tænkte i al fald, at jeg synes, du skal undersøge hele det område grundigt, inden du afskriver tanken.

Jeg fandt en hjemmeside, der guider dig igennem til, hvor du finder bofællesskaber, hvad de handler om, hvordan man kommer med i et etc.

Den kommer her: www.bosammen.nu/soeg-bofaellesskab/. Du ønsker ikke at bo alene, så det, jeg vil foreslå dig, er at være åben for at bo på en anderledes måde.

I al fald så åben, at du tillader dig selv at undersøge feltet til bunds og så grundigt, at du tager ud og besøger nogle af de her steder.

Ser, hvad det er, hører, om det er muligt for dig at være med eller blive skrevet på en liste.

Jeg kan jo høre, at du har klaret rigtig meget siden din skilsmisse, lært at være praktisk etc. Altså at du er fuld af ressourcer.

Jeg tænker, sådanne fælleskaber må have brug for lige præcis sådan en handlekraftig overlever som dig.

Hvis du f.eks. kunne finde et bofællesskab eller et kollektiv, du kunne være en del af, tror jeg, du vil opleve lettelse over ikke at skulle være alene om alting, også selv om det selvfølgelig vil kræve, at du åbner op for at lære nye mennesker at kende.

På samme tid kunne det at blive en del af noget fælles give dig ny mening i livet og måske også give dig overskud til at gå i gang med at bearbejde de sorgfulde følelser, der må ligge derinde et sted og vente på, at du tager dig lidt kærligt af dem?

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.