Brev til Renée: Jeg elsker min kæreste, men jeg ved ikke, hvor vores forhold er på vej hen

Kære Renée

Jeg skrev til dig for fire år siden, da jeg havde et dilemma med min gymnasielærer.

Dengang var jeg en ung, sårbar elev, der netop havde afsluttet gymnasiet med en lærer ved min side, der støttede mig meget, men også lænede sig op ad mig efter en svær tid med sin kone.

Siden dengang har han forladt sin kone, og for godt et år siden fandt vi sammen.

Jeg holder stadig hans identitet skjult for familie og venner (de ved dog, at der er en speciel person i mit liv) , og han holder det ligeledes skjult.

Det gør vi for hans skyld, da han ikke gider blive "labelled" af at være en 36-årig fraskilt mand med en 13 år yngre kæreste og tidligere elev.

Mit problem er ikke så meget, at vi holder det for os selv, for det er til at leve med, og jeg kan godt forstå hans afholdenhed. Mit problem er til gengæld dette: Jeg ved ikke, hvor vores forhold er på vej hen.

Han har allerede en lille datter og ønsker ikke flere børn, hvilket jeg flere gange har givet udtryk for, at jeg ønsker en dag.

Han vil ikke snakke om mine spekulationer, men bliver vred, hver gang jeg siger, at jeg aldrig ville tvinge ham i et forhold med flere børn.

I de tilfælde bliver han jaloux og udspørger mig om, hvorvidt jeg overhovedet "vil have ham", eller om jeg blot bruger ham, mens jeg leder efter en bedre.

Det er selvfølgelig ikke sandt, hvilket jeg har sagt mange gange til ham.

Det virker til, at han ikke stoler på, at jeg kun elsker ham, og han nægter at anerkende nogen følelser for mig.

Det gør mig forvirret, da det er mit første forhold nogensinde. Hvad kan jeg gøre for at få ham til at forstå, at jeg elsker ham, og samtidig få ham til ærligt at fortælle, hvad hans syn på mig er?

Kærlig hilsen

En fortvivlet ung kvinde

Kære fortvivlede unge kvinde

Jeg husker ikke helt, hvad jeg svarede til dit første brev, men jeg forstår det sådan, at du og din kæreste (tidligere lærer) gik fra hinanden og nu har fundet sammen igen, og at han er blevet skilt i mellemtiden.

Der er dog noget, der ligner siden sidst, som jeg husker det.

Nemlig at din kæreste mest tænker på sig selv, sit rygte og det, han vil og ikke vil.

Jeg skriver dette, fordi du selvfølgelig ønsker at få børn engang, og det gør han ikke, da han allerede har børn.

Det er fuldt forståeligt, at han ikke har lyst til flere, men det er lige så forståeligt, at du som ung kvinde på 23 år en dag ønsker at blive mor.

Det, at din kæreste, som er en meget voksen mand, selv har børn og har haft familie med børn, ikke forstår, at din drift hen imod at blive mor er meget stor, er for mig at se meget betænkeligt.

Det er ufølsomt og egoistisk efter min mening.

Du er kun 23 år. Hvordan kan en voksen mand på 36 år forlange, at du allerede på nuværende tidspunkt i dit liv skal vælge ikke at få børn, fordi han ikke orker at få flere børn i sit liv?

Jeg forstår det ikke.

Du står et sted i livet, hvor du de næste fire-fem år vil opleve driften hen imod at få børn blive stærkere og stærkere.

Du står det sted i livet, hvor det ville være det naturlige næste skridt for en ung kvinde, der er sammen med den mand, hun elsker.

Han har selvfølgelig ret til at føle, som han føler. Det kan du ikke ændre på. Jeg synes dog, at du skal overveje, om du virkelig vil satse på at være i et forhold med en mand, der allerede nu ved, at han ikke vil have børn, når det er et ønske, du har.

Jeg tænker desuden, at hvis han er så egoistisk på det her område, er han så også det på andre områder?

Er det ham og hans komfort, der altid kommer først før dig og det, du ønsker? Der er også endnu en hage ved jeres forhold, som jeg vil mene, at I skulle begynde med at få ryddet af vejen.

Nemlig at jeres forhold skal være hemmeligt. Det lyder usundt og slet ikke i orden at bede en ung kvinde på 23 år om at være kærester, men at hun intet må sige til nogen.

Det betyder jo, at I ikke kan samkøre jeres liv på nogen måde.

Møde hinandens venner og familier og på den måde styrke jeres relation og jeres bånd.

På samme tid ser jeg ikke meget fremtid i et forhold, der skal holdes hemmeligt. For hvor længe skal det være hemmeligt?

Hele livet? Bare de næste fire år? Eller?

Han virker flov over at have et forhold til dig, og det synes jeg ikke er befordrende for relationen.

Man er nødt til at stå ved de ting, man gør, og den, man er, ellers lever man uærligt, og det tror jeg tærer på sjælen. Så I skal begynde der.

Stå ved, at I elsker hinanden, stå ved, at I har fundet sammen.

Sig det ligeud til venner og familie, og lad aldersforskellen være det, den er. Og så tror jeg, at jeg ville reflektere en del over fremtidsudsigterne for jeres forhold, hvis han fastholder, at han ikke vil have børn.

Det vil jeg mene, du også skal sige til ham, at hvis præcis den holdning ikke ændrer sig, så er du faktisk usikker på, hvorvidt jeres forhold har en fremtid.

Husk på, at dine følelser er lige så vigtige som hans, dine tanker er lige så vigtige som hans, og du ved, hvad der er bedst for dig, det behøver du ikke ham til at fortælle dig.

Så mærk efter inde i dig, hvad der er rigtigt for dig lige nu, sig det højt, og stå ved dig selv.

Det tror jeg på, at du er både parat og stærk nok til, for du er nødt til at tage dig selv alvorligt og passe på dig selv.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.