Brev til Renée: Hjælp, der er gået leverpostej i mit parforhold

Kære Renée

Jeg er en pige på 23 år, og jeg har været sammen med min kæreste i fem år. Vi har et hus og to børn.

Første barn var planlagt, det var andet barn bestemt ikke, men jeg fortryder intet. Jeg ved, det er ganske normalt, at gnisten forsvinder lidt, når man får børn.

Der er gået totalt hverdag i den hjemme hos os, og jeg kan mærke, at det har kørt mig ned.

Vores forhold er én stor leverpostejmad, som lever på koffein og diskussioner. Jeg glæder mig til, at han er taget af sted om morgenen på arbejde, og jeg glæder mig ikke til, at han kommer hjem.

Jeg har ingen former for sommerfugle i maven, og jeg føler ikke, jeg får noget fra ham.

Jeg har længe sagt, hvor meget jeg savner “os”, og han siger, at det nok skal blive bedre, men der sker intet.

Jeg har tilbudt, vi kunne få passet ungerne og tage en weekend et sted hen, men så står den beslutning ligesom også stille, hvis jeg ikke bare bestiller noget til os.

Vi er nået til punktet, hvor vi diskuterer, bare der skal smøres en madpakke. Vi går begge meget op i, at vores diskussioner foregår, når ungerne ikke er til stede.

Det er vigtigt for mig, at de ikke bliver en del af det. Jeg er nok mest der, hvor jeg vil bo i en lejlighed med mine piger selv …

Jeg synes bare, det er svært, og jeg er bange for, at jeg fortryder, at jeg ikke kæmpede noget mere for os.

Jeg håber, du kan give mig en eller anden form for svar og måske et spark i den rigtige retning for mig.

Kærlig hilsen

Hende, der ønsker et godt råd

Kære hende, der ønsker et godt råd

Det er ganske normalt, når man får små børn, at gnisten kan forsvinde lidt, fordi der hverken er tid eller overskud til hinanden.

Og så bliver oplevelsen nemt, at det hele er leverpostej. Jeg tror, det er mange småbørnsfamiliers vilkår i en periode.

Jeg kan ikke lade være med at tage din unge alder med i mine betragtninger, fordi du kun er 23 år og allerede i et fast forhold med to små børn og alle de udfordringer, en småbørnsfamilie har.

De fleste unge på din alder er i gang med uddannelse, læreplads, at rejse rundt i verden eller på anden måde finde ud af, hvad de ønsker at bruge deres liv på.

De har måske haft et par sabbatår og er først lige begyndt på universitetet eller i en læreplads, deres weekender handler om dem, om at gå i byen eller hygge sig med venner.

Den del af dit liv er du sprunget over, og måske er den uro, du oplever, forbundet med en længsel eller fortrydelse i forhold til det almindelige ungdomsliv?

Det var bare en tanke, jeg fik, det er slet ikke sikkert, det er rigtigt.

Hvis du mærker, der kunne være noget om det, behøver det ikke at betyde, at du fortryder de valg, du har truffet, eller dine dejlige børn, slet ikke, men derfor kan du jo godt have den slags følelser, begge dele kan være der på samme tid.

Jeg ved ikke, om jeg kan “give dig et spark i den rigtige retning”, som du efterlyser, men måske kan jeg hjælpe dig til at sætte lys på noget, der kunne være vigtigt i dit liv.

Og det er her, tankerne om ungdomslivet kommer ind.

Jeg tænker, at dine følelser af leverpostej måske kunne afhjælpes ved, at du kom i gang med noget, som var kun for dig.

Du skriver, at din kæreste går om morgenen og kommer hjem om aftenen, så jeg antager, at du går hjemme med jeres børn?

Den måde at indrette sig på kan være rigtig god for børnene, men kan også afføde en følelse af længsel efter noget andet.

På samme tid kan det også føles uretfærdigt, at det er dig, der tager dig af alt derhjemme, og når han så kommer hjem, så er han bare træt og gider ikke rigtig gøre sig umage med jer to.

Er det muligt, at du er træt af din kæreste, fordi du i virkeligheden længes ud af familien, længes efter at få en uddannelse, et arbejde, eller noget som kan fylde dig op på et mere fagligt plan?

Med andre ord tænker jeg, at det kunne være en idé for dig, hvis du forsøgte i en periode at trække energien hjem til dig selv, ikke være optaget af, om du får det, der skal fylde dig op, fra din kæreste, men i stedet forsøger at tage ansvaret og selv finder noget, der kan fylde dig op.

Hvorvidt det kan redde jeres forhold er svært at sige, måske elsker du bare ikke længere din kæreste, og måske er der ikke så meget mere at kæmpe for.

Men måske kan du, når du læser mine ord, mærke lidt mere af, hvad der er rigtigt for dig?

Du skriver, at der intet sker ift. at tage på weekend sammen, medmindre du selv booker noget.

Hvorfor så ikke bare booke noget? Arranger det, du ønsker.

Jeg skriver ikke det her, fordi jeg ikke hører din længsel efter at blive set og efter initiativ fra din kæreste.

Men nogle gange går vi og længes efter noget, som ikke er realistisk at længes efter, og i den bevægelse, i længslen efter alt det, vi ikke får, kan vi blive blinde over for det, vi faktisk får.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”.

Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.